pixel

Kan Køge diske op med et københavner-alternativ?

Et nyt (stor)bykvarter ved Køge Kyst lokker med vandkant, forskellige boligformer og masser af fællesskab.

Kigger du hovedrystende på boligpriserne i Nordhavn, Sydhavn og på Islands Brygge, så kan det være, at du skal lade dit blik vandre ned ad den sjællandske østkyst i stedet.

For 40 minutters S-togtur fra Københavns Hovedbanegård er der ved at vokse et nyt område frem på den yderste spids af Køges gamle havn — et område der minder en del mere om et storbykvarter end typisk forstadsbyggeri.

Søndre Kyst hedder bykvarteret, der er i fuld gang med at blive bygget, og som ventes at stå helt klar i 2026. Det ligger godt en kilometers penge øst for Køges bymidte og så langt ude mod vandet, at den yderste karré kysser strandkanten.

 

Bykvarteret kommer til at bestå af fem varierede karéer, der tilsammen kommer til at rumme i alt 529 boliger.

Hver karré har sit særlige fokus, indretning og arkitektoniske karakter, der tilsammen skal sikre, at såvel singler, seniorer som børnefamilier kan se sig selv bo i bydelen.   

Der kommer i alt ni forskellige boligtyper, som passer til forskellige aldre og familiekonstellationer. Eksempelvis bliver der udviklet forskellige bofællesskaber, ligesom der kommer deleboliger, der er målrettet skilsmissefamilier og sammenbragte familier. 

Derudover kommer der også "arbejdsboliger", hvor private boliger kombineres med mindre erhvervslejemål med plads til en praksis eller en mindre butik.

Og ellers så taler vi boliger, der varierer fra den kompakte to-værelses lejebolig til en seks-værelses ejerbolig på mere end 200 m2.

Bygger på fællesskab  

Selv om hver karré er indrettet med specifikke målgrupper for øje, er det ikke meningen, at eksempelvis børnefamiliehuset eller liebhaverbygningen skal slutte sig om sig selv. Derfor har man besluttet at gøre alle faciliteter i bydelen fælles, så der kan blive skabt liv og fællesskab på tværs af de fem bygninger.

Det er samme investor — PensionDanmark — der står bag alle fem bygninger, og det giver nogle særlige muligheder for at udvikle kvarteret som en helhed, lyder det fra Claus Smed Søndergaard, der er kreativ chef og partner i Mangor og Nagel, der har slået stregerne til tre af de fem karéer:

»Fællesskabet på tværs af kvarteret bliver motoren til at skabe et attraktivt byliv, der samtidige understøtter byens kommercielle levedygtighed. I stedet for, at hver af de fem karéer har sit eget lille fællesrum, skaber vi 'Byens Etage' på tværs af kvarteret med en række forskellige faciliteter."

Byens Etage kommer til at ligge i stueetagen på tværs af bydelen, og vil rumme alt fra værksted, møbelpolstrer, byttebiks, systue og 'børnekontor' til bevægelseshus, gæsteboliger, hverdagshus til fællesspisning og en integreret dagsinstitution. 

Derudover kan man muntre sig i bykvarterets burgerbar, isbod, bager eller restaurant — og brænde nogle af kalorierne på den lokale padelbane, som bliver anlagt på toppen af en af de fem bygninger.  

Bykvarterets mange faciliteter bliver altså fælles, og foretrækker man livet bag ligusterhækken, skal man nok lede videre. For som en af landskabsarkitekterne bag udtrykker det på bykvarterets hjemmeside: 

"Man bruger hinandens gårde, fællesrum og fælles faciliteter — til ophold, leg, samvær og dykelsen af fællesskabet. Den bevægelse på tværs af alle byggefelterne styrker hele gulvet i bydelen.«

En del af Køge Kyst

Det nye bykvarter Søndre Kyst er en del af det omfattende byudviklingsprojekt Køge Kyst, der siden 2009 har arbejdet på at omdanne Køges centrale havne- og stationsområde til nye boligområder tæt på strand, grønne områder og den historiske købstad. 

Projektet drives i et partnerskab mellem Køge Kommune og Realdania, og udviklingen kommer til at strække sig over 20-25 år. Siden lanceringen er Køge Kyst nået cirka halvvejs i udviklingen.  

Udover havneområdet — som Søndre Kyst er en del af — omfatter Køge Kyst-projektet også 'Stationsområdet' og den såkaldte Colstrupgrund. Hvor en stor del af Stationsområdet er udviklet med nye butikker, caféer, nye pladser og en biograf, venter udviklingen af Colstrupgrunden fortsat.

I 2021 indgik Køge Kommune en aftale med ejendomsudviklingsselskabet NREP om at udvikle området, men i slutningen af 2022 trak NREP sig fra købsaftalen, og Køge Kommune er nu på jagt efter en ny samarbejdspartner, der vil være med til at udvikle en ny bydel med butikker, fitnesscenter, caféer og liberale erhverv i to plan i området. 

Aktuelt bor der 1.400 mennesker i Køge Kyst — heraf langt størstedelen i det nye havneområde. Og med sine karréstrukturer og relativt smalle gader, er der på sin vis mere København end der er Køge over Køge Kyst.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling