pixel

Højhus ved Hovedbane­gården bliver til luksushotel

Et af Danmarks første højhuse bliver til luksushotel i 2027 — ny facade og bar på taget bliver en del af to års ombygning.

Hovedbanen, Hovedbanegården, banegraven, Arbejdernes Landsbank, hotel

Området omkring Hovedbanegården bliver snart beriget med endnu et hotel.

Hotelkæden Comwell, der ejer hoteller i hele landet, overtager til december den historiske Panoptikon-bygning fra Arbejdernes Landsbank for at ombygge den fra kontorlokaler til luksushotel.

Dét tager efter planen to år og omfatter også en udskiftning af facaden, der ifølge Comwell "genskabes med respekt for bygningens oprindelige udtryk".

Dermed bliver den åbne grav foran Hovedbanegården omkranset af hoteller.

Nabobygningen huser allerede et hotel, og det samme gør både Astoria-bygningen overfor og Arne Jacobsens modernistiske skyskraber, Royal Hotel på den anden side af Vesterbrogade.

Rooftop-bar og folkemarmor

Arbejdernes Landsbank flyttede ind i den tidligere Panoptikon-bygning i 1927. Da bygningen brændte i 1950, valgte banken at bygge et nyt hovedkvarter, som stod færdigt i 1952.

Det var på daværende tidspunkt en meget moderne bygning, der med sine 11 etager indvarslede to årtier med højhusbyggeri i hele Danmark, heriblandt Bellahøj-husene og Royal Hotel lige ved siden af fra 1960.

Panoptikon-bygningen er udført i hvidt beton med facader domineret af vinduer i "bånd", der næsten alle vender ud mod banegårdsgraven eller Bernstorffsgade. Mod Vesterbrogade dominerer den hvide beton, der af og til også kaldes "folkemarmor".

Det var et af Danmarks først 'højhuse', da det blev rejst — dvs. minimum 12 etager, som Panoptikon lige akkurat når — og det er fortsat det højeste hus på selve Banegårdspladsen.

Når forvandlingen til hotel er gennemført, vil man fra den kommende rooftop-bar have udsigt over store dele af byen.

Hullet og Hovedbanen

Mange vil dog nok mene, at udsigten over selve banegraven med et stort, åbent hul ned til skinnerne, køreledninger og de forbipasserende regional- og S-tog, kunne være bedre.

Som Magasinet KBH tidligere har beskrevet, er banegraven et af de mest omdiskuterede emner blandt læserne, og diskussionen har mange år på bagen.

Faktisk er den nuværende, 114 år gamle hovedbanegård født med uenigheden om banegraven, idet arkitekten bag, DSB's Heinrich Wenck, ville overdække banegraven med en åben plads.

Det, mente politikerne, ville dog blive for dyrt, og resultatet blev det firkantede hul, man den dag i dag passerer på vejen op mod Hovedbanegårdens indgang.

De seneste ti år har en række tegnestuer dog budt ind med en række forslag til, hvordan banegraven kan overdækkes for at forbedre byrummet.

Som vi kunne fortælle sidste år, mangler der dog fælles fodslag om en plan mellem Københavns Kommune, DSB og BaneDanmark. En overdækning vil være dyr, og så er der den store udfordring, at mange tog stadig kører på diesel.

En overdækning vil dermed kunne forværre luftkvaliteten på Hovedbanegården, som situationen er i dag — men omkring 2030 skulle næsten alle tog i Danmark gerne køre på elektricitet.

Så måske kommer gæsterne i den kommende rooftop-bar på Panoptikon-bygningen ikke til at vente lige så lang tid på en bedre udsigt, som københavnerne har måttet trækkes med banegravshullet.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling