pixel

Kontorbyggeri i grønt og guld finder vej til Nordhavn

Ny bygning i det nye Nordhavns march mod nord vil blive holdt i "naturfarver" — og skal invitere lokallivet indenfor i en café i stueetagen.

Nordhavn PensionDanmark kontorbygning

En ny park, et større boligområde og nye kontorbygninger.

Nordhavn er i rivende udvikling, og byggekranerne når næppe at få en pause, før det næste byggeri i ekspansionen mod nord er annonceret.

Denne gang er det et nyt kontorhus på lidt over 16.000 kvadratmeter, der skal opføres. Det er pensionskæmpen PensionDanmark, som har "vundet" By & Havns udbud af grunden, oplyste parterne i en meddelelse kort før jul.

Vi befinder os på Sundkrogsgade, der fra tæt på Nordhavn metrostation slanger sig ud mod Orientkaj og videre nordpå mod de stadigt rå dele af Nordhavn.

Området er gået fra at være et industrikvarter til at huse flere hoteller og kontorbygninger de seneste år. Og nu kommer der altså endnu et kontorhus.

Den nye bygning skal dog ikke kun have plads til mødelokaler, storrumskontorer og tekøkkener.

Stueetagen skal — ifølge planerne — være udadvendt med mulighed for café og butik ud mod Sundkrogsgade, som kan hive folk indenfor både i og udenfor arbejdstid.

En bygning holdt i naturfarver

Det er Danielsen Arkitekter, som har tegnet stregerne til det nye kontorhus.

Og her har man valgt at lave et byggeri, der ifølge arkitekterne selv er "organiseret som en klassisk karré" med et atrium i midten, der skal sikre, at der bliver lukket lys ind i lokalerne fra begge sider af bygningen — som fra et klassisk gårdrum.

Måske har arkitekterne ladet sig inspirere af området med så meget vand i nærheden — for man har valgt både naturfarver og naturmaterialer til at beklæde byggeriet.

Facaden bliver domineret af blanke, glaserede tegl i mørkegrønne farver og af overflader med varme træelementer — og får "detaljer i guld-nuancer".

Bygningen vil få store vinduer, og tekstur får den fra et stramt, gennemgående gridmotiv, der dominerer hele facaden.

På toppen vil der være en tilbagetrukket etage, hvorfra man vil kunne gå ud på tagterrasser med udsigt til by, havn og vand.

Omkring bygningen er det planen at skabe små grønne zoner, der skal ”åbne huset mod byen og skabe et levende møde mellem brugere, beboere og byrum,” lyder det fra arkitekterne.

Boliger i øst og kontorer i vest

Nordhavn er godt i gang med at brede sig videre nordpå, efter udbygningen af Århusgadekvarteret nu næsten er afsluttet — en udbygning der startede i 2013.

Ved siden af byggepladsen for det kommende kontorhus finder man 'Svanemølleholm Øst' — et nyt, lille boligkvarter ikke langt fra både Århusgadekvarteret og Svanemølleværket.

Her er man endnu ikke gået i gang, men som Magasinet KBH tidligere har beskrevet, så er 38.000 m2 nye boliger på vej — vendt ud mod Nordhavns indre bassin, Skudehavnen. Senest er der fremlagt planer om 104 nye almene boliger på stedet.

Derimod vil den vestlige del — som den nye, grønne kontorbygning bliver en del af — primært bestå af kontorbyggerier.

I slutningen af 2024 rykkede Nykredit og AP Pension ind i deres nyopførte hovedsæder på Svanemølleholm Vest, og også advokatfirmaet Bruun og Hjejle er ved at få bygget et 14.000 kvadratmeter domicil.

Nordhavn får grønne naturområder

Det er dog ikke kun bygninger, der er på programmet for den store transformation af områderne lige nord for Årshusgadeskvarteret. Her skal også være en park.

Lige syd for Nykredit og AP Pensions kontorbygninger er ’Kranparken’ godt på vej til verden.

Første spadestik blev taget i februar og planen er, at det grønne byrum skal blive en smule mindre end en fodboldbane. Parken vil få en stor, åben græsplæne og bliver anlagt i en halvcirkel omgivet af træer, som skal afskærme parken fra trafikken på Sundkrogsgade.

Og så er der endnu større planer for kvarteret Levantkaj, der er hæftet på det område, der altså har fået navnet Svanemølleholm.

Her skal der skabes et samlet bolig- og erhvervsområde med plads til op mod 12.000 mennesker — tre gange flere end der bor i Århusgadekvarteret i dag.

Lokalplansprocessen er i fuld gang og vil formentlig være færdig i midten af næste år. Herefter kan man rykke videre til grundsalg og byggestart.

Med opstart af Svanemølleholm Øst og det inderste af Levantkaj vil det nye Nordhavn for alvor rykke videre mod nord, og Levantkaj får sin helt egen metrostation — et arbejde der starter til næste år.

Planen var oprindeligt, at Levantkaj skulle deles op i to øer — med én kanal, der adskiller Levantkaj fra resten af Nordhavn, og en anden kanal, der deler den i to.

Men det har det kommunalt ejede By & Havn i november foreslået at lave om på ved at sløjfe den ene kanal, der i stedet kan erstattes af et grønt område.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

læservision
Nordhavn
Kan et fiskemarked være med til at give Nordhavn lidt tiltrængt identitet og en stærkere kobling til det vand, der omgiver byens nye boligområde?
læservision
Nordhavn
Nordhavn skal have et nyt vartegn. En gigantisk figur i træ af en trind Bademester, der kan skubbes i vandet ved en fælles indsats.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling