pixel

Enheds­listen nedstemmer røgfri strande

Forslag om at skabe 'røgfrit miljø' på byens strande falder efter modstand fra liste Ø.

cigaret rygning stranden

At ligge på sit håndklæde på Amager Strand med næsen dybt begravet i Dostoyevsky, mens den samtidig bliver fyldt af røgen fra en Grøn Cecil er ikke alles idé om en god sommerdag.

Den russiske litteratur kan man lægge fra sig, hvis smartphonen med den seneste artikel fra Magasinet KBH trækker i stedet.

Men røgen fra sidemandens cigaret kan det være sværere at fravælge.

For et par årtier siden var det noget, man bare måtte leve med — men i takt med rygningens tilbagetog er der løbende blevet introduceret nye restriktioner og retningslinjer for, hvordan rygere kan indsuge deres røg i offentlige rum, uden at den er til gene for dem, der ønsker ikke at gøre det.

Senest har SF i København foreslået, at der bliver indført såkaldt 'røgfrit miljø' på kommunens tre strande: Amager Strandpark, Svanemøllen Strand og den nye Valby Strand.

Forbudt i Barcelona

I udlandet har flere byer allerede forbudt rygning på lokale strande. Og i Barcelona kører man denne sommer et pilotprojekt, hvor der ikke må ryges på byens mest populære af slagsen.

Målsætningen er, som det hedder, at "bevæge sig mod en sund, røgfri by — og dét inkluderer tobaksrøg".

Går forsøget godt, påtænker Barcelona at udvide det til samtlige byens ti strande og til parker og busstoppesteder.

I København findes der allerede i dag 'røgfrit miljø' på byens legepladser. Dét betyder, at man siden 2013 med skilte har henstillet alle besøgende til at gå et andet sted hen, hvis de vil sætte ild til cigaretten eller til piben med rød Orlik.

Hvis nogen gør det alligevel, kan hverken ordensmagt eller kommunens folk dog gøre noget ved det. Der er med Københavns Kommunes egne ord alene tale om en 'venlig henstilling'.

På baggrund af SFs idé har embedsværket i Københavns Kommune i forsommeren udarbejdet et forslag til, hvordan man kunne lave samme henstilling på byens strande — samtidig med at man tog en lille smule hensyn til byens solbadende rygere.

På den store Amager Strandpark ville det foregå ved, at man indrettede nogle mindre rygezoner, men ellers lavede røgfrit miljø overalt.

På de to mindre strande i Valby og ved Svanemøllen ville zonen dække hele sandstranden, og rygere ville blive henvist til, at rygning kunne foregå på de vej- og parkarealer som grænser op til den.

Tiltaget ville også betyde, at kommunen ville stoppe med at uddele særlige, skattebetalte 'strandaskebægre', som de har gjort i flere år for at mindske mængden af skodder der bores ned i strandsandet.

Da forslaget for nylig nåede frem til politikerne, endte der dog med at blive givet grønt lys til fortsat rygning og skodning — men med en noget usædvanlig stemmefordeling.

Seks blanke stemmer

Det er relativt sjældent, at partierne i Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg undlader at stemme, når et forslag kommer til afstemning.

Men i dette tilfælde undlod hele seks af de 10 tilstedeværende at afgive en stemme.

Kun Radikale støttede SFs oprindelige idé og stemte med dem for forslaget — altså i alt 2 stemmer.

Både Socialdemokratiet, Konservative, Venstre og Alternativet lænede sig tilbage og holdt helt fingrene fra stemmeknappen — rygerestriktioner kan være politisk sensible.

Dét resultat ville have godkendt forslaget med stemmerne 2-0, men sådan kom det ikke til at gå.

Rådhusets næststørste parti, Enhedslisten, endte nemlig med at stemme imod forslaget, og da liste Ø har to repræsentanter i udvalget, endte stemmefordelingen med at hedde 2-2.

Dermed blev forslaget ikke godkendt, og byens strande bliver ikke røgfrie miljøer.

Enhedslisten udtalte i forbindelse med afstemningen:

»Enhedslisten er imod forbud generelt og mener ikke, at de offentlige strande kan sidestilles med byens offentlige legepladser og derfor heller ikke bør håndteres efter samme vilkår som legepladserne.«

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens liv

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling