'Dark design' skal holde hjemløse fra Hovedbanegården

Man lægger ikke mærke til det, hvis man ikke ved det. Alle de små ændringer på Københavns Hovedbanegård, der har gjort det sværere for hjemløse at slå sig ned.

»Hvis du kigger hele vejen hen ad væggen dér, kan du se, at næsten alle bænke er blevet fjernet,« siger Daniel Høybye, der er tidligere hjemløs.

Vi møder ham under uret i banegårdshallen, hvor han forklarer, at bænkene langsomt er forsvundet over tid. 

»Og de har sat armlæn på resten, så du ikke kan ligge ned og sove,« tilføjer han.

​Det er blot ét eksempel på såkaldt hjemløsefjendtligt design — også døbt 'dark design'.

Ole B. Jensen er professor ved Institut for Arkitektur og Medieteknologi på Aalborg Universitet og forsker i dark design. Han forklarer, hvordan det skaber en afvisende atmosfære, der bidrager til, at socialt udsatte føler sig mindre velkomne i byens rum. Det betyder, at de udsatte ikke længere kan bruge de steder, hvor de plejer at søge ly og læ.

Den afvisende atmosfære er noget Daniel Høybye kan nikke genkendende til. Han nævner betalingstoilettet på Hovedbanegården som et andet eksempel:

»De har lukket det gratis toilet nede i kælderen, hvor vi også havde mulighed for at få et bad i gamle dage. På det nye toilet skal man betale 5 kroner for at komme ind og man kan ikke betale med kontanter.« Han forklarer, at de færreste hjemløse har et dankort.

DSB fortsætter

I dag har Daniel Høybye et hjem, men han hænger stadig ud med sine venner på gaden og har fingeren på pulsen i miljøet omkring Københavns Hovedbanegård. Han ser det som sit lod i livet at tale de hjemløses sag:

»Dark design har skubbet de udsatte længere og længere ud. Hvis du kunne ligge inde på Hovedbanegården, hvor der er vagter og overvågning, ville der være mere tryghed. Nede på langperronerne, hvor mange rykker ud og sover, ved du ikke, hvad der sker. Der er folk, der stjæler, og du kan blive overfaldet,« siger han.

Selvom Københavns Kommune i maj 2020 besluttede at rydde byen for hjemløsefjendtligt design, har det indtil videre ikke haft den store betydning for DSB’s stationer.

I Norge har man til gengæld fundet en måde at inkludere på.

Her har debatten om dark design ført til, at de værste eksempler er blevet fjernet fra stationerne, og på Oslo Sentralstasjon hjælper organisationen Kirkens Bymisjon de socialt udsatte fra et kontor i stationsbygningen.

Armlæn midt på bænken er ikke kun til for, at man kan hvile sine arme. De gør det også umuligt at ligge på bænken. Fotograf:  Pia Justesen

Hovedbanegården har betalingstoiletter, hvor man kun kan betale med kort. Fotograf:  Pia Justesen

»Det virker«

​DSB har tidligere kunnet bryste sig af lignende samarbejder med hjemløseorganisationer og Københavns Kommune.

I 2009 blev DSB endda indstillet til en CSR-pris (Corporate Social Responsibility) for sit arbejde med hjemløse og stofbrugere på Hovedbanegården. Men det ligger 12 år tilbage i tiden.

»I dag er der mere dark design på Hovedbanegården,« siger Pedro Casado Michael, områdechef for hjemløseenheden i Københavns Kommune.

Han nævner højtalere med meget høj musik, færre bænke og private vagtværn, der jager hjemløse væk.

DSB’s chef for stationsservice Jørgen Dyrendal Rasmussen lægger ikke skjul på, at DSB har indført en række tiltag for at forhindre langvarigt ophold:​

»Vi har indført høj musik og lavet bænkene om, så man kan hvile sig, men ikke ligge ned og sove. Det virker.«​

Jørgen Dyrendal Rasmussen forklarer, at DSB overordnet har til formål at transportere og servicere kunder i tog og på stationer.

Han beskriver dilemmaet, at DSB på den ene side gerne vil vise samfundssind, men på den anden side ikke ser det som sin opgave at tage sig af hjemløse, psykisk syge og stofbrugere, der bruger Hovedbanegården som opholdssted:​

»Det er alt for stor en ulempe for vores primære brugere og kunder. Mange synes ikke det er rart, at den type mennesker opholder sig på Hovedbanen i længere perioder eller sover der om natten.«

Ifølge Daniel Høybye, der er tidligere hjemløs, var der på et tidspunkt støbt pigge på hele arealet under trappen. I dag er der dog kun et lille område med pigge tilbage på en af perronerne. Fotograf:  Jenny Høilund

Moralsk ansvar

Ifølge DSB samarbejder man stadig med de organisationer og kommunale instanser, der hjælper hjemløse og udsatte på Hovedbanegården.

Københavns Kommune har ikke helt samme opfattelse.

Områdechef Pedro Casado Michael beskriver, hvordan hjemløseenheden tidligere havde et meget tættere samarbejde med stationsforstanderen på Hovedbanegården, bl.a. med møder hvert kvartal, mens der i dag ikke er noget formelt samarbejde med DSB.

Bo Heide-Jochimsen er daglig leder af Projekt Udenfor, der arbejder med de mest udsatte hjemløse på gaden. Han har beskæftiget sig med hjemløshed i 15 år og mener, at DSB som statsejet virksomhed har skærpede moralske forpligtelser over for alle borgere på stationerne. Det gælder både pendlere og dem, der bruger stationerne som opholdssted:

»Københavns Hovedbanegård har altid været et centralt sted for hjemløse. Man kan få varmen, få en kop kaffe, bruge toilettet, føle at man hører til ved at komme et sted, som alle kender. Det frirum fjernes, når man ekskluderer de udsatte med hjemløsefjendtligt design.«

Bo Heide-Jochimsen køber ikke præmissen om, at udsatte skaber utryghed — tværtimod:

»Jo mere vi mødes på tværs af socialklasse og økonomisk baggrund, jo bedre forstår vi hinanden, og jo mindre dæmoniserer vi andres måde at leve på.«

Kommunen anerkender problemet

Siden et flertal på Københavns Rådhus i maj 2020 besluttede at fjerne al dark design i Københavns Kommune, har teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen flere gange påpeget, at kommunen ikke kan bestemme over private og statslige områder.

​Den 11. marts i år deltog Ninna Hedeager-Olsen sammen med sin kollega socialborgmester Mia Nyegaard i en byvandring arrangeret af Projekt Udenfor for at se på dark design i København.

Et par dage efter skrev Mia Nyegaard på sin Facebook-side:

»Vi ser stadig eksempler på designet på de arealer, som ikke er ejet af kommunen. Jeg kan godt sætte mig ind i, at man som virksomhedsejer kan være betænkelig ved, at en hjemløs ligger op ad ens ventilationssystem og muligvis blokerer for ventilationen. På den anden side er det vigtigt for mig, at vi kan rumme byens hjemløse, og at de ikke bliver mødt af hverken fjendtlig arkitektur eller attitude.«

Teknik- og Miljøforvaltningens presseteam henviser desuden til, at man er i gang med en ny redegørelse for omfanget af dark design i Københavns Kommune, og at kommunen i den forbindelse vil forholde sig til, hvordan den kan påvirke statslige virksomheder som DSB.

Mere gulerod og mindre pisk

​Det var Projekt Udenfor’s Bo Heide-Jochimsen, der havde de to politikere med på byvandring.

Han kalder det fralæggelse af ansvar, når politikerne i København siger, at de ikke kan stille noget op over for private og statslige aktører. Kommunen kan sagtens række ud til fx DSB for at finde en løsning, påpeger han.

I den forbindelse understreger Bo Heide-Jochimsen, at sociale problemer ikke løses ved at fjerne og stresse udsatte mennesker.

Konsekvenserne af forskellige tiltag på hjemløseområdet bliver løbende undersøgt af Tænketanken Kraka. Vicedirektør Jens Hauch er overrasket over, at dark design er så udbredt på Københavns Hovedbanegård. Han mener, det er en forkert måde at håndtere hjemløseproblemet på.

»Man kan jo bruge pisk eller gulerod, men der er ingen dokumentation for, at pisken er et effektivt instrument i forhold til at reducere hjemløshed,« argumenterer Jens Hauch.

Kraka står bag det tværnordiske Hjemløsebarometer, som viser, at Norge er det land i Norden med færrest hjemløse pr. 100.000 indbyggere.

Hjemløsebarometeret konkluderer, at succesen kommer af Norges udvidelse af socialt boligbyggeri siden år 2000 i kombination med massive støtteindsatser, der hjælper enkeltpersoner gennem sociale, økonomiske og personlige udfordringer. Det vil sige mere gulerod og mindre pisk.

Socialt kontor i Oslo

Ved første øjekast ligner Oslo Sentralstasjon Københavns Hovedbanegård med sin strøm af travle rejsende, men kigger man nærmere efter, skiller logo-iklædte frivillige fra Kirkens Bymisjon sig ud fra mængden.

De er på udkig efter dem, der ikke har en destination. De udsatte, stofbrugerne og de hjemløse.

Hjælpeorganisationen driver Projekt Sporet, hvor fire socialarbejdere og 54 frivillige har til huse i et kontor på første sal i banegårdsbygningen.

De arbejder for ”bedre sundhed, tryghed og trivsel” og opsøger stationens mere udsatte brugere med tilbud om hjælp. Det kan være at finde en plads på et herberg, varmt tøj, juridisk bistand eller bare en mulighed for at dele bekymringer eller livshistorier fra gaden.

I forhold til, om erfaringerne fra Projekt Sporet kan anvendes i København, forklarer Krakas vicedirektør Jens Hauch:

»Det er supervigtigt, at der findes forskellige tilbud, fordi hjemløse står over for meget forskellige udfordringer i deres liv. Man kan ikke bare kaste de hjemløse ind i en bolig og så forvente, at det kører derfra.«

Projekt Sporet tager udgangspunkt i såkaldte lavtærskeltilbud. Her mødes socialt udsatte i øjenhøjde med en forståelse for deres situation. Samtidig står døren til Sporets kontor altid åben, så brugerne har oplevelsen af at være velkomne.

En oplevelse, hjemløse i København skal kigge langt efter.

Ifølge den daglige leder af projektet, Toril Kaupang, har de et godt samarbejde med DSB’s norske kolleger, som bidrager til projektet med både lokaler og økonomisk støtte.

»Selv vagterne er pålagt at samarbejde med os, og det fungerer udmærket. De både henviser og følger folk hen til os, og i mange tilfælde ringer de til os for bistand,« siger den daglige leder.

Kirkens Bymisjon har ikke tal for, hvor mange de har hjulpet ud af hjemløshed. Til gengæld er de overbeviste om, at projektet gør en forskel for både udsatte, stationspersonalet og de rejsende, der færdes på stationen hver dag.

»Der bliver mere ro, tilfredshed og tryghed ved vores tilstedeværelse. Det er vi helt sikre på,« fastslår Toril Kaupang.

Det er vores alles Hovedbanegård

Spørger man DSB, om en lignende model kunne overvejes i København, er chefen for stationsservice Jørgen Dyrendal Rasmussen ikke afvisende. Men der skal ifølge ham findes en ordning, der bliver drevet af en hjælpeorganisation, og ikke mindst drevet med respekt for passagererne:

»Hvis det giver en tryghed for vores kunder. Vi er kun interesseret i at løse det her.«

Daniel Høybye knapper en øl op og slutter sig til sine venner, der hænger ud på Reventlowsgade:

»Ensomheden er det værste på gaden. Det er derfor, vi kalder det gadefamilien. For hvis vi ikke passer på hinanden og giver hinanden krammere, så er det altødelæggende.«

Han er enig med Projekt Udenfor i, at det er politikerne, der skal lave overordnede retningslinjer. Han mener også, at DSB burde invitere både politi, hjemløseorganisationer og folk som ham med til beslutningsbordet, så de sammen kan finde bedre løsninger for alle.

»Det er vores alle sammens Hovedbanegård,« slår han fast.

For Daniel Høybye er vennerne på gaden som en familie for ham. Han ser det som sit lod i livet at udbrede sin viden om hjemløshed. Fotograf:  Jenny Høilund