Israels Plads-projekt truet
Planerne om at opgradere den sydlige del af Israels Plads til en sand storbyoase af liv og leg er tæt på at blive helt opgivet.
Mens de længe ventede Torvehaller på den nordlige del af pladsen åbner til sommer, ser det altså ud til at det legendariske kæmpe-boldbur på den anden side af Vendersgade får lov at ligge og være legendarisk mange år endnu.
Det er parkeringskælderen under pladsen, der spænder ben. Den skal nemlig renoveres i forbindelse med make-overet, så det hele ikke skal graves op igen senere.
Men en gammel aftale med den senere konkursramte kælder-ejer forpligter ikke den nye ejer, der ifølge kommunen ikke er helt så samarbejdsvillig, og derfor skal byens politikere nu beslutte om det hele skal droppes.
Selv mener ejeren, at den konklusion er taget lige hurtigt nok, og efterlyser bedre dialog med kommunen.