pixel

København som den ikke blev

Bag hvert hus i byen står ét der ikke blev bygget. Københavns udvikling har gennem tiden været fuld af spektakulære, vilde, ja nogen gange næsten forrykte idéer der aldrig blev ført ud i livet.

Søpavillonen udskiftet med et Eiffeltårn. En New York skyline på Frederiksbergsiden af Sankt Jørgens Sø. Det meste af Vesterbro jævnet med jorden til fordel for højhuse. Eller Nationalmuseet omdannet til banegård.

Det er blot en håndfuld af de mange vilde projekter, der i tidens løb er blevet udarbejdet for København. Og som — heldigvis vil mange sikkert sige — aldrig blev gennemført. Men modet og visionerne har i hvert fald ikke fejlet noget.

Man skal ikke grave ret længe i arkiverne for at forvisse sig om, at det på lange stræk af byens historie ikke er tilbageholdenhed og fantasiløshed der har præget politikere, arkitekter og byplanlæggere i Købe

Det er blot en håndfuld af de mange vilde projekter, der i tidens løb er blevet udarbejdet for København. Og som — heldigvis vil mange sikkert sige — aldrig blev gennemført. Men modet og visionerne har i hvert fald ikke fejlet noget.

Man skal ikke grave ret længe i arkiverne for at forvisse sig om, at det på lange stræk af byens historie ikke er tilbageholdenhed og fantasiløshed der har præget politikere, arkitekter og byplanlæggere i København.

Et dansk New York

I 1940 kunne en arkitekt vinde guldmedalje for et projekt der indebar, at Nyboder og en række andre historiske perler i området måtte lade livet til fordel for topmoderne højhuse. Og i 1950’erne eskalerede storbydrømmene med Søringen og City Plan Vest der med skyskrabere og motorveje gennem byens hjerte skulle gøre København til en rigtig metropol.

Det blev som bekendt ikke til noget, selv om de fleste toneangivende arkitekter herhjemme i 50’erne og 60’erne deltog med forslag til, hvordan man kunne omdanne København til et dansk New York. 

»Der var en ukuelig optimisme og en ukulelig ånd i forhold til at ville bygge stort og bygge meget. Man havde en plan for at bygge 90.000 industrielt fremstillede boliger om året. Det var også på den tid man byggede Vollsmose, Taastrupgård og Avedøre Stationsby, men København gik stort set fri,« sagde Københavns daværende stadsarkitekt Jan Christiansen til Magasinet KBH for nogle år siden.

Fællesnævneren for de projekter der ikke blev til noget er først og fremmest, at timingen har været forkert, mente Jan Christiansen: 

»De er kommet på det forkerte tidspunkt. Desuden har de måske været placeret på forkerte steder, og så har de været for dyre.«

Tag med på en tur gennem 135 års København som den ikke blev.

Dronning Louises Bro som basar

PROJEKTShoppingbro
ÅR1884

Dronning Louises bro omdannet til en butiksgade a la den berømte Ponte Vecchio bro i Firenze? Hvorfor ikke, tænkte arkitekt Blichfeldt da der i 1884 skulle bygges en afløser for den eksisterende Peblingebro.

Han var klar over at der allerede manglede ledige butikslokaler i den nybyggede forlængelse af Frederiksborggade der hurtigt var blevet en driftig forretningsgade.

I Blichfeldts forslag, der matchede det nybyggede og lovpriste boligkompleks ved Søtorvet, blev der plads til handlende i broens buegange, og de åbne portaler gav en smuk udsigt ud over søen. Ude og Hjemme, hvor denne tegning er fra, bedømte da også butiksbroen til at være en ”både i praktisk og kunstnerisk henseende vellykket plan”.

 

Paris ved søerne

PROJEKTEiffeltårn i København
ÅR1894

I 1889 besøgte arkitekten Vilhelm Dahlerup — manden bag blandt andet Det Kgl. Teater og Statens Museum for Kunst — Verdensudstillingen i Paris. Her så han hvordan Gustave Eiffels tårn var blevet et ekstraordinært vartegn for byen. Det skulle København ikke stå tilbage for.

