pixel

Populære bakker jævnes ud

Dronning Louises Bro får bortopereret sine grønne bunkers, så de kuperede hjørner bliver helt flade.

kbh magasin

Et kyssende kærestepar har søgt læ for Søgades trafik bag en af de små græsbuler. På toppen af en anden er en gruppe venner samlet om det gode overblik, mens nogle unger tumler op og ned af en tredje lille, grøn bakke.

På en solskinsdag er de kuperede og græsklædte hjørner ved Dronning Louises Bro lige så populære at hænge ud på, som selve den nyomlagte vejbro, der er blevet Københavns hotteste mødested.

Men denne sensommers solskinsdage ser ud til at blive de sidste, hvor der kan søges dækning, udsigt og leg i bakkerne.

Bydelens mest efterspurgte græsplæne

De grønne pukler på tre af broens hjørner er nemlig i virkeligheden de græsdækkede betonkupler af gamle udtjente bunkers, og dem vil Københavns Kommune fjerne, så der i stedet kommer plane græsplæner, ligesom på det fjerde hjørne ved Nørrebrogade og Sortedam Dossering.

"Det lille, flade græsareal bag pølsevognen er det mest efterspurgte på hele Nørrebro til at lave arrangementer og udstillinger. Dronning Louises Bro er blevet et rigtigt populært og spændende sted at opholde sig, fordi der er færre biler nu, og ved at fjerne dækningsgravene skaffer vi mere plads til alle de mennesker, der skal have mulighed for at få en god udendørs oplevelse. For det er godt nok svært, at sætte et telt op på en bakke," siger Ole Suadicani, der er driftplanlægger i kommunens Center for Park og Natur.

Træd på bremsen

Men måske er det netop fortidens bunkers, der giver græspletterne ved broen deres særlige charme?

Det mener Nørrebro Lokaludvalg, som er glade for det kuperede terræn, og opfordrer kommunens politikere til at træde på bremsen og genoverveje udjævningen:

"Det kan være en god idé at fjerne gamle dækningsgrave, men lige netop ved Dronning Louises Bro synes vi, at de falder rigtig godt ind i billedet", siger formand Kim Christensen.

"Bakkerne tilfører området et parkpræg, som hænger godt sammen med de lidt pompøse omgivelser og den flotte bro. Man kan sætte sig ind og slappe af, eller lidt op og nyde området. Det bør vi beholde, det behøver ikke være flade græsplæner alt sammen."

Stor bunkers-mission

Bunkers-bakker fjernes ved at knuse den øvre del af betonkonstruktionen og fylde hullet op. Der er dog en kompliceret og ikke helt billig operation omkring Dronning Louises Bro, på grund af de statuer og figurer, der også bor på de grønne hjørner, og som sidder for godt fast til bare at kunne løftes midlertidigt væk.

Udjævningen af Dronning Louises bakker er blot en del af en større bunkers-mission, der i løbet af sensommeren og efteråret vil give København to snese nye, små græsplæner. Kommunen lægger nemlig fire års bunkersfjerningsbudget sammen og nedlægger omkring 40 dækningsgrave i ét hug.

Byen har stadig over 700 bunkers at tage af, så der må en prioriteringsliste til, og øverst på den står altså beton-fortidslevnene omkring Søerne, men også i områder som Classens Have, hvor den frigivne plads straks kan indtages af (mere plant) liv og leg, og Sundbyvesterparken, hvor rosenbede og græs har vanskelige forhold i det tynde jordlag over betonen.

Med til hver nedlæggelse af en bunkers hører plantning af fem nye træer.

Blot en halv time efter, at magKBH fortalte om de udjævningsdømte bakker, fik de deres helt egen Facebook-gruppe - klik her og besøg Red broens bunkere

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling