pixel

Forgyldt spir og én betonsøjle: Ombygning på Gammeltorv færdig

Efter seks års ventetid er definerende hjørnebygning på Gammeltorv igen synlig — og kan måske trække resten af området med sig.

Strøget, Gammeltorv, Bestseller

På Gammeltorv har man i mere end seks år måtte kigge på en byggeplads og de stilladser, der skærmede for en af pladsens definerende bygninger — på hjørnet af Strøget.

Men nu kan københavnere og besøgende gå direkte fra julemarkedets boder med pølser, strikketøj og smykker ind i en genåbnet og gennemrenoveret bygning.

Stilladserne er væk, og onsdag i sidste uge åbnede mode-mastodonten Bestseller en butik i de to nederste etager — mens de øvrige etager er afsat til kontor.

Den 126 år gamle bygning har — som vi nævnte forleden — gennemgået en omfattende renovering med en total ombygning indvendigt og en renovering af facaden.

Forandret facade

De største forandringer er altså sket indvendig, men facaden har også ændret sig ganske markant.

Bygningen er blevet sandblæst, og det tidligere irgrønne kobbertårn står nu igen i "nøgen" kobber og er blevet tilføjet et forgyldt spir.

Vinduerne er blevet genskabt efter gamle billeder og tegninger med mørkere, gyldne rammer frem for de hvide, sprossede vinduer, der prægede bygningen indtil 2019.

Derudover har to marmorsøjler erstattet betonen ved det afrundede indgangsparti mod torvet, der nu fremstår en hel del mere mondænt, end da indgangen var til den 7-Eleven butik, der lå i stueetagen, før renoveringen startede.

Extreme makeover

Men de helt store ændringer finder man som nævnt inde i bygningen, hvor alt blev fjernet. Facaden er simpelthen blevet holdt oppe af et stålgitter, mens man har bygget en helt ny bygning inde bagved.

Her har DesignGroup Architects, der har stået for opgaven, bygget butikken op om en enkelt central betonsøjle, der forgrener sig i toppen og bærer hele 2. etagedæk.

Rundt om søjlen snor en bred trappe af marmor og rustfrit stål sig fra stuen til første sal, mens loftet udgøres af et skelet med firkantede tilbagetrækninger — skiftevis med og uden belysning, så tankerne ledes hen på et nedadvendt skakbræt.

Bygningen er også blevet udvidet bagtil, så den lille baggård er blevet inddraget i butiksarealet, mens der er bygget et atrium ovenpå, så der fortsat kommer lys ind i bygningens kerne.  

Omvendt Matador

Renoveringen af den gamle bygning indvarsler formentlig en længe ventet transformation af strækningen mellem Rådhuspladsen og Gammeltorv.

For selvom Frederiksberggade — som strækningen officielt hedder — er den næstdyreste grund i Matador kun overgået af Rådhuspladsen, har den i mange år lignet en discountudgave af resten af Strøget.

Brætspillets gule og hvide grunde — Amagertorv, Vimmelskaftet og Østergade — fremstår i virkelighedens verden som den lidt mere fashionable del af gågaden med pænere belægning og butikker, der kræver et lidt dybere greb i lommen end de mange souvenirshops og fastfood-restauranter nær Rådhuspladsen.

Derfor er politikerne på Københavns Rådhus blevet enige om, at de til marts — når de forhandler om at fordele overskydende midler fra 2025 — vil forsøge at afsætte penge til et kunstprojekt på Frederiksberggade.

Det kræver dog, at ejerne af bygningerne på strækningen inden da kan rejse midler til medfinansiering.

Hvis ikke de gør dét, vil kommunen i stedet formentlig nøjes med at udskifte de gamle gamle betonfliser fra 1980'erne med nye.

Dén løsning vil koste kommunen otte millioner kroner — penge, politikerne tidligere har afsat til formålet. Kunstprojektet med en ny Bjørn Nørgaard-belægning som den på Amagertorv vil i stedet koste i alt 23 millioner kroner fordelt mellem kommunen, ejerne og muligvis fonde.

Kontor til 140.000 om måneden

Grunden på hjørnet af Gammeltorv og Frederiksberggade har dybe, historiske rødder.

Dét kom ikke mindst frem under renoveringsprojektet, da arkæologer fandt resterne af både brolægning og en voldgrav og fra omkring år 1100.

Det er før, Københavns officielle grundlægger — Absalon — overhovedet blev født, og tilstedeværelsen af både en fæstning og brolægning peger på, at København allerede dengang var en by af en vis størrelse.

Og allerede i den tidlige middelalder har området ved den nu renoverede bygning været et centralt knudepunkt for byens handel.

Nu kræver det dog lidt flere ressourcer end dengang, hvis man vil bo på adressen.

Et kontorlejemål på 622 kvadratmeter i den "nye" bygning koster godt 140.000 kroner om måneden — men så får man også adgang til køkken og privat tagterrasse.

Bygningen er nu ejet af — og blev også renoveret af — Bestseller selv.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling