pixel

København bygger alt for meget af det samme

Arkitekter efterlyser flere kvalitetskrav fra bystyret for at skabe bedre by — og tror at der skal et generationsskifte til for at gro noget alternativt

Sundmolehuse København

"Æstetisk udpinthed" kalder kreativ direktør hos Årstiderne Arkitekter, Mikkel Westfall, en tendens i byggeriet, som flere både udviklere og arkitekter mener er fulgt med de seneste års byggeboom, nemlig ensformighed.

»Det er snart tyve år siden, at man udarbejdede masterplanen for Sluseholmen og dermed skabte en positiv fornyelse i måden, man arbejdede med fortætning på. Og så har man med svingende held spredt det arkitektoniske koncept udover hele København,« siger Westfall, som med sin tegnestue selv står bag mange boligkaréer i de store udviklingsområder i hovedstaden.

»Når man kører igennem byen og ser alle de boliger, der bliver bygget, får man helt ondt i maven. Der er blevet bygget meget, det er gået hurtigt — og der er ikke brugt nok tid til at tænke over, hvorfor vi bygger, hvem vi bygger til og af hvilken kvalitet,« siger han.

Men hvorfor er det gået sådan? Og kan der gøres noget ved det?

Fremtidens slum?

Magasinet KBH bragte for nylig en artikel, hvori flere fagfolk efterlyste en rød tråd i Københavns Kommunes arkitekturpolitik og kritiserede byens udvikling for i for høj grad at være styret af økonomiske interesser og domineret af developere.

Kritikken kom blandt andet fra Arkitektforeningens direktør Lars Autrup og fra Jens Kvorning, Professor Emeritus ved Kunstakademiets Arkitektskole (KADK).

Men hvad siger arkitekter og developere selv? Er byen blevet for ens — og måske ligefrem uskøn? Det har vi spurgt en række af dem om, og flere nikker, ligesom Mikkel Westfall, genkendende til kritikken. 

»Man bør se på processerne og samarbejdet mellem investor, developer, rådgivere og myndigheder og snakke om, hvorfor vi bygger, hvordan og hvad det er, vi vil have,« siger Westfall, som mener, at det er netop nu, debatten skal tages. Han er ikke mindst bekymret for, hvordan eftertiden kommer til at dømme den arkitektur, som han og kollegaerne i disse år står bag.  

Den samme bekymring deler Louis Becker, partner og direktør i Henning Larsen Architects: 

»Der kommer en kæmpe ophobning af boliger, som er meget ens. Bliver det fremtidens slum? Det kan man godt spørge sig selv om,« siger han og efterlyser mere risikovillighed — både fra arkitekter og developeres side. 

Byggeriet er konservativt 

Ifølge Louis Becker skyldes en del af problemet en tendens til at se for meget på, hvad der lige er blevet solgt, når et nyt byggeri skal planlægges. Resultatet er ensformigt og uinspirerende, ude som inde.

»Byggeriet er per definition konservativt, og der er generelt mindre risikovillighed hos developere. Der bliver ikke taget mange chancer. Jeg tror ikke, det handler om, at nogen favoriseres og andre holdes ude, men dansk byggeri har lidt en tendens til at gentage sig selv, når det går godt,« siger han.

Becker påpeger, at ejendomsmæglere og den finansielle sektors fokus på salgbarhed er med til at mindske risikovilligheden blandt investorer, developere — og arkitekter.  

Mikkel Westfall er langt hen ad vejen enig med Louis Becker, selvom han mener, at ordet ”slum” vækker konnotationer til samfundsmæssige forhold, der rækker udover det, arkitekturen har indflydelse på:

»For at Nordhavn og Islands Brygge ville blive fremtidens slum, så skulle hele den økonomiske samfundsstruktur ændre sig. Selvfølgelig kan man synes, det er tarveligt og kedeligt nogle steder, men problemet i dag er mængden.« 

En større differentiering af områderne er noget af det, Mikkel Westfall mener der mangler opmærksomhed på i dag, og som med tiden kan resultere i, at byen i mindre grad kan opfylde forskellige menneskers behov:   

»Hele den der områdespecifikhed bliver meget flad ved, at man bygger de samme størrelser alle steder. Der synes jeg ikke, man har været god nok til at aflæse kvarterer og hvad der gør dem særlige.« 

Liv giver kvalitet

Direktør Rasmus Holbech fra projektudvikleren CASA er enig i, at der i dag bliver opført en hel del byggeri, som kan være svært at skelne fra hinanden:

»Det er både, fordi der er nogle tendenser hos arkitekterne — og nogle begrænsninger i forhold til, hvad vi kan opføre inden for den økonomiske ramme. Hvis man bygger andre steder end for eksempel Nordhavn, hvor de økonomiske rammer er større, så kan det godt ske at blive ensformigt, fordi man ikke kan lave en masse arkitektoniske greb,« siger han.

Hos CASA har de for nylig har afsluttet den anden ud af tre boligkaréer på Sundmolen i Nordhavn. Her har de blandt andet fokuseret på at etablere fællesfaciliteter og byrum omkring bygningerne, fortæller Rasmus Holbech.

Han forklarer, at bygningens æstetik ikke et særskilt parameter hos CASA. De arbejder i stedet ud fra en helhedstilgang: 

»Vi forsøger at få det hele til at hænge sammen. Vi lægger vægt på byrummene og en eller andet form for fællesskab omkring bygningen, for eksempel ved at skabe noget liv i stueetagerne og en lille kantzone, hvor folk kan opholde sig. Det er noget af det, der giver kvalitet.«

Når det gælder et byggeris attraktivitet over for kommende beboere, så er Rasmus Holbech ikke så overbevist om, at det æstetiske er så afgørende endda. De omkringliggende faciliteter, byrummene, selve området og den sammenhæng, som byggeriet indgår i, har større betydning, mener han.

Og det er Mikkel Westfall fra Årstiderne Arkitekter for så vidt i enig i. I de senere år er der komemt mere fokus på bæredygtighed, gårdrum, udearealer og ”bygningens brand”, mener han.  

»Jeg oplever faktisk, at det alt sammen er blevet konkurrenceparametre,« fortæller Westfall.

Er der incitament til forskønnelse?

I det hele taget lader det til, at branchen for tiden tænker meget over udearealer — måske mere end over skønheden af de mure der indrammer arealerne?

"Skønhed" er for Jens Skinnebach fra ejendomsfirmaet A. Enggaard et lidt "diffust begreb". Han vil hellere bruge ordet "forskønning". 

»Vi arbejder ikke kun med den visuelle forskønning, men mere med forskønning i bredere forstand. Det handler om også at skabe aktive udenomsarealer og at kunne tiltrække en blandet beboersammensætning,« siger han og tilføjer, at de blandt andet bruger forskellige arkitekter i de større områder, hvor de er involveret. 

Men hvis arkitekterne alle arbejder med versioner af den samme Sundholm-model, som Westfall antyder, så kan man tillade sig at spørge, om variation i arkitekterne er nok til at skabe variation i byen. 

Som udvikler og investor må A. Enggaard dog tage økonomiske hensyn, når der skal formgives. Skinnebach fortæller, at firmaet afvejer efterspørgsel fra investorer og køber og beslutter, om det kan betale sig at investere ekstra i detaljering særlige gårdrum og bylivsaktiviteter, for eksempel. 

»Det er svært at sige, at der direkte er økonomiske incitamenter til at lave forskønnelse, men det er min vurdering, at vi samlet hæver kvaliteten af området og dermed projektet, når vi laver forskønnelse. Det kan flere investorer godt se værdien i, når de skal eje og udleje et byggeri på den lange bane og således tænker i kvaliteten af projektet over en måske 30-årig periode.«

For Rasmus Holbech fra CASA er udviklernes kerneopgave at sikre et projekts bygbarhed. Det betyder, at der indimellem må skæres noget fra, men han mener ikke, at det nødvendigvis går udover den æstetiske kvalitet:

»Hvis et byggeri har en hel masse byggemæssige udfordringer: spring i facaderne, forskellige tagformer, mønstermurværk og så videre, så kan det af økonomiske grunde ikke altid komme med. Nogle gange kan vi lade arkitekterne få frit løb, men en del af vores opgave som udviklere er også at få det til at lykkes,« siger han. 

Da CASA ofte opfører flere byggerier i det samme byområde, vælger de også forskellige arkitekter. 

»Det giver noget diversitet og noget modspil, som vi synes er ret fedt,« siger Holbech og fortsætter:

»Selvfølgelig kan den samme tegnestue godt tegne forskellige byggerier, men det giver alligevel noget diversitet at vælge forskellige, tror vi på.« 

Hårdere involvering fra byen ønsket

Hvis udviklerne synes, at de skaber forskønnelse og diversitet, hvorfor er der så en tiltagende kritik af udviklingen af København? Hvorfor bliver der skabt så mange nye steder, som mange opfatter som monotone og karakterløse?

Louis Becker hos Henning Larsen Architects vurderer, at i hvert fald noget af ansvaret ligger på kommunale skuldre. 

Han mener, at de specifikke retningslinjer for et byggeri — som fastlægges i lokalplaner — bør fokusere mindre på detaljering af byggeriets udformning og mere på hvad byggeriet egentlig skal bidrage med et givent sted.

