Human Capital

I løbet af de første fem minutter af ’Human Capital’ kunne man forledes til at tro, at der er tale om en traditionel whodunnit. En mand køres ned på vej hjem fra arbejde og bilisten flygter fra stedet. Men flugtbilistens identitet er kun en af mange handlingstråde i Paolo Virzis fremragende film, der yderst velfortjent er blevet udvalgt til at være dette års italienske Oscar-kandidat for bedste udenlandske film.

’Human Capital’ udspiller sig i Norditalien, mens den økonomiske krise topper. Og tager udgangspunkt i tre meget forskellige personer: Først en slimet ål af en ejendomsmægler, Dino (Fabrizio Bentivoglio), der – måske som en del af en midtlivskrise – ser en mulighed for at tjene store penge. Dernæst en trofækone (Valeria Bruni Tedeschi), hvis liv kredser om manicureaftaler og shopping, mens hun leder efter et meningsfuldt projekt at fokusere på. Og endelig en ung gymnasieelev, Serena (Matilde Gioli), som loyalt forsøger at holde gode venner ude af problemer. Disse tre historier oprulles en ad gangen for til sidst at mødes i en slutning, der er både deprimerende og optimistisk på en gang.

Det er denne dobbelthed, de mange nuancer og lag, som gør ’Human Capital’ til en fantastisk film, der både griber én og maner til eftertanke. På den ene side præsenterer filmen os for menneskets grådighed og evige jagt på rigdom. Og på den anden side ser vi ubetinget loyalitet og kærlighed personificeret af den unge Serena.

Persongalleriet er stort og broget og mange udviser ekstremt dårlig dømmekraft. Eksempelvis da Dino skælder sin gravide kone ud for at forlade en vigtig social sammenkomst, fordi hun tvinger ham med på hospitalet i stedet for at lade ham fortsætte sit fedteri for den velhavende Bernaschi. Ikke desto mindre er det svært ikke at få ondt af Dino, da det økonomiske tæppe trækkes væk under ham og han står over for økonomisk ruin.