Udsøgt smerte

At provokere den overfladiskhed, der altid lurer – i oplevelser, følelser, drømme, fortællinger mm. Det excellerer den franske fotodokumentarist og konceptkunstner Sophie Calle i, og i denne ånd er teaterudgaven af ’Udsøgt smerte’ blevet et modigt og rammende stykke samtidskunst.

I det originale og lettere labyrintiske værk ’Douleur Exquise’ udstiller Calle sin egen smerte over et kærlighedsbrud overfor andres sorg, ulykke og smerte. Med bearbejdet tekst af dramaturg Karen-Maria Bille og nye billeder i enkel scenografi af instruktør Jacob F. Schokking skinner Calles stil tydeligt igennem. Kufferter stables og flyttes, og fire skærme foldes og rulles til både afskærmning og afbildning.

Blandt de mange smertefortællinger er selvmord, traumer, utroskab, dødfødsel og endda Kennedy-mordet. Reaktionerne og erindringerne er mangfoldige – i skikkelse af Steen Stig Lommer og en særdeles bevægende Solbjørg Højfeldt. Som Calles alter ego er Ellen Hillingsø også fremragende, ikke mindst i kraft af hendes vidunderlige stemme.

Noget så mikroskopisk som en splint bliver en fin metafor for smerten: Et fremmedlegeme under huden, der kan volde mere skade end forventet. Her forsøges også med humor, dog mindre vellykket. Endnu mere flygtige – og unødvendige – er kommentarer og baggrundsbilleder af kommunisme og kold krig.

’Udsøgt smerte’ er som en omvendt rejse, delt i før og efter smerten. På farten til Japan deler hun ikke oplevelsen med andre, men lukker sig inde med forventningerne om genforening med kæresten. Men da kærestesorgen rammer, søger hun ud blandt andre for at dele og spejle smerten. De tre skuespillere agerer både solo, duo og trio, og signalerer dermed at den mest effektive smertekur er en kombi af at spejle sig i andres smertehistorier og at genfortælle sin egen historie til smerten er slidt itu.

"Jo større kærestesorg, jo større kunst," har Sophie Calle udtalt, og ligeledes pointeret at det ikke er interessant at skabe billeder og tekster på lykke. Hverken for hende selv eller publikum. Et statement, der dominerer hendes værker – uden det bliver deprimerende – og ligeså i ’Udsøgt smerte’. Som en af karaktererne udtrykker det: ”Jeg håber at lide – for at være mindre overfladisk.”

Forestillingen får en distance til trængslerne ved at fravælge den fysiske udfoldelse af smerten. Helt i Calles ånd om dramatik blandet med registrering, der udraderer al sentimentalitet og efterlader mere rene og rå følelser. Noget kan virke banalt og overfladisk, men ved eftertanke kan selv simpelt blive dybt – hvis man virkelig mærker efter.

Så tør man lade lavinerne af smerter, sorger og ulykker krible ind under huden, får man betydelige erfaringer lagret i erindringen. Til næste gang man har brug for at provokere overfladiskheden.