Der kommer ingen arkitektkonkurrence om 'Refshalebroen'
Københavns Kommune vil blive klog af skade og ikke havne i samme situation, som man gjorde med Inderhavnsbroen.
København skal have ny cykelbro over havnen til Refshaleøen.
Så meget stod klart sidste år, da Københavns Kommune både afsatte halvdelen af broens budget 668 mio. kroner og blev enige med staten om, at de skulle betale den anden halvdel.
Men der bliver — noget utraditionelt — ikke afholdt en konkurrence om, hvordan broen skal se ud.
Sidst Københavns Kommune byggede en bro over Inderhavnen — Inderhavnsbroen — kunne arkitektfirmaer fra hele verden byde ind i en konkurrence. Og i sidste ende vandt den nu velkendte 'kyssebro', tegnet af britiske Flint & Neill.
Den skandaleramte bro endte dog med at blive 3½ år forsinket og at koste de københavnske skatteydere 144 uforudsete millioner kroner — især på grund af tekniske udfordringer med den utraditionelle lukkemekanisme.
Alligevel skulle der i 2023 bruges yderligere 27 millioner skattekroner på at lave nødvendige reparationer af den kun syv år gamle bro.
Men hvis man er klog nok til at blive det, bliver man heldigvis klog af skade.
Når 'Refshalebroen' snart skal begynde at rejse sig af vandet, vil Københavns Kommune gerne undgå at havne i samme misere. Og derfor bliver proceduren denne gang anderledes end sidst.
Ingen suppedas
Den nye bro til Refshaleøen "vil komme alle københavnere til glæde, både i den nære hverdag med alt hvad det indebærer af funktionalitet, men også som et nyt og markant bygværk i København."
Sådan skriver embedsværket i Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen i et nyligt notat. Her klargør man dog også, at "driftserfaringer fra de øvrige oplukkelige broer i havnen, fx Inderhavnsbroen, skal bidrage til projektet."
Her har erfaringerne altså ikke udelt været gode, og derfor vil formgivningen af Refshalebroen "ske i samspil med afdækningen af de tekniske forudsætninger," som man formulerer det.
Og "det betyder også, at der ikke vil blive udskrevet en arkitektkonkurrence".
Med andre ord vil man altså ikke havne i en situation, hvor der tages politiske beslutninger, der måske er præget af æstetiske hensyn — for så senere at havne i en teknisk suppedas a la Inderhavnsbroen.
Det sker i erkendelse af, at Refshalebroen vil være endnu mere kompliceret at rejse end Inderhavnsbroen.
Hvor Inderhavnsbroen er 175 meter lang, så vil man skulle cykle 450 meter for at rejse fra Langelinie til Refshaleøen.
Og hvor Inderhavnsbroen kan nøjes med et lille broåbningsfag, så skal det være meget større på Refshalebroen.
Det skyldes, at skibe i krydstogts-klassen skal kunne komme ind til Nordre Toldbod og til kajen omkring Amaliehaven, der officielt hedder 'Larsens Plads'.
Flere bud på æstetik
Københavns Kommunes mål er kort sagt, at æstetik og teknik skal samarbejde på en måde, som gør det svært at køre en almindelig arkitektkonkurrence, hvor man til sidst kigger på fem forslag og så peger på det pæneste.
Der vil i stedet blive etableret et samarbejde med et på forhånd udvalgt 'team' af leverandører, der specifikt har erfaring med at udforme broer i en bymæssig kontekst og med at holde et skarpt øje på budgettet.
For stadig at holde noget politisk kontrol, vil team'et dog få til opgave at komme med flere bud på broens æstetiske udtryk, som så vil blive forelagt de københavnske politikere.
Men denne gang skal der altså gerne være et tættere samspil mellem arkitektur, ingeniør- og husholdningskunst.
Alle offentlige anlægsopgaver med budgetter over 40 mio. kroner skal lovmæssigt sendes i EU-udbud, og hvem der løber med opgaven, vides ikke endnu.
Det vides dog, at danske Dissing+Weitling har været en fast del af de teams, der har lavet det indledende analysearbejde. Og at samme Dissing+Weitling står bag adskillige brobyggerier over hele verden — fra Storebæltsbroen over Bryggebroen og Folehavens cykel- og gangbro til den kommende bro over Messina-strædet.
Så mon ikke, de byder ind på opgaven.
Kommunen forventer at have forslagene til den nye bro klar i starten af 2028.
Og hvis alt går efter planen, vil de første cyklister kunne krydse vandet til Refshaleøen i 2032.
Men det gør det jo som bekendt ikke altid.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