»Man kunne ønske sig en hårdere involvering fra byen i forhold til at stille kvalitetskrav, som ikke er formkrav, men i stedet handler om, hvad et byggeri skal gøre,« siger han.

Netop den type krav fra kommunens side er Mikkel Westfall enig i ikke er tilstrækkeligt tilstede i dag. 

»Vi taler meget om, hvordan det skal se ud, men vi mangler at tale om, hvorfor vi bygger,« siger han.

Westfall mener dog også, at Københavns Kommune har forsøgt at tage ved lære af de fejltagelser, som er begået — for eksempel Ørestad — og sikre mere detaljerede lokalplaner.   

»Systemet til at sikre god arkitektur ligger i en god og ordentlig debat om, hvad, hvorfor og til hvem vi skal bygge,« siger han — og tilføjer, at han mener, at debatten i nogen grad allerede finder sted mellem grundejere, By & Havn, Københavns Kommune og de forskellige bygherrer.

Han fremhæver Grøntorvet i Valby — som Årstiderne Arkitekter selv er involveret i — for at holde et ”meget højt niveau” i forhold til den æstetiske kvalitet og detaljering omkring husene, som han mener vil være med til at sikre en arkitektonisk holdbarhed.

For få krav, for sjældent?

Netop Grønttorvet blev for nylig fremhævet over for Magasinet KBH af Teknik- og Miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen som et eksempel på en sag, hvor kommunen havde turde stille krav til udvikleren.

Dét blev udvikleren i første omgang irriteret over, fordi det ifølge ham ville ødelægge økonomien i projektet — men senere blev han begejstret for de selvsamme krav, fordi de endte med at inspirere til at lave et bedre resultat for alle.  

»På Grønttorvet har vi haft en arbejdsproces sammen med bygherre og entreprenører, som har været meget lineær og hvor vi har kunnet flytte flere penge, fra proces til arkitektur. Og det er super vigtigt,« siger Westfall der altså er en af de arkitekter, der arbejder med området.

Årsagen til dette er tilsyneladende ikke mindst Københavns Kommunes engagement. Og at samme isolerede sag fremhæves af flere kilder som et eksempel på, at krav virker, er måske et eksempel på, at de ikke stilles ofte nok, som Louis Becker indikerer.

Westfall er dog positiv omkring fremtiden: 

»Jeg synes, man er i gang med at tage et opgør med laveste fællesnævner, og det synes jeg, at alle deltager i. Men det er dyrt at bygge, og det er dyrt at bo. Vi skal ikke forenkle det og sige, at det handler om, at nogen ikke vil tage hænderne op af lommen og pengene frem,« siger han. 

Han afviser ikke, at der findes interessenter, hvis fokus er på profitmaksimering, men han vil undgå, at debatten kommer til at dreje sig om at udpege skurke, for byggeriets og dermed arkitekturens slutprodukt er en holdsport, mener han.

»Der er selvfølgelig forskellige formål for forskellige grupper. For os arkitekter handler det meget om det, der bliver afleveret til byen og menneskerne, men hvis du er ansat i en pensionskasse, skal du udover at skabe et godt projekt også skabe et afkast til dine pensionskunder. Derfor synes jeg, at en debat om, at nogen udpiner markedet, er for nem og unuanceret,« siger han. 

Nybyggeri uden kalorier

Spørgsmålet om hvad der egentlig er god by og god arkitektur er også noget der løbende ændrer sig — i hvert fald hos de professionelle.  

»I dag synes vi jo, at planter på facaden og græs på taget er skønt. Det ville man have tænkt var hen i vejret i 80'erne og have efterlyst den stramme komposition,« siger Louis Becker.  

Han oplever, at yngre købere i stigende grad forventer byggeri med en særlig karakter, noget der stikker ud og har ”flere kalorier”, som han kalder det. Og den slags har byggeriet svært ved at give dem for tiden, mener han. Han frygter derfor, at kommende generationer af boligkøbere ikke vil have lyst til at bebo meget af det, der bliver opført i dag. 

»Dagens vinder kan blive morgendagens taber. Den insisterende interesse fra de yngre generationer kan man ikke sidde overhørig, for så tror jeg ikke, at man kan tjene penge på længere sigt,« siger han.

Han peger dog på, at der også finder eksperimenter med eksempelvis alternative materialer og byggemetoder sted, som fortjener ros og opmærksomhed. Men ifølge Louis Becker burde vi se meget mere af den slags. 

»Jeg tror, det bliver en ny generation af developere, der skal være med til at ændre tingene. Det kommer til at rykke den eksisterende branche,« tilføjer han. 

Få adgang som plus-medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

relaterede
artikler

seneste KBH+

seneste
opinion

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling