James Bond Galla

En nærmest perfekt James Bond Galla i jazzens vidunderlige taktslag. En vidunderlig jazzdiva i front for et elegant, velklingende orkester og en gæstesolist der rykker jazzstandarden ud over kanten. I et klassisk, smukt teaterum med lysekroner der glimter som diamanter og et publikum dresset op med stillige jakkesæt og flotte kjoler, så man skulle tro de havde deres egen 007-mission.

Fra start spiller det velkendte ’The James Bond Theme’ og lysspots fyger legende rundt i teaterrummet så publikum kan føle sig som agenter og spotte deres Bond-babes. Men stjernen her er naturligvis Sinne Eeg der topper gallastilen med fire flotte, lange rober i guld, sort, pink og sølvpailletter. Og når gæstesolisten Patrick Dorgan tripper ind i sort jakkesæt og hvide sneakers ved man at den moderne agent er i spil. Og lidt insider-tip har iøvrigt afsløret en overraskelse til sidst - og den er fremragende.

Sidste år rullede en sølvgrå Aston Martin ind på Gamle Scene, og i år er det en motorcykel der er Sinne Eegs seje entre ind til ’Goldfinger’. Det er et af Sinnes yndlingsnumre og alle Shirley Basseys sange er på programmet. For i ægte divastil har Sinne valgt sine egne Bond-favoritter, som er de tidlige numre i John Barry-stil med kant og ofte en snert melankoli.  

Det giver gyldne øjeblikke med ’Diamonds Are Forever’ og ’You Only Live Twice’, og Patricks version af ’Thunderball’ i smooth bossa nova-stil. Men det er de mere distinktive ’All The Time In The World’ og ’Nobody Does It Better’, der leverer på følelser. Begge starter rørende enkelt med klaver, og flyder efterfølgende over i lystig swingjazz. Den første med den ultimative (ulykkelige) kærlighedserklæring til den eneste Bond-frue, og den sidste med små, sexede hints til det Bond gør bedst.

Som altid fortæller og joker Sinne mellem sangene, og gør showet personligt. Som da hun introducerer bandet og den amerikanske pianist Josh Nelson, sin musikalske medarrangør. Josh er ægte Hollywood, hvor de også mødtes for nogle år siden og udvekslede film- og musikideer, der blev til dette Bond-show med opstart i 2022 - og nu en tilbagevendende turne. 

Det er ofte små nuancer, der skaber de anderledes versioner - fra skandi-cool til passioneret jam - men nogle numre skæmmes af for meget blip-flimmer fra det mini-keyboard Josh blender ind i sine ellers skønne, lette klavertoner. Det passer udmærket til ’Moonraker’ som hints til filmens sci-fi tema, men synes især malplaceret til ’Nobody Does It Better’ og All The Time In The World’. Men ellers er det er en fryd at mærke musikernes glæde og indlevelse. Især de fantastisk stærke blæs fra Nikolaj Bøgelunds trombone, og en særlig gæst med guitar. 

At Bond-numrene er ikoniske - og mange af dem legendariske hits - er der ingen tvivl om. Ikke mindst nogle nyrere bragende ballader, som her overrasker i den mere rå og mørke stil - og så bliver det straks mere end et jazzshow. Billie Eilishs vemodige ’No Time To Die’ forvandler Sinne til en stjerneklar storvokal så man sitrer i fryd, og Adeles imponerende ’Skyfall’ nailes i en helt forrygende, nyskabende duet.

Og når man troede det ikke kunne toppes, så åbner Patrick for alle sluser med et overvældende falset-flow i 
’Writings On The Wall’ - bedre end selveste Sam Smith! Hele Gamle Scene farer op af sæderne i vilde klap og pift, og med vanlig charme og energi fyrer Patrick så en af sine favoritter af: ’Live And Let Die’. Endda med lidt humor - da musikerne synger kor. Uforligneligt og genialt!

Outsiderne denne aften er meget forskellige, både originalen og fortolkningen. ’From Russia With Love’, der blev sunget ganske monotont af Matt Monro i 1963, får ekstra swing med en masse jam fra orkestret, men er stadig ikke særskilt interessant. Det er til gengæld det første ekstranummer, som er en fantastisk overraskelse med visit af guitarist Jonas Struck, der skrev en Bond-sang med sit band Swan Lee - og det var tæt på, men producerne valgte alligevel stjernen Sheryl Crow. Men ’Tomorrow Never Dies’ er virkelig et fedt nummer, og her jazzet toplækkert af Sinne og orkestret.

Derefter afsluttes denne agentboblende aften med Gladys Knight-hittet ’License To Kill’ - som orkestret har hintet til i løbet af aftenen - og det er endnu en skøn duet mellem Sinne og Patrick. Deres power smelter sammen med orkestret og killer-charmen holder resten af aftenen efter man har forladt de kongelige sale. Denne Bond-galla er ubestrideligt det smukkeste jazzshow længe set og hørt.