Animale

Fransk film har det seneste tiår rusket op i thriller/horrorgenren med vilde feminine kræfter - og både foran og bag kameraet er der skabt nye talenter og trends, som for eftertiden kan blive nyklassikere. Her hører fransk-algeriske Emma Benestans ’Animale’ også til.

Der er ellers heftig mandehørm fra start: Flokke af vilde, sorte tyre indfanges, brændemærkes og trænes af en samling gardians - på hvide heste. Et rendyrket billede på Camargues-deltaets største attraktion: La course Camarguaise - også kaldet tyreløb, den franske version hvor tyrene ikke dræbes. Men her bløder de alligevel - for mændene, der vil vise deres magt.

Nyankommen er Nejma (Oulaya Amamra), den første kvindelige løber, og stemningen på tyrestationen er mildest talt brunstig og mandschauvenistisk. Kun lederen Léonard (Claude Chabalier) og hans søn Tony (Damien Rebattel) er respektfulde. Resten af gænget fritter om hendes favorittyr, bare for at de kan sige at hun vil være sammen med en tyr, samt overtale hende til at feste med magiske stoffer og derefter vise hende tyrenes gravplads. Det ender i blackout og foruroligende kropspåvirkninger, der snart viser sig at være mere end almindelige tømmermænd.

"Tyrene giver dig alt. Men de opsluger også alt," siger Léonard, når han både råt og poetisk beskriver den sande lykke i ringen overfor en tyr. Og Nejma mærker det hurtigt, stærkt og boostende - når hun lurer på tyren ligesåmeget som den savlende pruster mod hende i ringen; og da hun spejler sig i den døde tyrs øje og ærefuldt begraver dens horn på tyregravpladsen.

Det er i ordløse scener som disse at filmen er allermest fængende, og man forføres af de dvælende stemningsmættede billeder af belgiske Ruben Impens - der også skabte rå filmmagi til eksempelvis ’Titane’ og ’Raw’. Han brillerer i både enorme vidder a la klassiske westerns og de mere instinktivt nære, hvor feminin følsomhed og maskulin fare clasher. Ikke mindst i det sidste flashback, hvor spejlingen mellem tyr og kvinde nok kan provokere nogen i det ultimative smertebillede.

I transformationsscenerne minder ’Animale’ lidt om den danske ’Når dyrene drømmer’ fra 2014. Dog er Nejma noget ældre end den danske teenager, og fokus er derfor mere modent ligesom den kvindelige power allerede er i karakteren før det dyriske rammer hende. Derfor kan ’Animale’ spille ligeligt på styrke og sårbarhed, og selvom en del af stereotyperne bekræftes så rør og rusker fortællingen nok.

Her er ikke så meget body horror som forventet og blodet flyder ofte raffineret, ikke vulgært. Filmen læner sig op ad mere thrillerstil med dybere temaer som kønsroller og identitet. Maskulint og feminint der fastholdes af normen, fordi man er nødt til at passe ind for at få de oplevelser man drømmer om. En del af drømmen er måske også udfordringen, og håbet om udvikling - den afslutning står foruroligende åben i det sidste rå billede.