pixel

Cykelsti på Øresundsbroen — Fra hånet ide til viral vision

»Jeg er helt overbevist om, at hvis Øresundsbroen skulle anlægges i dag, så ville den blive forsynet med cykelsti.« Sådan skriver en af 90'ernes største forkæmpere for sagen og gør status efter artikel i Magasinet KBH.

Ernst Poulsen

Nogle gange kan man blive ramt af pludselige flash-backs fra ens fortid.

Et sådan flash-back fik jeg for et par dage siden, da jeg læste artiklen 'Byg en cykelsti på Øresundsbroen' her på Magasinet KBH.

Hovedparten af artiklen viste sig nemlig at være baseret på en venlig opsummering af det hæfte, jeg skrev i 1992 — for hele 29 år siden: 'Sådan Cykler Man Over Øresund'.

Jeg bemærkede, at artiklen var blevet delt mere end 7.000 gange, havde fået over 1.400 likes på facebook — og mere end 300 kommentarer — langt de fleste meget positive. Jeg sad faktisk og blev lidt varm indvendig ved tanken — og lidt eftertænksom.

Uendelige mængder modstand

Da jeg skrev hæftet i sin tid, var det som aktiv i Dansk Cyklist Forbund. Dengang havde forbundet forgæves forsøgt at få cykelsti på Storebæltsbroen — men var nok for sent ude.

Da politikerne kort efter hev Øresundsbroen op af tasken, prøvede vi igen at præsentere idéen.

Men hvor artiklen fra i tirsdags næsten nåede virale højder, så mødte vi dengang hovedsageligt ligegyldighed eller regulær, arrogant modstand krydret med hån.

Modstanden tog mange former, men var ofte begrundet i, at ingen ville ønske at cykle på Øresundsbroen, eller at det ikke kunne lade sig gøre rent teknisk: Broen var for stejl, for høj, for vindblæst og så kunne man ikke cykle i tunneller på grund ad forureningen.

Der fulgte aldrig dokumentation med, det blev bare ’fastslået’, at det var jo helt umuligt.

Ingen tekniske problemer

Jeg begyndte at undersøge tingene og noget af det mest effektive var indsamling af eksempler på broer og tunneller, hvor man godt kan cykle. Det viste sig, at alt det man slet ikke kunne forestille sig i Danmark allerede var bygget i andre lande.

Dengang var vi heldige, hvis vi kunne få et klat blå maling til en cykelbane.

Blot et par eksempler:

Øresundsbroen er en bro i international standardhøjde på ca. 70 meter, og selv om danskerne ikke kunne forestille sig at cykle ’op’ på den, så har der altid været cykel/gangsti på Golden Gate Bridge i San Franciso. Hvis det kan fungere direkte ud mod Stillehavet, så burde det også kunne fungere i Øresund.

Der blev diskuteret mange forskellige løsninger for tunneldelen, men det nemmeste ville nok være at udvide den nødtunnel, der ligger mellem de to motorvejssport.

Det ville helt eliminere problemet med støj og forurening. Igen viste det sig, at man har en stribe af den type tunneller i fx Holland — fx Maas-tunnelen (video) — hvor der er en hel tunnel reserveret til cyklister.

Der var uendelige diskussion om stigningsgrader, trafiktal og tekniske løsninger. Hver gang viste det sig, at politikere og embedsmænd ikke havde lavet reelle undersøgelser, ikke havde reelle trafiktal eller bare formodede, at det ville være umuligt.

Reelt er der ingen tekniske problemer ved at bygge en cykelsti på en bro eller i en tunnel.

Viden var dyr før internettet

I dag kan man bare gå på nettet og se, hvordan ethvert vejkryds ser ud på den anden side af jorden. Man kan google sig til de tekniske tegninger og maile til eksperter i hele verden og få svar på få timer.

I 1992 var browseren ikke opfundet, og der blev kigget skævt til én, bare man foreslog at ringe til udlandet, fordi det var dyrt.

Men jeg ringede Europa tyndt og talte med Cyklistforbundets søsterforeninger i Østrig, Norge, Sverige, Holland, England, Tyskland og USA, og så fik jeg faxet tegninger og sendt brevpost med fotos af løsninger i hele verden.

Et af de mere overbevisende billeder kom fra et dansk ægtepar, som havde cyklet verden rundt — og de havde selvfølgelig fotograferet sig selv på Golden Gate Bridge. Det tog en evighed at få det hele stykket sammen.

Jeg drog selv afsted med et lille videokamera og optog billeder fra broer og tunneller i både Sverige og Holland/Belgien for at kunne overbevise politikerne.

Bagefter drog jeg afsted til det lokale medborgerhus for at stykke en video sammen og indtale speaks, selv om jeg ingen journalistisk erfaring havde. Vi var amatører, men vi knoklede på og lærte noget nyt undervejs.

Visualisering hjalp

Under hele processen blev vores pressemeddelelser ignoreret af pressen, reduceret til enspaltede noter — eller ophøjet til hånende omtale på side 2 i Ekstra Bladet.

Lige indtil den dag hvor vi fik en arkitekt til at visualisere, hvordan en cykelsti kunne se ud.

Pludselig fik vores arbejde langt større gennemslagskraft. Der lærte vi en vigtig lektie om mediekontakt.

