pixel

Der er liv hvor metroen vender

2720 Hverdagskøbenhavn – Vanløse har fået sin egen hyldestbog. Dyrk det lokale, opfordrer den.

kbh magasin

Fakta

’Bogen om Vanløse’

En bog af Nanna Westerby med fotos af Barbara M. Lütken.

Koster 50 kroner for 120 sider. Kan købes i lokalbutikker i Vanløse, blandt andet på Den gyldne Okse og Café Phister på Jernbane Allé.

Trykt i 1.500 eksemplarer med støtte fra Vanløse Lokaludvalg og Realmæglerne Vanløse.

Susanne Louw, som også er en aktiv sjæl i Vanløse, har lavet interviews til bogen med lokale kendisser som skuespiller David Owe og livsstilsekspert Christine Feldthaus.

Derudover har mange Vanløseborgerne selv indsendt deres tips om bydelen til bogen.

Nanna Westerby
Fakta

Nanna Westerby

Født 1984. Forfatter, politiker og publikationschef i Tænketanken Cevea.

Sad i Folketinget for SF fra 2007-2011. Skiftede i 2013 til Socialdemokraterne.

Opvokset i Vanløse. Flyttede tilbage i 2011 fra en lille andelslejlighed på Østerbro med brusekabine i soveværelset og uden gård.

Bor nu i et rækkehus på Jydeholmen lige over for DøgnNetto sammen med sin mand, politiker og tidligere skatteminister Thor Möger Pedersen.

Mens byens brokvarterer konstant boltrer sig i nye tilbud, fra grøntsager på taget til bas under buen, så putter landsbyerne sig i Københavns yderområder. For enden af metroen lever beboerne i Københavns mindste bydel og ældste landsby, Vanløse, i ro og mag fra byens puls. Nogen kalder det Udkantskøbenhavn, selv kalder de det Hverdagskøbenhavn.

Her må du hoppe på metroen indad for at finde en hipster-café med stenalderbrød og skyr serveret i syltetøjsglas på træskærebræt og et vippende fortorvsbord. Og her er forfatteren og politikeren Nanna Westerby født og opvokset. I 2011 flyttede hun tilbage til barndomsbydelen, og nu har hun udgivet en hyldestbog til Vanløse, hvori hun opfordrer alle københavnere til at dyrke lokalmiljøet og værne om landsbyværdierne, så vi ikke får soveforstæder:

»København handler ikke kun om hipster-stederne« fortæller den højgravide socialdemokrat, da magKBH møder hende på restauranten Den gyldne Okse ved Vanløse Station.

»København er i lige så høj grad alle yderområderne med dertilhørende liv og kultur, som man også skal huske at pleje. Det er fedt at kunne tage til Distortion inde i byen, men de fleste københavnere lever i helt almindelige boligkvarterer. Vi får ikke noget forærende et sted som Vanløse, det vælter ikke ind med folk, så vi er nødt til selv at skabe noget. Der er ikke så meget ”hipster” her. What you see is what you get

bogen_om_vanloese_2.jpg

Brug også det lokale

Den gyldne Okse lever op til sit navn med et gigantisk oksehoved på væggen. Restauranten har hvide duge og hvide foldede stofservietter på bordene, lysekroner i loftet og et mønstret guld-brunt tapet med romantiske malerier i guldrammer. Dagens ret står på svinekæber, stegt ål, og ”hvis torvet tillader det helstegte rødspætter”. What you see is what you get.

Uden for Den gyldne Okse er Vanløse en blandet landhandel af etageejendomme, herskabelige villaer, parcelhuse, industrivirksomheder, værksteder og flere tomme grunde. Engang kunne man spadsere langs marker hele vejen fra Vanløse til Jagtvejen på Nørrebro, men så blev markerne og bondegårdene lavet om til villakvarterer, og overalt i København var forvandlingen underlagt strenge regler om udseende og karakter – men ikke i Vanløse, som derfor stadig i dag fremstår en smule provinsiel og tilfældig.

»På godt og ondt har vi levet et stille liv i udkanten af København. Desto flere tilbud der kommer i København, desto mere skal man tænke på at bruge det lokale – og det tror jeg, er en udfordring for hele København. Et restaurantbesøg er hurtigt overstået, men der skal også være liv og fællesskab, der hvor du bor,« forklarer Nanna Westerby om behovet for en bog som 'Bogen om Vanløse'.

På siderne åbner hun op for bydelen, dens skønheder og uskønheder, og deler landsbyhemmelighederne. Og noget tyder på, hun ikke er alene med lokalpatriotismen. Siden bogen udkom, er den blevet revet væk fra hylderne i grønthandleren og Brugsen.

bogen_om_vanloese_4.jpg

Københavns Klondike

Da Nanna ankommer til Den gyldne Okse liver personalet straks op og spørger, om hun kunne tænke sig en hjemmelavet cookie, henter stempelkandekaffe og peger så på forfatterens struttende mave: ”Nu er den da vist faldet helt ned”.

»På Den gyldne okse kan man komme og få ordentlig mad lavet fra bunden – en fantastisk god frokost med hjemmelavet dansk smørrebrød eller aftensmad. Man kan finde en usnobbet og afslappet landsbystemning, som præger hele bydelen. Folk hilser på hinanden på gaden. Der bliver holdt vejfester eller fastelavn på alle villaveje med respekt for sig selv. Fællesskabet og mangfoldigheden er vigtige ting i Vanløse,« siger hun.

»Det kulturelle fyrtårn i Vanløse er kulturhuset, som ligger ved stationen. Der er koncerter, engagerede folk og meget mere. Men Skjulhøj Allé, som ligger ved Kirkebjerg Allé, er Vanløses sjoveste sted og også ét af mine yndlingssteder. Modsat mange andre kvarterer i København har Rådhuset altid været en lille smule ligeglad med Vanløse, fordi vi ligger forholdsvist langt ude af byen. Derfor har Vanløse fået lov til at udvikle sig selv, og folk har fået lov til at bygge, hvad de har lyst til. Det kan man se på Skjulhøj Allé, som er en blanding af industri, småhåndværk, kulturliv og boliger. Her finder man et gammel maskinværksted, et cirkus i et trykkeri med venstrefløjsrebeller og tomater på taget, et galleri, musikstudier, bordeller, en bondage/SM-skole og et Hare Krishna-tempel. Det er typisk Vanløse, sådan lidt Wild West – nogle kalder det Københavns Klondike.«

bogen_om_vanloese_3.jpg

Grønt – og lidt tomt ...

»Damhussøen og Damhusengen er dejlige områder. Siden jernbanen kom til København, og Vanløse blev en forstad, er folk flyttet ud af brokvartererne og ind til Vanløse på grund af vores grønne områder. Det har været tiltrækningskraften i generationer. Bydelens historie er knyttet til Damhussøen,« fortæller Nanna Westerby.

»Desværre er Vanløse røget i kløerne på en ejendomsspekulant. Han har bygget kulturhuset, opkøbt grunden bag stationen, den gamle SuperBrugsen-grund og mange flere. Efter krisen kom han i økonomiske problemer, så nu trækker byggerierne ud. Man er i gang med at bygge et storcenter lige over for stationen, men grunden har ligget tom i årevis og kommer til at forblive tom flere år frem. Det er det første, man møder, når man ankommer til Vanløse – en stor tom byggegrund omringet af et hvidt hegn. Og man lader det bare stå og forfalde i stedet for at lave for eksempel grønne områder. De tomme grunde er den altoverskyggende udfordring for bydelen.«

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens liv

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling