pixel

Københavns Kommune vil ikke have flere skønmalerier af nye bygninger

Nye retningslinjer skal sikre mere "ærlige" visualiseringer af nye byggerier, inden de bliver bygget. Men vil de gøre en forskel?

Visualisering Københavns Kommune Retningslinjer

På skærmen kan arkitekter lave visualiseringer af byggerier i København der ikke findes endnu. Computermodeller og digital billedbehandling giver dem stor frihed til at skabe billeder af de bygninger, de har på tegnebrættet.

Billederne af fremtidens mulige byggerier kan gøres lysere og lettere — ja, nogen gange ser de nærmest gennemsigtige ud.

De kan også komme til at fremstå lidt større eller mindre, afhængigt af hvordan arkitekten leger med lys og vinkler.

Af og til forsvinder husene på billederne næsten helt bag prægtige træer, farvestrålende parasoller og herligt byliv. 

Nogen gange løber kreativiteten løbsk, og efterhånden er en vis kynisme groet frem, også i kommentarsporene på sociale medier:

"Efter mange år med skøntegnede byggeprojekter, falder jeg ikke på halen mere. Jeg har aldrig oplevet, at det nybyggede er lige så tiltalende og delikat som på tegningerne," skrev en læser af Magasinet KBH her i februar til visualiseringer af et nybyggeri på Holmen.

Og han fortsatte:

"Det er kalkuleret fra arkitekter og bygherres side — det er nemmere at sluge hos dem der godkender projektet og virker mindre skræmmende for evt. naboer der kan have modstand mod et byggeri."

Især kommer reaktionerne, når en bygning skyder op og langt fra ligner det, som blev lovet. 

Mindre flødeskum

Men forførende salgsmateriale og glansbilleder skal nu være fortid i Københavns Kommunes lokalplaner — de planer som lokalpolitikerne bruger, når de enten godkender eller afviser nye byggeprojekter i byen.

Fremover vil Teknik- og Miljøforvaltningen have, at bygherrer og arkitekter skaber mere ”ærlige” visualiseringer for nye byggerier, som det hedder.

Derfor indfører de nye retningslinjer med den målsætning, at illustrationer i lokalplaner bliver mere retvisende. Der skal ikke tages politiske beslutninger på baggrund af misvisende skønmalerier af fremtiden.

Spørgsmålet er dog, om det vil gøre en forskel i praksis?

Mere realisme

For kommunen handler de nye retningslinjer om ”at skære det lidt flødeskumsagtige væk, så visualiseringerne bliver mere ærlige." 

Det siger enhedschef Lena Kongsbach, Teknik- og Miljøforvaltningen i København, til Politiken Byrum.

De vigtigste punkter lyder: At borgerne skal kunne danne sig et indtryk af hvordan et byggeri eller et kvarter vil komme til at se ud i fremtiden. At det skal være ærligt. Og at nabobebyggelser altid skal være med, sådan som de ser ud i dag.   

Derimod står det eksplicit i de nye regler, at der ikke er nogen begrænsninger for, hvor mange mennesker, der må optræde på visualiseringerne.

Arkitekt og bygherre må fortsat også frit vælge, om der på billederne skal være strålende sol fra en skyfri sommerdag, eller om nybyggeriet skal indhylles i slud, skyer og stiv kuling fra vest.

Vil det gøre en forskel?

Retningslinjerne kommer altså til at gælde for de illustrationer, der bliver brugt i lokalplanerne. Med en lokalplan fastlægger Københavns Kommune rammerne for, hvordan et helt område eller et enkeltstående byggeri kan udformes.

Ofte bliver planerne lavet på baggrund af et konkret ønske fra en grundejer, der vil opføre et byggeri på sin grund — og tit har han eller hun allerede de første tegninger med i tasken, når der bliver banket på døren hos kommunen.

Før spaden kan blive sat i jorden, skal lokalplanen dog i offentlig høring, og derefter skal politikerne godkende den. 

Det er i dén proces, at visualiseringer spiller en vigtig rolle. De computergenererede billeder bliver ofte taget for gode varer af både politikere og befolkning, men de kan være misvisende.

Glasbeklædte bygninger bliver f.eks. gerne fremstillet som lette og transparente strukturer — men det er langt fra den måde, vi oplever bygningerne på i virkeligheden.

Store glasbeklædte konstruktioner, som Industriens Hus på Rådhuspladsen, reflekterer i dagslys omgivelserne og fremstår derfor gerne mere massivt i byrummet end de luftige strukturer, der præsenteres i planerne for byggeriet.

De nye retningslinjer er dog generelle og indeholder ikke noget specifikt om f.eks. visualisering af glas eller begrønning på eller omkring husene.

En ny bygning skal nu altid vises fra forskellige afstande og fra den vinkel, hvorfra flest mennesker vil se den.

Men ellers vil det være et spørgsmål om fortolkning, hvad der er "ærligt", når en bygherre lægger sine billeder af fremtiden på bordet hos Københavns Kommune.

Som i dag.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling