pixel

Bro over kanalen bliver permanent

Den skulle kun have været midlertidig — men som alle andre, nyere broer i København blev den mere populær, end man havde regnet med.

Gang- og cykelbroer er blevet en stor ting i København de seneste 15 års tid. Selv broer, som de færreste tænkte på var nødvendige, ender med at blive store succeser.

Dét gælder også for en ganske lille en af slagsen på kun omkring 30 meters længde, som på grund af sin succes nu ender med at få en fast plads i landets hovedstad.

For enden af Frederiksholms Kanal — der hvor Blox i dag har lagt sig til rette — har i mange år ligget 'Bryghusbroen'.

Det lyder måske idyllisk — tænk tykke mænd i hvide forklæder der rører rundt i træfade med hvedeøl med en lille bro over en å i baggrunden.

Men idyllisk er virkeligheden på vejen 'Christians Brygge' ikke.

Vejen har også et gult skilt med prædikatet O2 siddende på sig — indikerende at den formelt er en 'ringvej', selv om den pløjer sig lige igennem det inderste af København.

Her kører rigtig mange biler, og de passerer alle hen over Bryghusbroen, der knytter øst- og vestsiden af Frederiksholms Kanal sammen.

Under opførelsen af netop Blox måtte bilerne dog finde alternative ruter, da Bryghusbroen var helt lukket af, mens byggearbejdet stod på. Broen ligger i dag klods op ad Blox, der er bygget henover Christians Brygge, og det var umuligt at holde vej og bro åbne, mens der blev gravet og bygget her tæt ved Slotsholmens hjørne.

Lille løsning

Lukningen af Bryghusbroen betød dog problemer for alle de gående, der nu i stedet skulle en tur over Prinsens Bro længere nede af Frederiksholms Kanal, hvis de ville krydse vandet — on omvej på mere end 500 meter. I en periode var Prinsens Bro faktisk også lukket grundet renovation, og så skulle man helt ned til Marmorbroen ved Christiansborg for at komme over vandet.

Derfor fik Realdania — der er bygherre på Blox — lov til at opføre en gangbro, der skulle løse problemet for alle de gående i området.

I 2016 fik Frederiksholms Kanal således en ny, lille bro kun 50 meter fra Bryghusbroen — men løsningen var kun midlertidig, indtil Bryghusbroen blev åbnet igen.

To år senere stod Blox færdig, men Realdania fik en ny dispensation fra den gældende lokalplan for området, så broen kunne få lov at blive liggende til 2021, mens byen — forhåbentlig — tog det nye bygningsværk Blox til sig.

50.000 om måneden

Et kig på kalenderen afslører, at 2021 er både kommet og gået, men broen ligger der stadig. Og det bliver den nu formentlig ved med.

Realdania oplyser, at broen benyttes af op mod 50.000 fodgængere om måneden — mere end 1.500 om dagen — blandt andet af børn der bruger den til at komme mellem legepladserne ved henholdsvis Blox og på Søren Kierkegaards Plads.

Broen er strengt taget ikke nødvendig længere, nu hvor Bryghusbroen er genåbnet. Men den tilbyder et langt mere roligt og — ja — idyllisk alternativ til at gå ved siden af de mange biler på Ringvej 2, når man skal over den lille kanal.

Og derfor har politikerne i Københavns Kommune ved et møde netop valgt at imødekomme et ønske fra Realdania om, at broen nu gøres permanent.

Broen har (endnu) ikke noget navn, og den har naturligvis ikke samme betydning for byens trafik som Inderhavnsbroen eller dens nabo Lille Langebro. Men den har skabt en ny forbindelse over vand, som er blevet populær — og som også bidrager til at skabe noget byliv, hvor broen går i land.

Københavns Kommune har altså nu sagt god for, at den lille ny får lov at blive — men det er endnu ikke 100% sikkert, at den gør det. Én ting er politisk godkendelse, men noget andet er fredningen af alle de københavnske kanaler og Trafikstyrelsen, der skal give tilladelse til at bygge faste anlæg over vand i København.

Realdania må nu afvente to tommelfingre op fra henholdsvis Fredningsnævnet og Trafikstyrelsen, før broen med sikkerhed kan finde sig til rette.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

mk_1656

Den lille bro er rigtig fin og benyttes af mange gående og cyklister, men scenariet er nok ikke tænkt helt igennem, for hvordan kommer de store skibe i Frederiksholms Kanal ud i havneløbet, hvis de skal sejle eller på værft eller har brug for et hjælpefartøj ved kajen?

Der er meget lav frihøjde under den lille bro og den er fast - dvs den kan ikke åbnes på nogen måde som Bryghusbroen kan. Skal der i fald den lille bro bliver permanent fortsat bekostes regelmæssige servicetjek og vedligehold af Bryghusbroens broklap?

Mvh Morten Kjelstrup
Karen Melchior mk_1656
God pointe, håber man så nogenlunde nemt kan flytte broen.
Karen Melchior
Forhåbentligt får den lov til at blive rigtig permanent. Den er en god og praktisk bro selvom den ikke er prangende. Bryggebroen undrer BLOX er ikke rar for gående at komme igennem, måske også lidt af en fejltankning at man troede alle ville gå langs vandet eller havde man ikke overvejet hvor mørket der ville blive under huset?

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Indre By
København er en hård by med få træer, mente arkitekten bag Blox. Hun har en vision om, at der skal vokse '1.000 træer' ved siden af den udskældte bygning.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling