Protester mod privat pool-anlæg ved Soho House
Privat klub vil lægge flydeponton med swimmingpool i havnen. Lokale mener, at projektet vil spærre for offentlig adgang og skæmme udsynet.
Et badeanlæg i "international topklasse" med swimmingpool, sauna og bar lige ved siden af Nyhavn.
Det er hvad den internationale klub Soho House ønsker at opføre foran deres lokaler i det gamle Toldbodshus på Havnegade.
Anlægget skal ifølge klubben tilbyde betalende gæster adgang til en 14 meter lang opvarmet pool, saunaer, loungeområder og café.
Ifølge Soho House bliver den i alt 50 meter lange terrasse udformet, så der stadig er fri passage mellem bygningen og terrassen — og udsynet til det gamle tolbodhus bliver heller ikke forstyrret, siger man.
Dén udlægning er naboerne dog ikke enige i — og det har de seneste par uger skabt lidt af en kamp ved vandet her 100 meter fra Inderhavnsbroen.
Nyt projekt, nye problemer
Det er ikke første gang, at Soho House skaber modstand i lokalmiljøet.
Tilbage i 2023 gav politikerne nemlig et "no go" til Soho og dele af deres koncept for en lukket klub på Havnegade.
Her gav en privat terrasse med udendørs servering klubbens medlemmer eksklusiv adgang at nyde en forfriskning langs vandet.
Men det betød, at almindelige københavnere — som ikke havde lyst til at betale for et årligt medlemskab — ikke kunne tage ophold på terrasseområdet foran huset. Og at passagen mellem hus og vand var blevet smallere.
Dét var i strid med lokalplanen, der kræver, at havnefronten skal være offentlig promenade, sagde de københavnske politikere. Og sagen endte med, at der blev fundet en løsning, som genåbnede en del af området for offentligheden.
På papiret, i hvert fald. For siden har det lydt, at SoHo House reelt ikke tillader andre end sine medlemmer at sætte sig ved udeserveringen. Og at Københavns Kommune ingen kontrol fører med det.
Og nu frygter Gammelholm Beboerforening, at den planlagte betonplatform med swimmingpool vil "tivolisere området” og yderligere afskære de forbipasserendes adgang til det offentlige havnerum. Ifølge foreningen strider dette direkte imod lokalplanens krav om fri passage langs kajen.
Foreningen udtrykker også bekymring for, at den 10 meter brede og 5,4 meter høje ponton vil skæmme udsynet til den gamle toldbygning.
Og Indre By Lokaludvalg deler kritikken. I deres udkast til et høringssvar til Københavns Kommune undrer de sig over, hvorfor kommunen lægger op til at give en dispensation fra den lokalplan, som ellers blandt andet skal sikre, at kajstrækket er frit, så skibe kan lægge til.
Ifølge lokaludvalget vil det massive anlæg desuden "snuppe en væsentlig del af udsynet" til både havnen og Toldbodhusets karakteristiske funkis-arkitektur fra 1930'erne.
"En flydende badeplatform med en højde på 5,4 meter og en længde på 50 meter vil skæmme havnen, da man fjerner udsigt til havnen fra promenaden langs bygningen og fra vandet til den bevaringsværdige toldbygning," lyder det fra lokaludvalget.
En "væg" mod havnen?
Og når man ser på tegningerne lavet af de maritime arkitekter hos Mast, så kan det være svært ikke i hvert fald at forstå, hvor indvendingerne komme fra.
En før/efter illustration af promenaden langs vandet viser ganske klart, at det løftede betondæk vil komme til at syne som en "væg" mellem promenaden og havnen.
Om dét er et problem på en 50 meter lang strækning — ud af de i alt 500 meter der er mellem Inderhavnsbroen og Knippelsbro langs Havnegade — er dog naturligvis op til ens temperament.
"Væggen" opstår, fordi pontonen ikke kun indeholder et pool-område med liggestole en halv meter over havnens vand. Den har også en hævet terrasse med caféborde, hvorfra man vil have udsigt ud over swimmingpoolen og havnen.
Kommer der en overdækning henover dette dæk — som nogle af illustrationerne viser — bliver barrieren mellem Toldbodhuset og havnen endnu mere tydelig.
Der vil anslået være plads til 100 mennesker på terrassen, og de behøver ikke at være medlemmer af Soho House — men man skal altså betale for at få adgang, hvis man ikke er medlem. Prisen vil være mellem 275 og 450 kr. for en dags adgang.
Om det er anderledes end andre steder ved havnen, hvor der er udeservering, og hvor adgang kræver, at man køber noget på stedet — som f.eks. Green Island ved Kalvebod Brygge — må igen være op til den enkelte.
Her og nu er projektet ved Soho House i en nabohøring, der varer frem til 20. august. De lokale kan her komme med bemærkninger, inden projektet senere skal vurderes af politikerne på rådhuset.
Gammelholm Beboerforening har desuden startet en underskriftindsamling i deres håb om at stoppe projektet. I skrivende stund har knap 1.500 sat deres digitale kragetæer under protesten.
Ikke alene om havneplaner
Soho House er ikke de eneste, der for tiden har planer om udbygning på vandet i Inderhavnen.
Et smutstens-kast mod syd ved Børskajen ønsker den populære havnebar Kayak Bar at mere end fordoble deres nuværende område, så det fremover strækker sig hele vejen fra fra Børsbroen til Christians IV's Bro.
Her er planen, at opføre flydende pontoner med bl.a. petanquebane, fitnessområde, beachvolleybane og en "trope-ø", med en sail-through-bar, hvor man kan bestille en forfriskning direkte fra sin kajak.
Til forskel fra Soho Houses badeanlæg skal man ikke betale for adgang til Kajak Bars planlagte udbygning — selvom man formentlig forventes som minimum at købe et glas koldt postevand, hvis man ønsker en siddeplads.
Desuden er der ikke lagt op til at udbygge væsentligt i højden i barområdet, der i forvejen ligger nedsænket i det tættrafikkerede område ved Knippelsbro.
Skæbnen for Kayak Bars udvidelse er dog p.t. ukendt, da sagen blev trukket fra politisk behandling tilbage i april. Magasinet KBH er p.t. ikke klar over hvorfor, men vi følger op på sagen.
Tilbage på Havnegade bliver vi formentlig i løbet af et par måneder klogere på, om Soho House denne gang får lov at udføre deres koncept helt som ønsket — eller om vi får en neddroslet version eller en fuld skrinlægning.
For omkring 10.000 kroner om året kan man selv blive medlem af den københavnske filial af Soho House, som er en slags global netværksklub.
For de penge får man adgang til forskellige bar- og loungeområder, hvor man kan netværke med ligesindede eller deltage i forskellige arrangementer omkring erhvervsrettede formål.
Visse steder er der også adgang til træningsfaciliteter, spa'er og overnatningsmuligheder. Men det koster ekstra også at få adgang til SoHo Houses øvrige verdensomspændende filialer.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!