Dahlerup tegnede et udkast til et københavnsk Eiffeltårn der skulle ligge på Gyldenløvesgade ned til Peblingesøen. Efter at de københavnske volde og voldgrave var blevet sløjfet i 1870’erne, havde man pludselig fået øje for hvor attraktivt det var at have vand midt inde i byen.  

Den prominente placering af Dahlerups dramatiske tårn var oplagt. Men tårnet nåede aldrig længere end til tegnebrættet. Et udsigtstårn uden andet formål end at rage op var alligevel for dekadent for københavnerne. I stedet blev Dahlerup hyret af Københavns Skøjteløberforening der manglede en permanent bygning.

Skøjteløberne holdt til ved Peblingesøen og havde hidtil måtte nøjes med nogle intermistiske træbygninger. Nu ville man
have et ordentligt byggeri med plads til café og selskabslokaler. Dahlerup slog til, og i slutningen af 1894 var et københavnsk Eiffeltårn i stedet blevet til Søpavillonen. I dag er den fredet, og indrettet som bar og restaurant.

 

Helt rundtosset

PROJEKTFlyt Rundetårn
ÅR1898

Den voksende trafik skabte mod slutningen af 1800-tallet problemer i den ældre del af gadenettet. Med sine smalle forgreninger var det ikke bygget til den tiltagende transport rundt i byen på hjul.

Ved Rundetårn var Købmagergade så smal, at to køretøjer ikke kunne passere hinanden. Derfor krævede mange, at Regensen — der ligger umiddelbart over for tårnet — blev revet ned. Men den unge arkitekt Anton Rosen, der senere tegnede Palace Hotel på Rådhuspladsen, var kreativ. Han foreslog, at man i stedet flyttede Rundetårn om på siden af kirken i et opsigtsvækkende forslag fra 1898. 

Planen blev som bekendt aldrig til noget. I stedet blev trafikproblemerne løst med det geniale indfald at lave en arkade for fodgængerne igennem Regensens stueetage. Siden Købmagergade blev gågade i 1972, har arkadens vigtigste funktion været at tjene som overdække for gademusikanter og gående i regnvejr.

Det Tårnhøje Helvede

PROJEKTVerdens højeste tårn
ÅR1933

Arkitekt Bent Helweg-Møller gav i 1933 dette bud på et tårn placeret ved Søerne. 

“Verdens højeste tårn på Søpavillonens grund, 20 meter højere end Eiffeltårnet”, lød Politikens præsentation af projektet. Omtalen slog fast at det færdige tårn ville tage sig pragtfuldt ud når det spejlede sine farvestrålende, blinkende reklamer i søen.

Japan ved Øresund

PROJEKTLangelinjepavillonen
ÅR1953

En junimorgen i 1944 blev københavnere på vej ned ad Langelinie mødt af et sørgeligt syn:

Byens fornemme yachtpavillon fra 1902 var blevet sprængt i luften af besættelsesmagten som et led i den såkaldte schalburgtage, hvor tyskerne søgte at hævne sig på den danske modstandsbevægelse for sabotageaktioner.

I 1953 udskrev kommunen en arkitektkonkurrence: Tegn en bygning for Den Kongelige Danske Yachtklub med selskabslokaler og restaurant. Bygningens attraktive beliggenhed ud til Øresund fik mange yngre arkitekter til at haste til tegnebordet.

Blandt de indkomne forslag var et ambitøst pagodetårn i beton, tegnet af den 35-årige Jørn Utzon.

I tværsnit lignede Utzons pavillon et træ. Opad stammen bugtede trapperne sig, og der var naturligvis skabt plads til en elevator i midten. Udsigten kunne nydes fra et hvilket som helst sted i restauranterne på de cirkelformede dæk.

Men dommerne — som i øvrigt talte navne som Arne Jacobsen og Hans J. Wegner — fandt, at måden det høje tårn var konstrueret på ville medføre “en uheldig spredning af lokalerne”.

Sådan lød i al fald den officielle forklaring. Utzon måtte nøjes med en tredjeplads, og Eva og Nils Koppels firkantede boks vandt.

For monumentalt

»Man kan roligt sige at Utzons pagode var for dristig til 1950’ernes Danmark,« fortæller arkitekt og skribent Merete Ahnfeldt-Mollerup, som har beskæftiget sig indgående med Utzon. 

Når dommerkomitéen fravalgte Utzons pagode, hang det sammen med en stærk skepsis overfor det monumentale element i det dramatiske tårn, mener Ahnfeldt-Mollerup.

I perioden efter krigen diskuterede man indgående konflikten mellem ”social” og ”monumental” arkitektur. Mange forbandt det monumentale med kommunistiske og fascistiske regimer, hvor arkitekturen var blevet anvendt som propagandaredskab. 

Social arkitektur repræsenterede et åbent menneskesyn, som man ikke fandt i Utzons pagode. 

»Egentlig er det en skam, for et demokrati har også brug for monumenter,« siger Ahnfeldt Mollerup.

Manhattan på Frederiksberg

PROJEKTSkyskrabere på FRB
ÅR1957

Skyskrabere langs Frederiksberg søfront og hele området mellem Sankt Jørgens Sø og HC Ørstedsvej bebygget med højhuse kun gennembrudt af et japansk-inspireret havelandskab.

Sådan lød i 1957 Jørn Utzons bud på, hvordan man kunne omdanne det indre Frederiksberg til en moderne storby. Forslaget vandt — med sin Manhatten-lignende skyline — førsteprisen i en konkurrence udskrevet af Frederiksberg Kommune. Få år senere opgav kommunen dog at realisere Utzons plan.

Søslangen der tabte pusten

PROJEKTMotorvej langs søerne
ÅR1958

En bred motorvej var i 1960’erne tæt på at skære København tværs over og lægge sig som en kvælende søslange langs indersiden af søerne. 

"Søringen" var navnet på den sekssporede motorvejsforbindelse der effektivt skulle lede bilerne ind til centrum af byen uden at belaste den gamle middelalderby.

Søringen var planlagt til at skulle gå fra Lyngbyvejens afslutning ved Hans Knudsens Plads, ad Nørre Allé og Tagensvej, videre langs Søerne, forbi Hovedbanegården for at ende ved havnen. 

Undervejs ville den skære 30 meter af søernes bredde, ligesom en del af Fælledparken — og parken foran Rigshospitalet skulle inddrages, fordi vejen på dette stykke skulle have 12 spor.

Den ambitiøse plan indbefattede desuden en biltunnel under Vesterbro og ud under havneløbet forbi et område på Vestamager, der skulle bebygges med højhuse med 25.000 boliger. Sig ikke der ikke var store armbevægelser!

Søringen blev præsenteret første gang i 1958. Året efter blev den vedtaget i Borgerrepræsentationen og i 1964 af Folketinget. 

De ivrigste forkæmpere var den konservative byplanborgmester Alfred Wassard og den socialdemokratiske overborgmester Urban Hansen, der håbede på, at motorveje og højhuse kunne standse de velhavendes flugt fra København og kommunens økonomiske nedtur.

Men også aviser og arkitekter roste planen for at være visionær og uomgængelig.

Ingen ring med krise

Mod slutningen af 1960’erne begyndte der imidlertid at lyde protester fra befolkningen, men det var først, da København blev ramt af 1970’ernes oliekrise og konjunkturnedgang, at Søringen blev opgivet. 

Det var trafikminister Jens Kampmann (S), der i 1973 endeligt trak stikket ud af den brølende trafikmaskine der alene for strækningen Hans Knudsens Plads til Sankt Jørgens Sø ville have kostet op imod syv milliarder nutidskroner. 

Trods beslutningen, der blev bakket op af Folketinget, fortsatte Urban Hansen og Wassard Jørgensen dog planerne et par år endnu, hvilket blandt andet betød, at området langs den inderste del af Tagensvej blev ryddet.

Det vilde Vesten

PROJEKTRiv Vesterbro ned
ÅR1958

City Plan Vest er navnet på Søringens ikke mindre dominante tvilling. Planen gik i al enkelthed ud på at hele det indre Vesterbro skulle rives ned og erstattes af kontorlandskaber med luksuslejligheder i de øverste etager. 

7.000 P-pladser i tilknytning til en motorvej skulle føre folk mellem området og omegnskommunerne. 

Efter planen skulle Halmtorvet omdannes til et trafikcenter, hvor Søringen blev flettet sammen med Holbækmotorvejen. Københavns Borgerepræsentation vedtog i store træk planen i 1964. Den blev aldrig til noget, men blev først officielt opgivet i 1985. 

I dag er et af de få synlige mindesmærker over City Plan Vest det ensomt placerede højhus på Halmtorvet der huser Politiets Station 1.

Østerbro-kanal

PROJEKTKanal på Østerbro
ÅR1969

En 42 meter bred kanal mellem Sortedamssøen og havnen med lystbådehavn, og med Willemoesgade og Holsteinsgade som kajgader. 

Forslaget var arkitekten Kenneth Langlois’ bidrag til KABs Jubilæumskonkurrence fra 1969 for Indre Østerbro. Kanalen ville genskabe den ældgamle forbindelse mellem Sortedamsøen og Frihavnen.

Man er dog nødt til — som vist på billedet – at nøjes med at føre kanalen til Strandboulevarden så forskellen i vandstand mellem sø og sund ikke bliver for stor.

Gemt i arkivet

PROJEKTNyt rigsarkiv
ÅR1996

Et af de senere par årtiers projekter, der har gennemgået en omtumlet tilværelse, er byggeriet af Rigsarkivet. Først var det meningen, at arkivet skulle være et vartegn i den nye Ørestad.

Den tyske tegnestue Behnisch, Behnisch & Partner vandt i 1996 konkurrencen om en ny bygning til rigets 140 hyldekilometer arkiver. Og med et tårn på 80 meter tegnede til at blive lidt af et monument for den ambitiøse nye bydel.

Men i 2002 besluttede daværende kulturminister Brian Mikkelsen, at prisen på 1,7 mia. kroner var for høj og byggeriet for gammeldags. 

Derpå fulgte en heftig diskussion om hvorvidt arkivet skulle flyttes til Odense. Hele balladen endte med, at Rigsarkivet blev opført på baneterrænet bag Hovedbanegården. 

Prisen for det endelige projekt anslås til kun at blive halvdelen af det oprindelige prestigeprojekt. Til gengæld
endte det skrinlagte projekt i Ørestad med at koste staten 180 mio. kr.

Fantastisk ... men ikke på Christianshavn

PROJEKTKrøyers Plads
ÅR2003

Mens vores forsigtige naboer mod øst lod spanske Santiago Calatrava opføre et 190 meter højt byggeri i Malmø, udskrev statens ejendomsselskab Freja en arkitektkonkurrence for Krøyers Plads på Christianshavn.

Freja lagde op til en "ekspressiv bebyggelse", og valget faldt på den hollandske arkitekt Erick van Egeraats højhuse.

Med en højde på 55 meter fordelt på 14 etager brød husene både kommuneplanens rammer og en 45 år gammel regel om at der kun må bygges i fem-seks etagers højde i indre København.

Men Egeraats højhuse bød også på farvet glas, skrå tage i forskellige skæve vinkler og en skævvredet placering af de seks huse på grunden ud til havnefronten. Daværende Bygge og Teknikborgmester Søren Pind var begejstret.

Der var imidlerted intens modstand blandt beboerne på Christianshavn. Højhusene ville ødelægge den historiske bydel, sagde man. 14.000 borgere protesterede da der var offentlig høring om byggeriet.

I marts 2005 blev projektet stemt ned af nervøse politikere i Borgerrepræsentationen.

"Arkitekten har lavet et fantastisk byggeri, men det er ikke Christianshavnerhuse," sagde daværende miljøborgmester
Winnie Berndtson.

Og dét blev enden på den diskussion. 

Artiklen er en redigeret version af en artikel oprindeligt bragt i det trykte Magasinet KBH i 2006.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling