Guldægget i Nyhavn er også en sauna

Kom tæt på kogepunktet i Kunsthal Charlottenborgs gård.

solar egg charlottenborg kunsthal

Nakken drejes uvægerligt af led, når man cykler forbi Charlottenborgs port ud mod Nyhavn for tiden. For derinde i gården foran kunsthallen står et hele fem meter højt kæmpeæg og glimter gyldent i efterårssolen.

Det er 'Solar Egg', som dels er en skulptur, der reflekterer omgivelserne i sine vinklede guldspejle. Men som også er det seneste sæsontilbud til de altid spa-hungrende københavnere.

Guldægget er nemlig hult og har en vaskeægte saunaovn indeni. Tre gange om ugen i hele udstillingsperioden når temperaturen inde i skulpturen derfor op mellem 75° og 85° C – og alle, der vil prøve at have det som blommen i et æg, kan booke sig en saunatid.

Om onsdagen er det tilmed gratis, mens prisen i weekenden er en hundredekrone. Der kan skiftes tøj og tages bad i kunsthallens badevogn.

Under den rustfri, gyldne æggeskal er skulpturen bygget i tømmer med den træopvarmede, hjerteformede ovn af jern og sten i midten.

Et socialt æg fra Lapland 

'Solar Egg' er skabt af den svenske kunstnerduo Bigert & Bergström, der oprindeligt byggede den for boligselskabet Riksbyggen til minebyen Kiruna i Lapland. Hele Kiruna er ved at blive flyttet og genopbygget, fordi verdens største jernmine efterhånden har undergravet den, og ægget er tænkt som et symbol på en ny begyndelse for landsbyen og som en social skulptur, hvor beboerne kan mødes.

Kunsthal Charlottenborg er efterhånden kendt for at gribe ud mod byen og få selfie-stængerne ved ankeret i Nyhavn til at pege den anden vej – som da facaden blev barrikaderet bag skrigorange redningsveste. Og nu er det så københavnerne, der kan nyde godt af Bigert & Bergströms tag på den nordiske tradition for saunaen som et rum for varme, samtale og refleksion.

Indtil 13. januar 2019 bliver guldægget stående i gården, hvor det kan beundres uden éntre.

Men vælger man i samme periode at løse billet til Kunsthal Charlottenborg, venter der også inden for murene eksempler på mødet mellem kunst og arkitektur. Udstillingen 'Big Art' i sydfløjen er nemlig fuld af storskala-installationer, som stammer fra de kreative samarbejder stjernearkitekten Bjarke Ingels og hans tegnestue BIG har haft med samtidskunstnere på bygninger og byrumsprojekter over hele verden.

Tak fordi du læste artiklen til ende — vi håber, du kunne lide den.

 

Vi hopper lige til sagen: På Magasinet KBH følger vi tæt udviklingen af København. Intentionen er at give dig brugbare informationer, og gennem debat at bidrage til at skabe et bedre København.

Alle kan læse vores indhold, og sådan ser vi det helst fortsætte. Men vi er et lille foretagende, og der er mange omkostninger forbundet med at lave et digitalt magasin.

Vi kan kun overleve med støtte fra vores læsere.

Hvis du har glæde af Magasinet KBH, så håber vi meget, at du vil blive støttemedlem. Medlemskaber starter ved kun 20 kroner om måneden — mindre end prisen på en kop kaffe. Men de gør hele forskellen.

Bliv medlem

PS. Som medlem slipper du også for at se flere af de her opfordringer til medlemskab, og alle reklamer forsvinder, hvis du vælger et lidt større medlemskab.

Mest læste

Li’ KBH

kommentarer

relaterede
artikler

  • Byens Liv
  • Vesterbro
København har fået sin første udsigtspool under åben himmel (eller byens hotelgæster i luksusklassen har i hvert fald).
  • Byens Liv
  • Vesterbro
Hop i poolen og kom i junglestemning i et ombygget kontorhus midt på storbyboulevarden.

relaterede
visioner

seneste
byens liv

close logo

Opmærksomhed og debat giver bedre by

Støt Magasinet KBH – fra kun 20,-/md.