Ellers prøvede vi alt muligt: Vi fik den tidligere Volvo-direktør Pehr Gyllenhammer til at støtte ideen.

Vi fik FDM til at foreslå, at bilisterne skulle betale regningen.

Og vi fik lavet meningsmålinger og uddelt postkort, da Den Nye Lillebæltsbro havde jubilæum.

Pressen som modspiller

For at finansiere det hele måtte vi gå tiggergang til svenske cyklistforbund og københavnske cykelhandlere, der gav en skærv.

Men hovedsageligt løb vi ind i nederlag efter nederlag. Trafikministeriet påstod, at det ville koste 300 millioner kroner, og det var først mange år senere, at nogle RUC-studerende fandt ud af, at embedsmændene reelt havde estimeret et prisspænd på 100-300 millioner kroner, men den lave pris blev fjernet højere oppe i systemet.

Ingen politikere turde stikke hovedet frem og tale for sagen

Politikerne var utroligt forsigtige — tenderende til usynlige.

Jeg nåede at komme med til en enkelt audiens hos Birte Weiss og Jytte Andersen i Folketinget, men ingen politikere turde stikke hovedet frem og tale for sagen. Den offentlige debat handlede kun om vandgennemstrømning og om man var for eller imod broen.

Set i bakspejlet var det en grundig lektion i, hvor svært det nogle gange er for græsrods-organisationer at spille op mod myndigheder og politikere. Der var ikke nogen sociale medier, hvor man kunne kickstarte en kampagne, og uden pressen som medspiller, var opgaven uoverkommelig.

Efter flere års kamp endte det som bekendt med, at Øresundsbroen blev anlagt uden cykelsti.

Fra aktivist til museumsgenstand

Derfor var det helt surrealistisk at se, at da man indviede Øresundsbroen var der 42.000 cyklister der tog turen ud på broen.

Jeg sprang turen over — og havde det i nogle år lidt svært ved at sidde og kigge ud af vinduet på det som manglede. Well — You can't win 'em all.

Siden hen er projektet dukket op igen med sære mellemrum. En svensk trafikforsker kom forbi og læste stort set alt det materiale jeg har i en stor, støvet papkasse i kælderen.

På et andet tidspunkt kom jeg forbi en udstilling på Københavns Museum, hvor noget af Cyklistforbundets materiale pludseligt dukkede op — inklusive et par klip fra arbejdet med cykelsti på Øresundsbroen.

Det ene øjeblik er man ung aktivist, det næste øjeblik er man en støvet museumsgenstand.

Tak til Krølle

Selv om jeg knoklede med idéen for næsten tre årtier siden, så byggede jeg egentlig videre på nogle principper fra Karl ’Krølle’ Poulsen, der var en ældre herre fra Herning-kanten, der hver sommer cyklede Europa tyndt.

Da debatten rasede om Storebæltsbroen introducerede han mottoet "Ingen broer til, fra og i Danmark uden cykelsti."

Det var det motto, og den grundidé, jeg byggede videre på sammen med en masse andre gode folk i Cyklistforbundet.

Og spørger du mig — så er visionen stadig rigtig.

Hvis man kigger på de mange cykelbroer der laves i København, på pendlercykelstierne og på cykelmedtagning i togene, så var det alt sammen ting, som vi arbejdede for i Cyklistforbundet i 70’erne, 80’erne og 90’erne. Dengang var vi heldige, hvis vi kunne få et klat blå maling til en cykelbane.

Men i dag er meget af det gennemført, og Danmark eksporterer stolt vores cykelviden til andre lande.

Jeg er helt overbevist om, at hvis Øresundsbroen skulle anlægges i dag, så ville den blive forsynet med cykelsti.

Så derfor en opfordring:

Det kunne være fantastisk, hvis nogen satte sig for at indhente det forsømte. Jeg ved, at man uden videre kan sætte en cykelsti på siden af broen, men om det kan lade sig gøre at skaffe plads i den allerede anlagte tunneldel fra Amager til Peberholm har jeg ikke indblik i.

Måske nogle visionære ingeniører, politikere og aktivister kan tage fat, hvor vi andre slap?

Tak fordi du læste artiklen til ende — vi håber, du kunne lide den.

 

Vi hopper lige til sagen: På Magasinet KBH følger vi tæt udviklingen af København. Intentionen er at give dig brugbare informationer, og gennem debat at bidrage til at skabe et bedre København.

Men der er mange omkostninger forbundet med at lave et digitalt magasin, og derfor har kun medlemmer pr. 7. juni 2019 adgang til langt størstedelen vores indhold.

Vi kan kun overleve med støtte fra vores læsere.

Hvis du har glæde af Magasinet KBH, så håber vi meget, at du vil blive medlem. Medlemskaber starter ved kun 29 kroner om måneden, men de gør hele forskellen for os, og giver adgang for dig.

Bliv medlem

PS. Som medlem slipper du også for at se flere af de her opfordringer til medlemskab, og alle reklamer forsvinder, hvis du vælger et plus-medlemskab.

Mest læste

kommentarer

relaterede
artikler

I foråret fik 'Enghavebroen' en politisk hensigtserklæring — men ingen penge. Nu ser den nye bro over havnen ud til at komme med til forhandlingerne om byens budget for 2022.

seneste
opinion

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling