pixel

Nyt bykvarter på vej ved gammel DSB-grund

Flere gamle industrigrunde langs Rovsingsgade skal omdannes til et nyt bykvarter, der skal kitte Nørrebro, Østerbro og Nordvest sammen.

alfa living rødovre

Sidste år kunne vi fortælle, at Københavns socialdemokratiske top var blevet lune på det gamle DSB-område, der løber langs Rovsingsgade.

Grunden var som skabt til at udvikle et nyt bykvarter med op til 1.500 boliger, mente daværende overborgmester, Lars Weiss, og nuværende overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen. Og nu rykker det atter i området.

Den danske ejendomsudvikler Alfa Developement har nemlig købt i alt 20.000 m2 grunde i området, der ligger i en trekant mellem Rovsingsgade, Tagensvej og banelegemet, og planen er at omdanne det eksisterende erhvervsområde til et nyt bykvarter.

Overset grund med god placering

Bor du i den nordøstlige del af København, vil du givetvis kende områdets grusplads indgående, da den var hjemsted for et af byens større coronatestcentre, da pandemien rasede.

Hvis ikke kan du sagtens have kørt forbi området uden at tænke mere over det, da det længe har været domineret af småindustri, bilforhandlere, lagerbygninger og tilgroet vildnis, der ikke nødvendigvis har givet grund til de store besøg.

Fordi området har ligget lidt forsømt hen, glemmer man let, at det faktisk har en ret god beliggenhed: Nær to S-togsstationer og en metro — og med nærhed til både Lersøparken og byen.

Dén fidus har Alfa Developement dog fanget, og de vil nu forene Nørrebro, Nordvest og Østerbro i et "nyt, trygt bykvarter" bestående af boliger og 'lettere erhverv' — i tæt samarbejde med Københavns Kommune og de øvrige grundejere.

Nærmere bestemt har Alfa købet flere matrikler lige ud til Rovsingsgade i den ende der støder på Tagensvej. De er i dag helt domineret af bilforhandlere, men det vil der altså nu blive lavet om på.

De 20.000 m2 udgør kun omkring 20% at det areal, der politisk er blevet peget på tidligere. Så man kan formentlig forvente endnu mere byudvikling omkring det kvarter, der nu er under forberedelse.

Luksuslejeboliger med hjemmebiograf

Alfa Development har netop overtaget området, så planerne er stadig på skitsebrættet. Tanken er dog, at området skal have et bredt udvalg af boliger, der både matcher behovene hos den lille familie og hos seniorer.

En helt konkret idé er at dedikere en del af området til at udvikle (endnu) en inkarnation af det såkaldte 'Living By Alfa'-koncept — en samling af luksuslejeboliger, der har hotellignende fællesfaciliteter og en community manager tilknyttet, som sørger for, at alt glider, som det skal.

Den første materialisering af konceptet er netop nu ved at blive opført i Irma-byen i Rødovre, hvor beboerne får hver deres lejelejlighed, og derudover kan benytte en lang række fælles faciliteter, der rækker lidt ud over den sædvanlige vaskekælder og festlokale.

Således tæller faciliteterne f.eks. en fællesbiograf, hvor man kan tøffe ned i sutsko, et legerum, hvor børnene kan boltre sig, fælles loungemiljøer og dagligestuer, en tagterasse med orangeri og rengøringsservice.

Konceptet er kort sagt, at beboerne skal have det bedste af begge verdener: deres egen lejlighed — men også attraktive fællesfaciliteter at mødes i. En app skal sikre, at beboerne altid ved, hvad der sker af nye tiltag i deres lille fællesskab.

De første lejere rykker ifølge Alfa Developement ind i det nye co-living koncept i Irma-byen i januar 2023. Spørgsmålet er så bare — hvis konceptet gentages på Rovsingsgade — om det matcher politikernes ønsker om billige boliger. Man kan nok forvente lidt snak frem og tilbage, når Alfa Development og Københavns Kommune nu forventeligt snart skal udvikle en ny lokalplan for området.

Broer og lokalplaner

Ud over prisvenlige boliger har Hæstorp Andersen og Weiss tidligere luftet tankerne om, at det nye kvarter også kunne skabe plads til både plejehjem, dagsinstitutioner og idrætsaktiviteter.

Derudover har det været lagt frem, at man kunne lave en ny bro over baneterrænet, der kan forbinde Ydre Nørrebro med Lersø Parkens grønne arealer og Bispebjerg Hospital. Den forbindelse ville samtidig skabe en naturlig forlængelse af Superkilen, der lige nu stopper ganske brat ved Tagensvej med udsigten til en stor bilforhandler.

Den seneste lokalplan for området rækker tilbage til 1996 og er kun blevet opdateret med en enkelt tillægsparagraf i 2006, hvor det blev tilladt at etablere butikker til 'særligt pladskrævende varegrupper' som biler og byggematerialer. Skal der laves et helt nyt bykvarter, skal der derfor også laves en helt ny lokalplan, hvor politikerne får lov at tale med.

Det nye kvarter vil i øvrigt blive nabo til en helt ombygget lagerbygning, der måske giver et praj om en forynget fremtid for Rovsingsgade.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

Niels Erik Nielsen_1
I skriver i teksten, at grunden ligger nær to S-togstationer og Metro, men Bispebjerg S-station og Skjolds Plads Metro er ikke indtegnet på kortet...
belnurze@gmail.com
Ærgerligt at der (igen) tales luksuslejligheder. Måske det begrænser sig selv, når man ser nabolaget. Bl.a Mjølnerparken. Ellers god nyhed, at der endelig er initiativ for området

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling