pixel

Hovedbane­gården skal friskes op for næsten en kvart milliard

Den publikums­vendte del af Hovedbanegården skal moderniseres. Projekt lægger sig i slipstrømmen på stort skinneprojekt.

københavns hovedbanegård

Da regeringen i sommer offentliggjorde den store 'Infrastrukturplan 2035' gemte der sig i den et par sætninger, der ikke hidtil har fået så meget medieomtale.

Langt nede på listen over projekter, som regeringen vil bruge skatteydernes penge på, stod tallet 215 efterfulgt af mio. kr.

Den næsten kvarte milliard kroner er afsat til at opgradere Københavns Hovedbanegård og gaden der løber langs dens bagside: Reventlowsgade.

Pengene skal mere specifikt bruges på at modernisere de passagervendte områder — altså de rum og perroner som mere end 100.000 mennesker hver eneste dag går igennem eller står og venter på tog på. 

Målsætningen er et "markant løft", bedre passagerstrømme og en mere tryg togstation. 

Ude og inde

Lige siden juni har Magasinet KBH været i løbende kontakt med DSB for at få flere detaljer om det store arbejde, men seneste besked herfra lyder, at forligskredsen på Christiansborg nu er i tænkeboks omkring, præcis hvordan de mange millioner til arbejdet skal prioriteres.

Sikkert er det dog, at også Reventlowsgade på Hovedbanegårdens bagside mod Istedgade bliver omfattet af moderniseringen.

Den sydligste del af gaden blev renoveret i forbindelse med åbningen af den nye station på metroens cityring i 2019 — blandt andet med brosten, bedre cykelforhold og ny cykelparkering.

Men det cirka 200 meter lange stykke der forbinder Vesterbrogade med bagindgangen til stationen er fortsat en bred asfaltvej uden mange formildende omstændigheder for gående, cyklende eller dem, der kunne tænke sig at holde en lille pause.

Regeringen ønsker sig dog altså at hele gaden — ligesom stationen den løber langs — nu snart bliver moderniseret.

Detaljerne må vi vente på, men Magasinet KBH følger sagen.

Mere modernisering på vej

Den forestående renovering er i øvrigt ikke den eneste, der er på vej til Hovedbanegården.

Bag de kulisser, som Hovedbanegårdens bygning udgør, fordeler et kludetæppe af togskinner de mange tog, der hver dag kører igennem stationen.

Ved at dele skinnenettet op på en anden måde, og justere på adgangsforholdene, kan man i betydelig grad effektivisere togdriften — faktisk så meget, at det vil give et samfundsøkonomisk afkast på 600 mio. kr. hvert eneste år, vurderer Banedanmark.

Gevinsten kommer i form af mere end 300.000 sparede forsinkelsestimer hvert år — noget som altså vil forplante sig til samfundsøkonomien, ud over at være ganske rart, hvis man er en københavnsk pendler.

Dét projekt blev første gang præsenteret i februar og kom også med i regeringens infrastrukturplan, så man kan forvente store ombygninger af, og omkring, Hovedbanegården i de kommende år.

Prisseddelen på skinneomlægning med videre lyder indtil videre på 1,9 mia. kr., og du kan læse mere om den del af planerne for en moderniseret hovedbanegård her.   

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling