pixel

Fossilfri zone vedtaget med borgerlige protester

Politisk flertal har — formentlig — sendt benzin- og dieselbilerne ud af indre Vesterbro fra 2027.

elbil opladning

17.400 ton co2 hvert år. Så meget regner man med at spare byen for med den såkaldte nulemissionszone på Indre Vesterbro.

Zonen betyder, at privatbiler, der kører på benzin eller diesel, fra 2027 ikke må køre ind i et område, der strækker sig fra Enghavevej til Hovedbanegården.

Vi kunne første gang fortælle om planerne for små to uger siden, og nogle dage senere blev de politisk vedtaget.

Konkret betyder dét, at der om cirka halvandet år kun må køre elbiler på hele Istedgade og en del af Vesterbrogade.

Året efter — altså i 2028 — skal også erhvervstrafikken i form af bl.a. varebiler omstille sig til en eldreven vognpark.

Forbuddet mod fossile biler omfatter dog ikke områdets beboere, politi og udrykningskøretøjer samt handicapkøretøjer.

K: Gratis parkering til elbiler

Det er et politisk flertal bestående af Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet, der har indtil videre har sendt forslaget videre i systemet.

Det er nemlig ikke helt nok, at politikerne på rådhuset stemmer for — zonen skal nu ud i offentlig høring og herefter til godkendelse hos Miljøstyrelsen.

Venstre og Konservative stemte imod. Konservative noterede til afstemingen, at man hellere vil gøre det mere attraktivt at bruge metroen eller gøre livet nemmere for elbilsejere ved f.eks. at udstede gratis beboerparkering til elbiler.

Venstre argumenterede mod forslaget bl.a. ved at påpege, at zonen medfører omtrent 10.000 kilometer i omvejskørsel — altså benzinbiler, der nu må køre uden om området i stedet for igennem.

Dog viser beregninger fra COWI, at en fossilfri zone på Indre Vesterbro i alt vil nedbringe den fossile bilkørsel med 114 mio. kilometer om året — så nettoregnskabet ser noget anderledes ud.

Lidt mindre zone

Indre Vesterbro var, også af COWI, udpeget som det næstmest effektive område at lave den nye zone i — efter det noget større Nørrebro. Når valget alligevel er faldet på Indre Vesterbro, skyldes det, at den formentlig har nemmere ved at blive godkendt af Miljøstyrelsen.

Dog har det politiske flertal rykket lidt på grænserne for zonen, så den bliver en anelse mindre. I det vedtagne forslag trækkes grænsen nemlig allerede ved Ingerslevgade og ikke ved Kalvebod Brygge, som først foreslået.

Samtidig vil politikerne evaluere zonen allerede et år efter, at den er etableret — og ikke først efter tre, som der oprindeligt var lagt op til.

Beboere er undtaget

Socialdemokraterne noterede sig i forbindelse med afstemningen, at de er glade for, at zonen ikke rammer områdets beboere. Men netop dén pointe undrer en lokalpolitiker i Furesø Kommune.

Anders Medum Groth, der er valgt for Radikale Venstre, skriver på sin partikollega Christoffer Røhls opslag om beslutningen:

“Hvorfor skal de ikke gælde beboerne? Det ville da være at tage ansvaret på sig og selv levere på den rene luft? Er det ikke lidt priviligeret, at alle andre skal levere til, at københavnerne kan leve det gode liv?”

Den seneste mobilitetsundersøgelse fra Københavns Kommune viste da også, at selvom københavnerne ejer en anelse færre biler end tidligere, så er trafikken stigende. Faktisk bliver 29% af alle ture kørt i bil — mens Københavns Kommune har et mål om, at den andel skal være under 25% i 2030.

Berlingske har været ude med en leder, hvor beslutningen på rådhuset fordømmes som et udslag af et "bilhadende" flertal, der bør "straffes" til efterårets kommunalvalg.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

Igor Holas
Den eneste ting jeg har problem med er adgang til KBH H. Jeg kører næsten alrdig til KBH H, men der er mulighed at jeg skal hente nogen som kan ikke tage offentlig transport til vores lejlighed. Som tegnet, ser det ud at med denne fossilfri zone bliver det umuligt at køre min bil til KBH H.

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling