Tilflytterne: Jeg får lyst til at ruske og drille...

Fredda fra voldsomme Venezuela er glad for københavnernes ro. Men hun kan stadig forundres over, om de ikke vil, eller ikke kan, vise følelser.

kbh magasin

Fakta

Fredda Galea

37 år, gymnasielærer og tilflytter fra Caracas i Venezuela.

Flyttede hertil som 18-årig med sin danske kæreste. Her blev de gift, fik to børn (nu 11 og 14 år) og siden skilt.

Fredda lærte hurtigt dansk, gik på lærerseminaret og har siden undervist i engelsk og spansk. Nu på Gammel Hellerup Gymnasium. Er desuden fitness-instruktør.

Har boet flere steder i København, nu på Vesterbro.

I Venezuela, som i mange andre lande i Latinamerika, hersker den amerikanske drøm. I Fredda Galeas familie startede det med en onkel, der flyttede til New York, så en moster. Og hendes mor, far og bror prøver endnu at finde den amerikanske lykke, nu i Maryland.

Fredda følte også, hun hørte til et andet sted end i Caracas’ slum og kriminalitet. Hun startede som 15-årig en hotelkarriere, hvor hun blev supervisor som 16-årig og manager som 17-årig. Men som 18-årig søgte hun en ny drøm og tog med kæresten gennem et års tid til hans hjemland, Danmark.

udv_bentl_141112_fredda_magkbh_0096_.jpg

Hvad var dine første og største indtryk af København?

Tryghed og ro. Jeg kan næsten ikke forestille mig større kontraster end København og Caracas, som er en af verdens farligste byer. Folk bliver slået ihjel for et par sko, bortført for få tusinde kroner, lemlæstet ved højlys dag – der er ingen respekt for livet. Der er ekstremt mange våben. Vi havde tre derhjemme, og min bror og jeg kunne skyde, fra vi kunne holde en revolver.

Havde du nemt ved at føle dig tilpas i byen?

Jeg følte, at jeg havde gode muligheder i København – for at lære sproget, tage en uddannelse og komme i job. I Venezuela arbejdede jeg, fra jeg var 15, og mine skoleophold i USA har været med til at skabe mit ambitionsniveau. Der fik man ros og blev værdsat for sin indsats, helt ulig Venezuela. Der er så meget middelmådighed og ugidelighed, alting udskydes til i morgen. I København mærker man et arbejdsmæssigt engagement, og det passer mig rigtigt godt.

udv_bentl_141112_fredda_magkbh_0067_.jpg

Hvad har været den største udfordring i København?

Mit temperament! Jeg kan stadig føle mig lidt som en freak indimellem. Jeg er opvokset med store temperamenter og vilde skænderier, hvor alt jo er ligeså stort og vildt, når man bliver gode venner igen. Men det bliver for dramatisk for danskerne. Selvom jeg da møder danskere, der nyder at kunne lade deres temperament flyde med mit, så er der flere, der lukker af.

Det er som om, københavnerne tænker, at man måske ikke behøver reagere og vise følelser. Jeg prøver stadig at finde ud af det: Kan de ikke, eller vil de ikke? Men for mig er det også spændende med det indelukkede og generte, det tiltrækker mig enormt. Jeg får lyst til at ruske, drille, prikke folk. Mange har nok mere brug for det, end de tror.

Hvad er typisk københavnsk?

På den negative side er der rigtig mange, for hvem det er vigtigt, at have ret. Jeg kalder det BOB: Belærende, Overlegen, Bedrevidende.

Og så har folk så ondt i røven over de mindste ting – sort arbejde, sengepartnere, pengesager... Københavnerne burde give mere slip, i stedet for at jagte kontrol og konsekvens.

udv_bentl_141112_fredda_magkbh_0031_.jpg

Hvor halter København efter Caracas?

Kosmetisk kirurgi er boomet i mange latinamerikanske storbyer som et statussymbol. De snakker meget om det, og pepper hinanden op. Alle mine veninder dernede har fået lavet bryster, ny næse, glattet hår – og får jævnligt botox. Det er hverdag dernede, ligesom at gå til frisøren. Min kusine har fået en tråd under hårgrænsen, som hun selv kan hive i og løfte øjenbrynene. Lidt sindssygt.

Hvor kunne København lære noget af Caracas?

Opdragelse – det bliver tit for demokratisk her. Teenagere, der bliver smurt med goder for at opføre sig pænt. Elever, der brokker sig over småting og konstant vil diskutere. Børn, der dikterer familiens hverdag.

Der er ingen autoritetstro eller respekt – hverken overfor regler eller aftaler, forældre eller lærere. Man skal jo forhandle med børnene for at få dem til at gøre noget! Vanvittigt. Jeg vil nu ikke bruge hverken klip-klappere eller bælter til at afrette dem, som nogen gør i mit hjemland.

Dansk eller venezuelansk jul?

Når jeg tænker på jul i Venezuela, så savner jeg festen – der blev leget, tudet, grinet, danset. I Danmark er det meget planlagt og traditionsbundet.

Venezuelansk julemad er helt anderledes, og bliver ofte lavet dage i forvejen, så der er ikke noget stress på selve dagen. Jeg savner virkelig Hallaca, som er kød og grønsager pakket i majsdej og bananblade yderst. De er nærmest umulige at lave her. Nogle af mine veninder laver dem indimellem, og så skal vi ud og smage, ligegyldigt hvor dårlige de er.

Og så er der julemusikken, Gaitas... når jeg hører det, savner jeg virkelig min barndomsjul.

udv_bentl_141112_fredda_magkbh_0150_.jpg

Mest læste

Li’ KBH

kommentarer

relaterede
artikler

  • Byens Liv
  • København
Tilflytterne: Newzealandske Daniel bliver helt groggy af vores shoppeadfærd og øver sig på at være mere københavnsk – som at grine mere af ingenting.

relaterede
visioner

tegnestuevision
København
Stormflodssikring, infrastruktur og byudvikling tænkt sammen til den manglende brik i et sammenbundet København.

seneste
byens liv

close logo

Vi overlever for mindre end prisen på en kop kaffe

Kære læser, støt Magasinet KBHs arbejde ― fra kun 20 kr. / måned