Kampen er endeligt slut: Telefonkiosk flytter ud af København
Københavns Kommune slukker drøm for lokale ildsjæle, som har kæmpet for at samle penge til at bevare en gammel telefonkiosk i Absalonsgade. Nu flytter den på museum.
Så gik den ikke længere.
En folkekær — men forsømt — telefonkiosk med klassiske reklamer i vinduerne får ikke lov at blive stående på Absalonsgade på Vesterbro.
Det har politikerne på Københavns Rådhus besluttet, og dermed sender de telefonkiosken videre til Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm uden for Ringsted, som tidligere har tilbudt at overtage kiosken.
Gennem det seneste år har lokale kræfter i 'Foreningen Museumsgadens Venner' ellers kæmpet for at rejse midler til at bevare, renovere og drive kiosken i Absalonsgade.
Det er dog ikke lykkedes, og derfor anmodede gruppen her til foråret kommunen om at forlænge fristen med yderligere et år. Museumsgadens Venner havde nemlig øjnet en ny mulighed for at søge penge hos Realdania — men fra en pulje der først åbner for ansøgning i 2026.
Men et politisk flertal ønsker altså ikke at forlænge tidsfristen og give foreningen mulighed for at søge fondsmidlerne.
Et stykke lokalhistorie
Telefonkiosken i Absalonsgade — magen til dem som mange kender fra blandt andet Nørreport, Gammel Torv og Kultorvet — er tegnet af arkitekten Fritz Koch og blev oprindeligt opført på Sølvtorvet i 1896.
I 1980'erne blev den flyttet til den såkaldte Museumsgade, der hørte til Københavns Bymuseum, og som dengang havde adresse rundt om hjørnet på Vesterbrogade.
Men siden bymuseet lukkede i 2015 for at flytte til Stormgade, har telefonkiosken været forsømt. Og de ti års manglende vedligehold viser sig i dag blandt andet i knuste ruder, træ der rådner og afskallende maling.
Tidligere har den konservative kommunalpolitiker, Karina Bergman, udtrykt stort ønske om at bevare det lille stykke lokalhistorie. Men også Konservative stemte her i maj imod forslaget om at forlænge fristen til at rejse penge.
Kun Enhedslisten og SF ønskede at forlænge fristen.
Liv i de gamle kiosker
For flere af byens i alt 12 oprindelige kiosker er det lykkedes at bevare og omdanne dem til at fungere som små caféer eller udskænkningssteder.
Og dét var også drømmen med telefonkiosken i Absalonsgade. Genboen — biografen Vester Vov Vov — har nemlig erklæret interesse for at lade klenodiet indgå som en del af deres aktiviteter i gaden.
Men for at kunne forpagte kiosken ville en gennemgribende renovering være nødvendig — ikke mindst da der mangler f.eks. både el og vand i den.
De samlede udgifter beløber sig anslået til 1,8 milloner kroner, og det er penge, som den lokale biograf ikke selv kan betale, og som Foreningen for Museumsgadens Venner altså ikke har kunnet finde inden tidsfristen.
De københavnske politikere har flere gange afvist at lade kommunekassen betale regningen.
Museumsgaden genforenes
Som navnet indikerer, har 'Museumsgaden' engang været et lille frilandsmuseum i byen med genstande, der hver især udgjorde en lille brik i Københavns historie. Med flytningen af Københavns Bymuseum var kiosken den eneste, der blev stående — de fleste andre genstande flyttede til Frilandsmuseet i Lyngby.
I begyndelsen af i år flyttede de objekter dog videre til Sporvejsmuseet, efter at Frilandsmuseet ikke havde kunnet finde passende plads til dem. Så når telefonkiosken nu også sendes til Ringsted, er der tale om en genforening af den oprindelige samling fra Absalonsgade.
Sporvejsmuseet Skjoldnæsholm har tilbudt kommunen at flytte telefonkiosken på deres regning, og det har man altså nu valgt at sige 'ja tak' til.
Når kiosken om lidt forsvinder, slutter ikke bare en lille lokal kamp på Vesterbro — men også det sidste kapitel i fortællingen om en gade, der bar på historier fra det København, som var engang.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
kommentarer