Skal Royal Hotel fredes? Er det smukt?

Det er ikke præcis dét spørgsmål, som Slots- og Kulturstyrelsen nu skal tage stilling til, men det er tæt på.

Arne Jacobsens hotel fra slutningen af 1950'erne er blevet indstillet til fredning, og i begrundelsen hedder det blandt andet, at bygningen er et "internationalt anerkendt, modernistisk hovedværk", at den "er mesterligt formgivet til mindste detalje", og at "den store bygningsvolumen er nænsomt indpasset i sine omgivelser."

Ordene kommer fra Det Særlige Bygningstilsyn, der består af 13 medlemmer udpeget af kulturmininsteren, og som har magt til at iværksætte en fredningssag.

10 af de 13 medlemmer der p.t. sidder i udvalget er arkitekter, og i fagkredse er der nærmest ærefrygt omkring Arne Jacobsens hotel mellem Vesterport og Hovedbanegården. Man kan roligt placere sig selv i kassen med dissidenter, hvis man ikke priser dette "hovedværk" i dansk arkitektur.

Men bør Royal Hotel fredes? Er det smukt? Beriger det byen?

Vi er alle børn af vores tid

Alle faggrupper konstruerer en konsensus. Der er ydre grænser for, hvad man kan mene om en sag, hvis man stadig gerne vil være et respekteret og accepteret medlem af sin faggruppe.

Dét gælder ikke mindst for arkitekter, hvilket manifesteres meget tydeligt i de historiske stilskift, vi ser overalt omkring os. Med nogle meget få undtagelser bygger man altid som "tiden" foreskriver — altså ligesom alle ens samtidige arkitekter designer bygninger.

I byens gader finder vi ikke retvinklet form follows function fra 1700-tallet — ligesom vi i 2024 ikke bygger barok arkitektur.

Alt er barn af sin tid. Alt er barn af den skoling, man udsættes for — både direkte i form af hvad man lærer på skolebænken og i form af de udefinerede grænser for den 'gode' eller 'rigtige' smag, der implicit og stiltiende forhandles i en gruppe og i det omgivende samfund.

Grænserne er man i vid udstrækning ikke engang bevidt om. Tingerne er bare sådan.

Og blandt danske arkitekter er holdningen til Arne Jacobsens Royal Hotel klar: Vi har at gøre med et mesterværk.

I forbindelse med polemikken omkring opførelsen af Blox lige ved Langebro sagde den velkendte arkitekt Dorthe Mandrup blandt andet:

»Da Arne Jacobsen i sin tid designede SAS-hotellet, mødte også dét projekt massiv modstand, men i dag [er det] et af landets højest skattede bygningsværker.«

Men er det? Er Royal Hotel en af Danmarks mest elskede bygninger? Også blandt den brede befolkning? Eller handler det hele mest om, at det er den p.t. accepterede sandhed blandt en faggruppes medlemmer? Om at hotellets former gennem årene har slået rødder og er blevet til et aksiom?

Cigarkasse i glas

Royal Hotel er naturligvis også et barn af sin tid — næsten helt bogstaveligt.

Arkitektoniske æbler falder kun sjældent langt fra stammen, og Arne Jacobsens 'hovedværk' er tydeligt inspireret af bygningen Lever House i New York. Onde tunge kunne sikkert finde på at lade ordet 'plagiat' forlade stemmebåndet.

I 1952 — præcis fire år før skovlene gik i jorden til Royal Hotel i København — stod en ny 94 meter høj kontorbygning klar på Manhattan.

Den fik navn efter det sæbefirma, der flyttede ind i den: Lever Brothers, der senere blev til Unilever.

Halvtredserne var modernismens heyday i arkitekt- og byplanlæggerkredse. Vinklerne var rette, ornamentering var af det onde, og byudvikling skulle være bred og rationel med bilen i centrum. I København var der planer om rive store dele af Frederiksberg ned for at opføre skyskrabere, og en ny motorvej skulle anlægges langs Søerne.

Arne Jacobsen var også et produkt af denne 'tidens konsensus' — og han var så begejstret for formerne på Lever House, at han overførte dem direkte til den nye hotelbygning ved Vesterport: En lav, flad base udgjorde en plint for et helt rektangulært 'tårn' dækket med glas og metal i vandrette bånd.

Udbredt glæde var der ikke over det nye byggeri dengang — hverken folkeligt eller i fagkredse. En "cigarkasse i glas," kaldte Jacobsens arktiektkollega Erik Møller det, mens den amerikanske modernist Philip Johnson mente, at det var den værste europæiske immitation af Lever House.

Skattet eller normaliseret?

Lever House selv var i sine første 30 leveår ikke noget synderligt skattet hus i New York. I starten af 80'erne var der sågar fremskredne planer om at rive det ned, men samme Philip Johnson var i 1982 del af en gruppe som lykkedes med at få byrådet i New York til at beskytte byggeriet.

Og det står der stadig den dag i dag — nu i en gennemrenoveret udgave efter et større arbejde, der sluttede i november.

Blandt meget mere berømte højhuse på Manhattan gør bygningen ikke meget væsen af sig på de flestes indre New Yorker-landkort. Men som et af de første eksempler på 50'ernes nye trend med kontorbyggerier med facader alene beklædt med glas og metal, spiller den en historisk rolle.

Ifølge Dorthe Mandrup er SAS Royal Hotel i København dog altså meget mere end det. Her er vi gået fra folkelig modstand og "cigarkasser" til "et af landets højest skattede bygningsværker."

Og sandt er det, at man ikke hører mange protester over Royal Hotel i dag. Det er ligesom blevet en del af København, som alle kender den. Som en vorte eller en sexet skønhedsplet, som alle har vænnet sig til, og som nu derfor bare er en del af virkeligheden, som virkeligheden nu er. Tapetet er blevet gammelt. Det er der bare.

Der sker en form for indlemmelse, efterhånden som tiden går. Måske er det lidt ligesom sorgens fem stadier: Benægtelse, vrede, forhandling, depression, accept. For visse bygningsværker hedder stadierne for konsensus måske i stedet bare vrede, depression, opgivelse, normalisering.

Stem selv

Men har Mandrup ret? Er Royal Hotel "højt skattet"? Eller er det blot normaliseret?

Svar herunder i vores lille rundspørge, der er delt op i to spørgsmål, da de siger noget forskelligt om sagen:

• Gør Royal Hotel København skønnere?
• Bør Royal Hotel fredes?

Man kan naturligvis sagtens mene, at Royal Hotel ikke gør byen skønnere, men at det alligevel skal beskyttes — enten fordi det nu er blevet en del af 'København som den nu er', eller fordi det har en plads i byens historie, der er vigtigere end dets skønhed.

(Hvis du ikke ser et vindue med en mulighed for at stemme herover, skyldes det formrntlig dine cookie-indstillinger i din browser)

Om hotellet i sidste ende bliver fredet eller ej, har ikke den helt store betydning for den almindelige beskuer. Det er allerede placeret i kategorien 'høj bevaringsværdi' og ikke i fare for at blive revet ned de næste mange årtier.

Fredningssagen udspringer mest af en nylig strid om udskiftning af profiler på det gamle hotels facade.

Profiler er de lister der samler de enkelte elementer på facaden — i Royal Hotels tilfælde de aluminiumspaneler, der løber som vandrette bånd mellem hotellets ligeledes vandrette bånd af vinduer.

Den nuværende ejer — norske Wenass-gruppen — ville først bruge profiler, der var lidt anderledes end de originale, men lovede senere, at benytte identiske udgaver.

Bliver hotellet løftet fra 'høj bevaringsværdighed' til 'fredet', vil det være lettere for myndighederne at kræve, at hotellet bevares præcis, som det ser ud i dag.

Men det vil også blive sværere at eje og drive hotellet, da man vil skulle have godkendelse af alle eventuelle ændringer — store som små, og det kan blive en hel del dyrere at vedligeholde det.

En igangværende renovering af den fredede Nationalbank, også af Arne Jacobsen, er budgetteret til at koste ikke mindre end knap tre milliarder kroner.