Slidt Amager-vej bliver til grøn plads
Efter input fra lokale rulles der nu et grønt projekt ud på areal foran svømmehal på Amager — der samtidig skal renoveres.
Tager du metroen til Amagerbro Station, skal du blot gå få hundrede meter ned ad Reberbanegade, før du står her.
Her, i hjertet af det tætbefolkede Amager, ligger Frankrigsgade Svømmehal.
Men mens svømmehallen indenfor svømmer af liv, har den lukkede og nedslidte vejstrækning foran indgangen — mellem Lybækgade og Frankrigshusene — længe været en kedelig og overvejende grå asfaltørken.
Men det skal der snart laves om på. Målet er, at omdanne det trætte gaderum til et attraktivt, grønt byrum for de mange lokale beboere og badegæster, der dagligt har deres gang i området.
Solstråler og store plantekummer
De konkrete planer byder på nye, store planteøer mellem cykelsti og fortov, hvor også de eksisterende træer bevares og får bedre vækstbetingelser.
Nye træer vil også komme til — ligesom en række buske skal styrke den lokale biodiversitet og bringe noget mere vild natur til byen, tæt på travle Amagerbrogade.
Og det skal også være muligt at opholde sig midt i alt det nye grønne.
På de mest solrige steder vil der blive opstillet bænke og etableret plinte, hvor man kan sætte sig ned. De nye plantebede udstyres også med praktiske siddekanter, så ingen solplads går tabt.
For at skabe ro i det nye byrum foran svømmehallen flyttes al cykeltrafikken over i en ny, dobbeltrettet cykelsti i god afstand fra selve indgangen.
Der vil også blive etableret et nyt fortov og plads til parkering af flere ladcykler — uden at der skal nedlægges P-pladser.
Mere lys i mørket?
Designet af den nye plads er ikke grebet ud af den blå luft.
I efteråret 2025 blev de lokale beboere involveret med både spørgeskemaer, workshops for skolebørn og dialog på gaden i samarbejde med Amager Øst Lokaludvalg.
De lokale efterspurgte dengang et markant grønnere område og en tydeligere adskillelse mellem cyklister og fodgængere.
Og både beboere og lokaludvalg pegede desuden på en væsentlig mangel: Området er simpelthen for mørkt om vinteren.
Københavns Kommune erkender, at belysningen i dag lader meget tilbage at ønske. Men da budgettet er stramt, er der i første omgang kun råd til at sætte en enkelt ekstra projektør op på en eksisterende mast.
Hvis området skal være fuldt oplyst og mere trygt, kræver det, at politikerne finder ekstra midler i efterårets budgetforhandlinger for 2027. Det samme gælder lokaludvalgets ønske om lokal kunst i byrummet, som der i øjeblikket heller ikke er fundet penge til.
I alt er de planlagte ændringer for pladsen budgetteret til 7,9 millioner kroner — og arbejdet skal køre tandem med en opgradering på den anden side af murene.
Selve svømmehallen skal nemlig også renoveres — et arbejde der er planlagt til at starte op til januar.
Når man er færdig både ude og inde midt i 2028, vil det Indre Amager have fået et nyt lille samlingspunkt, mindre end 200 meter fra Amager Centret.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!

Et forslag til kunst i byrummet, kunne være en instalation med lys, som oplyser pladsen.
Belysningen bør ikke genere beboerne omkring pladsen.