pixel

"Arkitektonisk spændende" transformer-station skal sikre bedre luft

Både Nordhavn, krydstogtskibe og resten af København skal have gavn af ny transformer-station, som også skal indramme ny plads.

nordhavn transformerstation ny bydel krydstogtskibe

Mange af os går op i metro- og togstationer. Men der findes andre stationer, som er mindst lige så vigtige: Transformer-stationerne.

Stationerne — dem alle sammen — er en del af byens infrastruktur. Og man får ingen nye bydele eller indbyggere, uden først at sætte spaden i jorden og anlægge infrastrukturen.

Ørestad — der fik metro mens den mest var en græsplæne — er et kendt eksempel. Et nyere er Nordhavn.

Nordhavn gror allerede, men i fremtiden vil bydelen knopskyde videre nordpå fra Oceanvej og bag Oceankaj, hvor man i dag finder byens terminal for krydstogtskibe. Området vil komme til at rumme titusindvis af nye boliger og butikker, kulturinstitutioner og virksomheder.

Men de nye bebyggelser og boliger skal forsynes med strøm til deres køleskabe, elbiler og skærme. Og den skal en ny transformer-station stå klar med.

Stationen bliver således den første bygning i området — og den skal kunne mere, end den slags normalt kan.

En plads til kvarteret

Det er de to forsyningsselskaber Energinet og Radius der bygger stationen, som på sigt får kapacitet til at forsyne op til 80.000 husstande med strøm — ligesom de nærliggende krydstogtskibe skal have det.

Transformer-stationer har dog — historisk set — ofte været deciderede tårne, som stikker op af landskabet. I byerne har de mest været klodser, der lukker sig om sig selv.

Den nye station i Nordhavn har en målsætning om noget andet: Den skal bidrage til området med en ny, åben plads.

Torben Duus Pedersen, projektleder på byggeriet i Energinet, siger i forbindelse med byggestarten, at man har lagt vægt på at lave en bygning, som kan fungere godt sammen med det kommende boligkvarter. Og at bygningen skal på byde på noget arkitektonisk "spændende" og "åbne sig op overfor omgivelserne":

”Det sker for eksempel i form af en åben plads, som beboere og forbipasserende kan bruge til rekreativt ophold og fordybelse,” siger Pedersen. Og Frederik Dalgård Andersen, planlægningschef i Radius, er enig:

”Vi har haft en fælles ambition om at bygge en transformerstation, der tilfredsstiller hensyn til både forsyningssikkerhed, bæredygtighed og byliv.”

Om fremtidens lokale beboere vil sætte sig og tænke dybe tanker foran den aflukkede, murstens-dominerede transformer-station ved vi først om nogle år.   

Men arkitekterne, der skal realisere visionerne, er i hvert fald velkendte Henning Larsen Architects, der har tegnet en bygning i rødt tegl, som ifølge bagmændene selv "giver et varmt og indbydende skær" til den offentlige plads "til leg og fordybelse".

Nuancen er ikke helt ulig et andet af Henning Larsens byggerier i Nordhavn — nemlig Nordø og Porten, der stod færdigt i 2023.

Massiv luftforurening

Men hvis beboerne i fremtiden skal sidde på pladsen, nyde livet og trække vejret dybt, skal de gerne kunne gøre det uden at fylde lungerne med uvelkomne partikler.

Og det kan komme til at blive være svært, når omkring 350 — som det var tilfældet i 2019 — krydstogtskibe lægger til havn ved Oceankaj og Langelinie.

For når skibene har lagt til kaj, lader de deres dieselgeneratorer køre — ellers har de ikke elektricitet til at varme pools op, tænde lys eller lave mad på skibet.

Og når skibene i havnen undlader at slukke motoren, svarer det til at lade 2-3.000 personbiler køre lige udenfor naboernes vinduer — en lokal forurening, der vel at mærke kunne elimineres med grøn strøm.

Derfor har der siden 2020 været planer om at bygge fem nye strømanlæg i København, så de store skibe kan sætte stikkontakten i og i stedet få strøm fra land: To på Langelinie og tre på Oceankaj i Nordhavn.

Men der har været voldsomme bump på vejen. En af de store var da de indløbne bud på at bygge anlæggene var dobbelt så høje, som der var sat penge af til. Så den plan blev skrottet. 

Efter den mislykkede budrunde kom udviklingsselskabet By & Havn med en ny plan, hvor anlæggene etableres i etaper. Men selvom det begynder at gå den rigtige vej, er der stadig et godt stykke vej hjem. Kun 40 procent af den planlagte strøm vil være klar her i 2025. 

Transformerstationen i Nordhavn skal efter planen stå klar sidst i 2027, så den kan sende strøm til de anlæg ved vandet, som skibene kan slutte sig til.

Dog er der stadig ugler i mosen. Eller rettere giganter i farvandet. For på nuværende tidspunkt er det ifølge By & Havn kun cirka 40 procent af krydstogtskibene, der lægger til i havnene, der er indrettet til at kunne tage imod landstrøm. Men tallet forventes at vokse.

Op mod 40 procent af energiforbruget i krydstogtskibene sker ifølge miljøorganisationen Nabu, mens de ligger i havn. Så transformer-stationen i Nordhavn vil potentielt spille en vigtig rolle for fremtidens luftforurening i København. 

Indtil da kan man nyde udsigten fra Cruise Terminalens udsigtstårn på Oceankaj. 

Skuer man udover vandet, vil krydstogtskibene være på vej. Ser man ind over det indtil videre øde landområde, vil man kunne følge et bykvarter, der vil vokse sig stort i løbet af de næste 20-40 år. Rundt om en transformerstation.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

Rasmus Sonne 1

Er der noget til hinder for at man kan lave noget publikumsvenligt i stueetagen?

Jeg er med på at skæret fra murstenene kan være fine nok i solskin, men den plads bliver da super gold, hvis den bare er flankeret af mure?
Soeren.chr.jensen_1735
"skal efter planen være færdig i 2027" - sæt det hellere til uvis tid. Ovre hos jeg er den måde, I planlægger på og gennemfører - hvis I gennemfører det besluttede. Det er en skandale, at tranformerstationer ved krydstogtkajerne ikke for længst er opført - men der kom et eller andet i vejen. Københavnere må være utrolig tålmodige mennesker at de finder sig i den mangel på kompetence, der tilsyneladende er i de besluttende organer.

relaterede
artikler

relaterede
visioner

læservision
Nordhavn
Kan et fiskemarked være med til at give Nordhavn lidt tiltrængt identitet og en stærkere kobling til det vand, der omgiver byens nye boligområde?
læservision
Nordhavn
Nordhavn skal have et nyt vartegn. En gigantisk figur i træ af en trind Bademester, der kan skubbes i vandet ved en fælles indsats.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling