pixel

Cykelslangen er en charmer

Missing link: Ny cykelbro langs Fisketorvet binder byen sammen med praktik, æstetik og køreglæde.

kbh magasin

Løftet seks meter op i luften sætter den knaldorange cykelsti kurs direkte ud over havnebassinet. Straks svinger den tilbage mod land, kun for at slå et nyt slag hen over vandet og lande på den modsatte kaj, et par hundrede meter fra hvor vi startede. Cykelslangen er muligvis bare en praktisk trafikrampe, men den blødt bugtende bro er også et af de skæggeste steder at cykle i København.

Det lille stykke mellem Dybbølsbro og Havneholmen plejede ellers at være et af de værste i byen på to hjul. Størstedelen af de 12.500 daglige cykelpendlere over Bryggebroen, der forbinder Vesterbro og Islands Brygge, måtte ud på en bøvlet omvej eller slæbe jernhesten op af stejle trapper i konstant kollisionsrisiko med fodgængere.

Men med et trylleslag er kaos og besvær erstattet med køreglæde og god havneudsigt. Også for fodgængerne, der ikke bare slipper for at blive kørt ned, men nu rent faktisk kan opholde sig i det mere rolige kajområde, efter at cyklisterne er sendt op på højbanen.

140629_magkbh_cykelslangen_fotobentl_0025e__.jpg140629_magkbh_cykelslangen_fotobentl_0010b_.jpg

Selvlysende stålslange

Den eleverede cykeltur forbi førstesalene på shoppingcentret Fisketorvet, Hotel Copenhagen Island og kontorhuset Atrium er designet af Dissing+Weitling Architecture – ligesom Bryggebroen. Som den bløde trafiks broeksperter er de også kendt for Åbuen over Åboulevarden. Og har såmænd også tegnet Storebæltsbroen. Men med Cykelslangen har de skabt Danmarks første broforbindelse udelukkende for cyklister.

Den slanke stålslange med de orange kurver støtter på piller, der med 17 meters mellemrum er plantet skiftevis på kajen og i havnebassinet. De fire meter i bredden er indrettet med én cykelbane i hver retning, der falder (eller stiger) seks højdemeter på de 230 længdemeter mellem indkørslerne ved Fisketorvets forplads og Aller-huset.

Cykelslangens elegante kontrast til Kalvebod Brygges firkantede blokke, som den bugter sig ind i mellem, forstærkes efter mørkets frembrud, når de indbyggede lamper i det gelænder-lignende rækværk tændes. Belysningsmetoden, som den også kendes fra Bryggebroen, får Cykelslangen til at ligne et selvlysende svirp i luften.

140629_magkbh_cykelslangen_fotobentl_0032f_.jpg140629_magkbh_cykelslangen_fotobentl_0037h_.jpg

Én klaret, fire tilbage

Cykelslangen charmerer sig straks ind, og med både brugeroplevelsen og æstetikken i top er det nærmest allerede glemt og tilgivet, at the missing link mellem Vesterbro og Amager åbner stærkt forsinket. Ligesom alle andre broprojekter i København.

Tidsplanens oprindelige mål var slutningen af 2012, men med en punktering på halvandet år er Cykelslangen såmænd stadig mere punktlig end både Cirkelbroen, Inderhavnsbroen, Trangravsbroen og Proviantbroen, der alle ender med at komme mindst to år for sent.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling