Modemanden

Mads Nørgaard var urolig. Han sad på cyklen på vej til sin første dag i gymnasiet i Virum. Solen tittede frem over hustagene, og som­meren sang i luften. Men Mads kørte med sammenbidte tænder mens han igen og igen prøvede at overbevise sig selv om at det nok skulle gå. Hele sin folkeskoletid havde han været bange for at blive drillet hvis han gik i det ­forkerte tøj. Og der var én ting han aldrig havde turdet tage på. En skjorte. Men i dag havde han valgt at gøre det.

”For det havde jeg lovet mig selv, jeg ville,” siger Mads Nørgaard. ”Men jeg var bange for at jeg ville blive drillet. For man blev drillet i skolegården! Det kunne være over så små ting som hvis man ikke havde en Lacoste-polo. Vi var ret slemme ved hinanden i folkeskolen, og der var en del mobning.”

Derfor ville han nu gøre oprør. Første dag i gymnasiet. Koste hvad det ville.

”Det var så snævert hvad der var normalt. Der var båse man skulle passe i. Og det var meget firkantet hvad man måtte hvis man ville passe ind.”

Han sidder lidt og ser frem for sig.

”Det er meget begrænsende for mennesker at blive holdt nede i den slags kategorier,” kommer det så. Så ser han op og griber mit blik.

”Og jeg er ikke meget for løftede pegefingre. Så jeg ville eddermame modvirke de rammer!”

Så Mads troppede op på gymnasiet. Iført skjorte og med hjertet i halsen. Og ikke én sagde noget. Ingen drillede. Det blev en afgørende lektie. Det gik op for Mads at det var muligt at bryde rammerne. Og han besluttede at det ville han fortsætte med.

Hul på isen

Det er en iskold vinterdag da KBH skal mødes med Mads Nørgaard. Termometret viser minus syv grader, og varmen er gået på den 200 kvadratmeter store husbåd hvor Mads Nørgaard bor. En gammel færge der oprindelig skulle skrottes efter 26 års rutefart på Limfjorden – men som Mads besluttede at købe og bo i. Men nu er varmen altså gået.

”Og der er kun 13 grader herinde,” lyder hans stemme i telefonen. ”Men vi kan måske lave interviewet hvis vi sidder under dynen i sengen?” Et øjeblik er der stille i telefonen. ”Ahr, det er måske alligevel friskt nok,” ler han så.

I stedet mødes vi på hans kontor i det nørgaardske imperium på Amagertorv. Han tager imod i døren. Han er iført et velsiddende jakkesæt og et skævt smil.

”Du må undskylde hvis jeg lige skal vågne. Jeg kunne ikke komme igennem isen i morges, så jeg har ikke fået min morgendukkert.” Jeg ser på ham – og ligner åbenbart et spørgsmålstegn.

”Jeg bader i vandet hver dag året rundt,” forklarer han så. ”Det er så godt.”

Mads Nørgaard er en sjov blanding. Af forretningsmand i velsiddende jakkesæt, vinterbader og rebel. Og så er han kendt for at være at finde overalt i København hvor der sker noget kulturelt. Eller hvor der er fest. Sådan har han altid haft det.

”Min mor har fortalt at da jeg skulle beslutte om jeg ville i gymnasiet, sagde jeg at det ville jeg gerne, men der måtte bare ikke være nogen fester jeg gik glip af på den bekostning.”

– Du kunne godt lide fester?

”Ja, jeg tænkte nok en del på fester … og på piger, vil jeg tro. Meget.”

Han smiler. Mads Nørgaard var selvudnævnt flipper og lettere festglad og tog på Roskilde Festival og interrail i en ’meget tidlig alder’ som han siger. Måske var det igen noget med at bryde rammerne. I hvert fald var der særligt én ting han kæmpede imod.

Forretningsmand på tomlen

Mads Nørgaards far var en af Danmarks førende modehandlere. Og alle forventede at Mads ville gå samme vej.

”Både min far og min farfar var i tøjbranchen. Så jeg fik hele tiden at vide af mine venner at jeg nok også bare skulle den vej når jeg blev stor.”

I folkeskolen havde klassen drillet ham: ’når du bliver stor, skal du bare overtage fars butik’.

Mads Nørgaard ser forurettet på mig. Som var det mig der lige havde peget fingre:

”Vel skulle jeg ej!” udbryder han. ”Og slet ikke når de sagde det. Jeg kæmpede indædt imod at blive det de sagde jeg ville blive.”

Derfor besluttede han at læse samfunds- og litteraturvidenskab.

”Det var jeg også glad for, men med tiden indså jeg at det ikke handler så meget om at gøre oprør mod andre som at være mindre optaget af hvad andre mener. For mig handlede det jo hele tiden om at hverken mine venner eller forældre skulle bestemme hvad jeg skulle.”

Når det kom til stykket, havde han faktisk lyst til tøj. Så han havde talt med sin fars bekendte, ’heltene fra Herning’; nogle af landets driftigste forretningsfolk. De havde givet ham en forståelse for at købslå og handle, og han syntes det var fedt. Så da tilbuddet en dag kom, kunne han ikke sige nej. Et engelsk tøj­mærke tilbød ham at være agent for deres tørklæder.

”Så pakkede jeg to tasker. En med mit tøj og en med tørklæder, og så blaffede jeg eller fløj på ungdoms­billetter rundt i Skandinavien. Og hvis der så var en butik der så spændende ud, så gik jeg ind og spurgte om ikke det var noget for dem med sådan et tørklæde. Det var enormt lærerigt at besøge de butikker. Nogle var imødekommende og ville gerne se tørklæderne. Andre var ubehøvlede og uforskammede når jeg trådte ind med min taske.”

Det rykkede ved noget i Mads. Det var vigtigt for ham at blive taget alvorligt, og efter den oplevelse fik han en grusom lyst til at starte for sig selv. Som en anden Mads Skjern. Kort efter fik han en idé.

Slut med modediktatur

”Jeg kom med på messe i Paris. Det lyder eksotisk, men det var det ikke. Det var ude i en messehal ved nogle motorvejsindkørsler hvor vi stod fra tidlig morgen til sen aften, og der sad jeg og skrev en masse ordrer.”

Men mens han sad der, opdagede Mads Nørgaard noget. Der var tøj på messen som ikke blev ført i København, men som burde kunne sælges i den danske hovedstad. Herretøjsbutikkerne i København hørte enten til den meget prætentiøse slags, Brødrene Andersen, fin herreekvipering, eller til den helt anden ende af spektret hvor discount-butikkerne lå. Der var intet imellem de to poler. Mads begyndte at tænke over det.

”Mode er jo en så fed branche netop fordi der IKKE er noget rigtigt eller forkert. Ingen rammer. Og så var der kun de her to båse. Det var et mode­diktatur.”

Så Mads besluttede at han ville bryde diktaturet. Han ville starte sin egen forretning. Da havde han ikke tænkt over at året var 1986 og at Schlüters kartoffelkur var i fuld gang. Københavns erhvervsliv var en slagmark, forretninger gik i knæ overalt. Det var det værst tænkelige tidspunkt at starte forretning på. Men som Mads siger:

”Jeg var nystartet, så jeg vidste ikke at tilstanden var så dårlig.”

Han gik derfor i banken og tog et lån. Så gik han ud og købte det tøj han gerne ville sælge, og så ned for at leje lokaler på Amagertorv. Kort efter åbnede han herretøjsbutikken Mads Nørgaard hvor han stod ene mand og solgte sine ting.

”Det var jo bare en lille biks jeg åbnede. Dengang var København jo ikke en by man regnede med i modesammenhænge.”

Hver dag stod Mads i biksen og fulgte omsætningen ’umådeligt nøje’ som han siger. Han var nervøs:

”Jeg havde totalt nerverne uden på tøjet hele tiden. Der er jo meget usikkerhed i erhvervslivet, og modebranchen er særlig usikker.”

Stensikre fejlskud

Udfordringen i modebranchen var og er at ingen kan sige hvad der kommer til at sælge næste sæson.

”Vi kan kun sige: Jeg tror dét og dét kommer til at sælge,” siger Mads Nørgaard. ”Men du kan i morgen indkøbe en ny kollektion som bliver revet af hylderne, og så kan du ugen efter indkøbe en kollektion som ikke én vil købe. Det kan svinge meget drastisk, og det er umuligt at forudsige præcist hvad der vil sælge. Det er på en side godt fordi der ikke er noget rigtigt og forkert. Men det er også meget frustrerende fordi det er stensikkert at du kommer til at tage fejl. Og så har du stablet et helt apparat på benene med ansatte og butik og så videre, og det er hårdt, for så skal der skæres ned.”

– Det lyder nervepirrende.

”Det er det også. Det er sådan en konstant rumlen i maven. Er det mon den her vej …? Er det mon …? Det er enerverende og kan holde en søvnløs om natten. Derfor prøver jeg hele tiden at overbevise mig selv om at jeg og mine medarbejdere har diskuteret tingene grundigt. Og så dulmer jeg mig selv ved at tænke ’men vi har da i hvert fald ikke købt for meget. Vi har stadig plads i budgettet’.”

Han sidder lidt. Så smiler han.

”Men det er helt klart rarest når der ikke er for meget tvivl. Jeg nages jo af tvivl. Tvivlen kører hele tiden. Er det nu rigtigt …? Har vi nu …? Tvivlen er en evig følgesvend som både er drilsk men også kær. For jeg har lært at hvis jeg føler mig sikker på at jeg har valgt rigtigt, så er den er helt gal. Når jeg ved noget for sikkert, så tager jeg helt sikkert fejl. Derfor er tvivlen god.”

– Kan det aldrig blive for meget?

”Jeg har tit tænkt fuck mand og været rigtig irriteret over branchen, men nej. For det er stadig så sjovt at prøve at forudse hvad der vil virke i morgen. I dag prøver mænd at ligne noget fra skovene i USA i 1890; med skæg og støvler og ternede skjorter. For ti år siden havde man enormt flotte og stramme habitter i sort-hvid. Hvorfor? Det er spændende.”

Og trods usikkerheden og kartoffelkuren, gik butikken godt. Mads begyndte at designe tøj selv, i 1990 udvidede han butikken, og i 1996 fik han en pigetøjskollektion.

Han var blevet en tung spiller, blev inviteret til Milano af Prada, og hans eget modemærke voksede. Det kulminerede i 2005 da han for første gang satte et modeshow op kun med sine egne kollektioner. Og selv om han havde nerverne uden på tøjet, valgte han igen et mindre sats.

Altid rebel

Mads Nørgaard havde i mange år trofast støttet Christiania, og derfor syntes han også at showet skulle stå i Den Grå Hal. På aftenen troppede de kendte op. Champagnen blev poppet, og modeverdenens elite tog plads på de forreste rækker. De ventede et subtilt show i stil med Nørgaards klassiske designs – måske til det nyeste hit fra Paris.

I stedet blæste Nørgaard salen omkuld med Beastie Boys’ hardcore-nummer Sabotage. Og sluttede det hele af med Gasolins Kvinde min – som en hyldest til sin kone. For som Mads Nørgaard siger:

”Det var ligesom mere interessant! Der skal være et budskab hvor man mener noget. Selv om det var lidt af et sats. Men det er også noget af det jeg elsker ved København. At der er plads til den mangfoldighed.”

g satset betalte sig. Showet blev i flere aviser kaldt årets bedste, og kollektionen blev modtaget med hyldestråb.

”Og det er jo det fantastiske. I dag er der plads til de forskelligheder! København er blevet meget federe at være i. Der er ikke de samme båse længere. Den mangfoldighed skal vi blive ved at kæmpe for. Den vil jeg altid kæmpe for.”

– Det lyder som om der stadig er noget flipper i dig. Er du også stadig en festabe?

”Ja ... Altså … jeg behøver ikke komme med til alle festerne længere. Meeen.”

Han sidder lidt. Den nu 48-årige forretningsmand med kone og barn. Så kommer smilet.

”Jo. Jeg vil stadig gerne være den der går sidst i seng og står først op.”