pixel

Bør Indre By indføre røgfrie zoner udendørs?

Lokale i Indre By vil have politikerne til at arbejde for røgfri udearealer — og er nu klar med flere konkrete anbefalinger.

røgfri by

Kunne man indføre udendørsområder i Indre By, hvor rygning er forbudt?

Dét spørgsmål har for nylig været oppe at vende hos Indre By lokaludvalg.

Et medlem fra udvalget bragte diskussionen på banen sidste år, og nu er de lokale klar med konkrete anbefalinger, som de vil have forbi politikerne på Københavns Rådhus.

Anbefalingerne kommer fra NGO’en 'Miljøpunkt Indre By & Christianshavn', der vejleder lokale og erhvervsdrivende i mere miljøvenlig adfærd og fungerer som en slags bindeled mellem københavnerne, foreninger og Københavns Kommune.

Organisationen har blandt andet kigget på, hvad der har virket i andre kommuner for at få flere røgfri byrum — og her har man haft god erfaring med ’tydelig skiltning og venlig kommunikation’ frem for egentlige forbud, lyder det.

Det kunne for eksempel være med skilte som ”Tak fordi du ikke ryger her”.

Kommunen, erhvervslivet og de lokale

Ifølge Miljøpunktet giver det mening at starte dér, hvor ”gevinsten er størst og logistikken er mere enkel”.

Det vil sige udvide de eksisterende røgfri zoner på byens legepladser eller etablere nye forsøgsområder på andre mere "oplagte" arealer — eksempelvis i parker, ved badezoner eller i byrum ved skoler.

Man kunne også starte et pilotprojekt på et mere ’kontroversielt areal’, lyder det fra Miljøpunkt Indre By & Christianshavn.

Det 'kontroversielle areal' er ikke defineret nærmere, men sidste år talte Indre By Lokaludvalg selv om, at man kunne forfølge rygeforbud på byens gågader.

For at skabe den størst mulige effekt skal man dog også have fat i erhvervslivet og de lokale, pointerer Miljøpunktet.

De anbefaler at kontakte restauranter og caféer for at få lavet flere røgfri zoner udenfor — samt at invitere til borgermøder og opfordre til at gøre fællesarealer i beboerforeninger røgfri.

Med de nye anbefalinger i hånden valgte Indre By Lokaludvalg på et møde i februar, at man nu vil kontakte Københavns Rådhus med en opfordring til at sætte gang i arbejdet.

Strikse regler i Europa

I Danmark tog man fra politisk side det første store skridt i kampen mod rygning med Rygeloven, der trådte i kraft i 2007.

Den forbød generelt rygning indendørs på offentlige steder, arbejdspladser, restauranter og i offentlig transport.

Siden 2014 har cigaretter også været forbudt på togperroner. Og Københavns Kommune har altså også indført forbud mod rygning på byens legepladser. Et forslag om at indføre røgfrie strande i København blev dog nedstemt af Enhedslisten i 2021.

Selv om andelen af danskere, der ryger, fortsætter med at falde, så er det faktisk stadig næsten hver femte — 17% — der dagligt eller lejlighedsvist tænder en cigaret, viser tal fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Til sammenligning ligger det tal på 8% hos vores nordiske nabo Sverige, der længe har haft rygeforbud i udeserveringsområder ved alle barer og restauranter.

I Spanien, Letland og Litauen har man ligeledes indført delvise rygeforbud på steder med udeservering. Og blandt andet Spanien og Portugal har også indført delvise rygeforbud i parker og på strande.

Den italienske modeby Milano gik betydeligt længere 1. januar 2025. Bystyret gjorde det sidste år forbudt at ryge på alle offentlige områder — inklusive gader — hvis der er mindre end 10 meter til andre mennesker, og der kvitteres med bøder fra 250-1.800 kroner for at bryde forbuddet.

Torino har gjort det samme. Her er grænsen blot sat ved fem meter.

Og senere på året, 1. juli 2025, indførte Frankrig et nationalt forbud: Alle steder hvor der overhovedet kommer børn, er det nu ulovligt at ryge. Det gælder f.eks. i parker, på strande, ved busstoppesteder og på sportsanlæg. Der falder en bøde på 90 Euro (520 kroner), hvis man alligevel sætter lighteren til sin Gauloises — og politiet ser det.

Det erklærede mål er at have skabt den første franske "tobaksfrie generation" i 2032.

Emner

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens liv

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling