Nej, billigere parkering i Ørestad og Nordhavn er ikke mulig
Københavns Kommune kan ikke tvinge billigere parkering igennem i Nordhavn og Ørestad, hvor beboerne betaler 8 gange mere end i resten af byen.
På Københavns Rådhus udspiller sig en principiel politisk strid, der rækker langt ud over de nye bydele Ørestad og Nordhavn.
Kernen i debatten er spørgsmålet:
Skal parkering i byens udviklingsområder primært drives som en forretning — eller betragtes som en offentlig service på linje med resten af byen?
De Konservative og Venstre mener det sidste og har forsøgt at nedsætte de højere parkeringspriser, som beboerne i Ørestad og Nordhavn skal betale.
De to partier ser gerne, at Københavns Kommune i kraft af sit 95% ejerskab af By & Havn bringer parkeringspriserne i de to bydele ned på samme niveau som resten af byen.
Og derfor har de været primus motor bag, at rådhusets embedsværk kiggede nærmere på, hvordan dét kunne gøres..
Den juridiske barriere
Nu er Økonomiforvaltningen så klar med et svar — og det ligner en svær parkeringsmanøvre for V og K.
Partiernes første forslag, der landede i juni, handlede om at få By & Havn til at sænke priserne i deres parkeringsanlæg, så de "nærmede sig" den billigere beboerlicens, man kender fra resten af byen.
I de nye bydele får beboerne ikke en traditionel beboerlicens til offentlig vej, men skal i stedet købe abonnementer til anlæg drevet af private aktører eller By & Havn. Og prisforskellen er dramatisk.
Et månedligt abonnement i et By & Havn-anlæg koster typisk omkring 1.200 kroner.
Til sammenligning koster en tilsvarende beboerlicens for en nogenlunde miljøvenlig benzinbil på Østerbro cirka 1.800 kroner ... om året.
P-udgiften for beboere i Ørestad er altså omkring 8 gange højere end den er, hvis man parkerer nær sin bolig i et brokvarter.
Men man støder på et lovmæssigt bump, hvis man vil ændre på dét, fastslår Økonomiforvaltningen.
By & Havn er nemlig sat i verden for at udvikle deres områder på et "forretningsmæssigt grundlag", og priserne for parkering er en del af en større forretningsstrategi, der skal tage højde for bl.a. konkurrence og det antal P-pladser, som Borgerrepræsentatonen beslutter, at områderne skal have.
Med andre ord: By & Havns formål er at tjene penge til betaling af udvikling af byens infrastruktur og er fastsat ved lov.
Derfor kan politikerne på rådhuset ikke tvinge By & Havn til at udleje parkering til discountpris, da det vil stride mod selskabets lovbestemte formål.
Kommunen kan dog opfordre sine bestyrelsesmedlemmer i By & Havn til at "arbejde for" en prisnedsættelse, uddyber forvaltningen.
Men opgaven for den samlede bestyrelse i By & Havn er i sidste ende at vurdere, om det giver forretningsmæssig mening at slå hul i kassen for at gøre parkering billigere.
Og det kan måske være svært at ræssonere sig frem til at svare 'ja' til dét spørgsmål.
Ikke en kommunal opgave
Her i september fulgte K og V så op med et andet forslag, der var mere radikalt — et forslag hvis nærmere undersøgelse var støttet af både Socialdemokratiet og SF.
Radikale, Enhedslisten, Alternativet og Liberal Alliance stemte imod.
Hvis man ikke kan bestemme over By & Havn, så kan man jo overtage deres parkeringsaktiviteter, så man selv kan sætte reglerne.
Opfordringen lød derfor nu, at man udskiller parkering fra By & Havn, så man kan bringe parkeringspriserne ned på linje med resten af København.
Også her lød svaret fra embedsværket dog, at det ikke er så ligetil.
Denne gang tog Økonomiforvaltningen sin sædvanlige juridske partner, advokatfirmaet Horten, med på råd.
Og herfra lyder det ganske klart:
"Det er ikke en kommunal opgave at tilvebringe parkeringspladser" — medmindre det er "nødvendigt" på grund af færdselsmæssige forhold.
Kommunens opgave er i stedet at sikre, at de private bygherrer etablerer det antal P-pladser, som kommunens politikere via den såkaldte parkeringsnorm beslutter, at der skal være.
I den nye udviklingsområder er denne pligt blot dækket ved, at By & Havn varetager opgaven.
Desuden er det ifølge Horten ikke en "lovlig kommunal interesse" at sænke borgernes parkeringsudgifter, hvis formålet alene er at sænke priserne.
Prisen på parkering var kendt, da beboerne valgte at acceptere salgs- eller lejepriserne på deres bolig — og en kommunal prisnedsættelse vil være en beguntigelse af enkeltpersoner, hvilket er ulovligt.
V og K's — og måske altså også A og F's — drøm om billigere parkering ved kommunal overtagelse ser altså ud til at strande på lovgivningen.
Paradokset i P-husene
Debatten om parkering i udviklingsområderne handler dog ikke kun om penge — den handler også om byplanlægning.
Tidligere tal har vist, at adskillige P-huse i Ørestad står ret tomme.
Selvom de højere priser formentlig afskrækker nogle bilister, spiller nærheden til metrolinjen også en stor rolle — og generelt har spørgsmålet om nødvendigheden af det høje antal P-pladser fyldt meget i planlægningen af de nye bydele.
Et politisk flertal besluttede i 2020, at man fremover skulle kunne se helt bort fra kravene om at etablere nye P-pladser i områder med god offentlig transport.
I den seneste kommuneplan ændrede man dog igen på dén regel, så man nu kun kan nedsætte kravet til antallet af nye P-pladser i disse områder med 20%.
Og uenighederne manifesterer sig løbende — som da et flertal for nylig modsatte sig By & Havns ønske om at ændre et planlagt P-hus i Ørestad Syd til boliger.
Men hvis man politisk nu vil nedsætte priserne i de samme P-huse, er eneste mulighed altså, at man overbeviser resten af By & Havns bestyrelse om, at det giver forretningsmæssig mening.
En eventuel indsats i dén afdeling kan dog nå at blive overhalet indenom af et andet politisk ønske om at erstatte By & Havn af en ny model.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!

Helt korrekt Simon Gray...
Parkeringspriserne skal harmoniseres, det er jo helt til månen med priserne for beboerlicenser, hvorfor koster en licens ikke det samme for alle borgere, det har ikke nogen betydning hvilket brændstof køretøjet bruger, det fylder en plads. Altså højere priser på de billigste beboerlicenser. By & Havn må så justere prisen i parkeringsanlæggene ned så de får en fornuftig forretning, der er ingen indtægter på de tomme pladser.Det er utroligt at noget totalt ligegyldigt juridisk fnidder skal determinere udfaldet af parkeringspolitikken i Københavns Kommune.
Kommunen må åbenbart *ikke* stå for parkeringen i de nye områder, selvom den godt må står for gadeparkeringen i brokvartererne...? Men den må godt alligevel så længe den gør det igennem det kommunalt ejede selskab, By & Havn...? Hvordan giver noget af det overhovedet mening?
Partierne der netop har konstitueret sig burde sætte sig ned sammen og lægge en langsigtet strategi for at harmonisere priserne på parkering i hele kommunen. Beboerlicensen skal (meget) højere op så og prisen på parkeringshusene i yderområderne skal længere ned, så flere af de langtidsparkerede biler, der optager gadeparkeringen i brokvartererne, rykker ud af bymidten og ud i periferien.
Og det er forøvrigt også fjollet at snakke om prisen i P-husene i Ørestad, som om det er markedsprisen, når nu for det første at 1) al parkeringen er stillet til rådighed af By & Havn og 2) de tydeligvis aldrig når nogen form for markeds-clearing-pris hvis belægningen er lige så lav som Magasinet KBH skriver. Prisen er jo netop sat for lavt s´å."Prisen er jo netop sat for *højt s´å." skulle der have stået.
(hvorfor kan man egentlig ikke redigere sin kommentar?)