pixel

Nordhavns­metroen åbner til påsken

Se de nye stationer, der bliver præget af byggerod mange år efter åbningen.

orientkaj højbanestation

Præcis et halvt år efter København endelig fik sin metrocityring, kobler to ekstra stationer og en helt ny bydel sig på den: Metroen kører til Nordhavn fra lørdag 28. marts.

Nordhavnsmetroen bliver dermed en rigtig forårsbebuder med sin nu officielle åbningsdato, der ligger en uge efter forårsjævndøgn og en uge før skolernes påskeferie.

Ud over at gøre Nordhavnen til en oplagt topdestination for påskens udflugter forventes den direkte forbindelse til hovedstadens transportpuls fremover at gøre underværker for den byggeboomende, men stadig lidt afskårne havnebydel, når københavnerne kan komme fra højbanestationen Orientkaj til Kongens Nytorv på syv minutter.

Det andet stop på den tre kilometer lange afgreningen er undergrundsstationen Nordhavn, ved S-togsstationen af samme navn, og ifølge prognoserne vil de to efternølere tilsammen betjene 9.000 daglige påstigere i 2025.

I praksis er M4 Nordhavn en selvstændig linje med otte stationer, der deler spor med M3 Cityringen. Den kører på ved Østerport og fortsætter til Hovedbanen, inden det går tilbage igen – man skal altså stå af og skifte, for at komme videre rundt i ringen der fra.

Det resulterer til gengæld i dobbelt så mange afgange som nu gennem den centrale strækning Østerport - Marmorkirken - Kongens Nytorv - Gammel Strand - Rådhuspladsen - København H.

Den røde og den hvide

Undergrundsstoppet Nordhavn kommer til at se ud som en station på Cityringen med metallofter i origami-mønster og den samme knaldrøde vægbeklædning som København H, Nørrebro og Østerport har – farven symboliserer nemlig muligheden for at skifte til de røde S-tog.

Vil man benytte sig af muligheden for omstigning går en gangtunnel under Kalkbrænderihavnsgade til S-togsperronerne, i hvert fald på sigt, for tunnellen når ikke at blive helt færdig til åbningen.

Oppe i lyset introducerer Orientkaj en ny type højbanestation på det københavnske metronet: En lukket perronbygning uden søjler, der giver læ og udsigt bag sine vinduesvægge holdt oppe af to store betonklammer.

Inspireret af den omkringliggende del af Nordhavnen, kaldet Den Hvide By, er stationsrummet hvidt indvendigt og har hvide mosaikker på trapper og elevator. Udvendigt er stationen beklædt med lyst aluminium, der spejler himlen.

Omgivelser under udvikling

Passagererne skal dog en håndfuld år endnu regne med at skulle igennem byggerod og halvfærdige forpladser, for at komme hen til perronerne, for Nordhavnens metrostationer ligger i omgivelser, der i høj grad stadig er under udvikling.

Til gengæld bliver resultatet til den tid noget helt andet, end den eksisterende metros grå standardoplevelser i gadeplan:

Over Nordhavn-stationen anlægges Nordhavns Plads med rød teglbelægning og masser af træer.

Og rundt om Orientkaj-stationen kommer en decideret højbanepark som langstrakt byrum fuld af forskellige opholds- og aktivitetsmuligheder.

Se meget mere om metroforpladserne i Nordhavn her

Hvor skal vi hen, du?

I 2024 forlænges M4 med den næste afgrening til Sydhavn, der kobler sig på ved Hovedbanegården med sine yderligere fem stationer.

Det er også planen, at højbanen i Nordhavn i de kommende årtier skal forlænges videre udad i takt med bydelen. Hvordan og hvornår er imidlertid blevet et åbent spørgsmål, efter gigantprojektet Lynetteholmen er kommet på banen og mere og mere ligner en realitet.

Tidligere var det i princippet besluttet, at Nordhavnsmetroen skulle gå i sit eget loop ud på spidsen af molerne. Men da metrobetjening er en grundlæggende forudsætning for Lynetteholmen, er alle visoner for fremtidens metronet i København taget op til revurdering – og en metrotunnel under havneløbet mellem Nordhavn og Lynetteholmen er blandt mulighederne, der nu undersøges.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling