Royal Arena solgt for hemmeligt beløb
Royal Arena har været til salg i et år. Efter bump på vejen afhænder Københavns Kommune og Realdania hver deres halvdel til amerikansk køber.
Til salg-skiltet på Royal Arena er taget ned.
Den populære arena i Ørestad har blandt andet dannet rammerne for koncerter med Metallica og Madonna samt VM i ishockey og herrehåndbold.
Men 1. oktober sidste år blev den sat til salg — og i slutningen af juni i år var man ifølge Københavns Kommune ved at lukke salget.
Det tog altså yderligere nogle måneder, men forleden blev byens største multiarena officielt solgt.
I andet halvår af 2026 vil den officielt blive overdraget til den nye ejer — den amerikanske koncertarrangør Live Nation, der har hovedsæde i Californien.
Kostede 1,4 milliarder at opføre
Det har faktisk helt fra begyndelsen været planen en dag at sælge multiarenaen Royal Arena.
Siden åbningen i 2017 har den været ejet af Københavns Kommune og Realdania, der finansierede byggeriet, så København kunne få sig en international arena — noget som det kan være svært at få en privat aktør til at finansiere.
Ifølge parterne har der været interesse for et køb fra både ind- og udland.
Men valget faldt altså på Live Nation, hvis datterselskab 'Danish Venue Enterprise' allerede står for driften og lejer Royal Arena, der kan have op til 17.000 koncertgæster.
Parterne har ikke ønsket at oplyse prisen for salget, men ifølge EjendomsWatch er der tale om en handel til ca. én milliard kroner.
Det kostede 1,4 milliarder kroner at opføre Royal Arena, og Københavns Kommune og Realdania har hver skudt 325 millioner kroner ind i projektet, mens resten af summen blev lånefinansieret.
De to parter ejede før salget hver halvdelen af Arena CPHX P/S, der har bogført anlægsaktiver for knap 1,2 milliarder kroner.
De sidste par år har Royal Arena haft et årligt driftsoverskud på omkring 60 millioner kroner.
Udfordringer med lokalplan
Før salget går igennem, er der lige én ting, der skal falde på plads.
Købsaftalen er nemlig betinget af et kommende lokalplantillæg, der handler om brugen af stueetagen og en ombygning af arenaens facade.
For fem år siden klagede en beboerforening over, at Royal Arena ikke overholdt reglerne i den gældende lokalplan. Og i april i år gav det statslige Planklagenævnet foreningen medhold.
Ifølge lokalplanen skal der være en udadvendt facade med 'aktiv stueetage’ — og kontorer tæller ikke med som en ’udadvendt aktivitet’, ligesom de uigennemsigtige facadevinduer heller ikke lever op til kravene, slog Planklagenævnet fast.
Og derfor skal der åbnes op i stueetagen, konkluderede man.
Præcis hvad der nu kommer til at ske er dog stadig uvist.
Men efter dialog med Royal Arena oplyste formand for Ørestad Syd Borgerforening, Peter Hjort, til Magasinet KBH, at ændringerne kan komme til at involvere en bar, nye udeområder, nye små tilbygninger og et areal med streetfood.
Samtidig ønsker både borgerforening og Royal Arena en ekstra station på metroens M1-linje, som vil gøre det endnu nemmere at nå frem til multihallen.
Om det er noget, Live Nation vil støtte, er endnu uvist. Ligesom det indtil videre er uklart på hvilken måde, handlen er "betinget" af det kommende lokalplantillæg for, hvordan Royal Arenas stueetager skal benyttes fremover.
Den amerikanske koncertarrangør står også bag billetplatformen Ticketmaster og driver store arenaer i byer som Dublin, London og Amsterdam.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
