pixel

Drømme om Ørstedværket som kulturhus formentlig brast

H.C. Ørstedværket er blevet drømt til både kulturcenter og boliger. Men Ørsted afviser og vil lade kraftværk forblive kraftværk.

Kulturcenter i H.C. Ørstedværket

Gik du rundt og regnede med, at H.C. Ørstedværket var på trapperne til at blive et kulturelt kraftcenter? Eller måske et nyt lejlighedskompleks i gamle, industrielle, røde rammer?

Så vil et nyt notat fra Københavns Kommune nok skuffe.

Med nye kvarterer som Engholmene mod øst, Teglholmen mod syd og Frederiks Brygge mod vest er det gamle kraftvarmeværk fra 1920 efterhånden endt med at ligge centralt i byen — midt i et stort boligområde.

Når Jernbanebyen snart slutter sig til mod nord, vil værket være tæt omkranset af nyudviklede kvarterer, der alle nyder godt af deres nærhed til vand. Til gengæld er de også fælles om at have et kraftvarmeværk lige i baghaven.

Igen og igen har der derfor været tale om at bruge det ikoniske kraftværk til andet end produktion af fjernvarme og el, og da politikerne i Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg i marts skulle tage stilling til et lokalplanstillæg for området, så Jakob Næsager (K) sit snit til at spørge om, hvornår værket forventes udfaset.

Svaret fra Ørsted er, at der slet ikke er planer om det.

Et spillevende industriminde

Jakob Næsager var nok ikke den eneste der havde fået det indtryk, at værket var på vej mod en udfasning.

Da lokalplanen for Enghave Brygge og Engholmenes 11 øer var under udarbejdelse i 2014, omtalte VVM-redegørelsen ifølge Ingeniøren H.C. Ørstedværket som et ‘nationalt industriminde’.

Det er sådan set rigtigt nok — i 2007 blev værket udpeget af Kulturarvsstyrelsen som værende netop dét. Men 'minde' er et noget misvisende ord. For værket var i høj grad i live.

Men i 2013 regnede Hovedstadens Forsyningsselskab (HOFOR) med, at H.C. Ørstedsværket ville blive udfaset inden 2019. Så en ny rolle for bygningen i et transformeret Sydhavnen var i spil.  

Så sent som i 2017 skrev Berlingske, at ejeren af H.C. Ørsteværket måtte kigge på nye muligheder for brug af bygningen, fordi den i en ikke alt for fjern fremtid ville blive overflødiggjort af produktionen fra det opdaterede Amagerværket/Amager Bakke, som er ejet af HOFOR.

Det er Ørsted, der ejer H.C. Ørstedværket, og dengang sagde koncerndirektør Thomas Dalsgaard til avisen, at det på den lange bane kunne være en mulighed at udvikle grunden til boliger.

Men han sagde også, at kontrakten med hovedstadens to forsyningsselskaber — herunder HOFOR — om at levere varme til Indre København først var sat til at udløbe i 2026. Og at den var på vej mod en forlængelse:

»Vi er ved at indgå en varmekontrakt til ind i 30'erne, så på den horisont vil det stadig være et varmeværk. Men på den helt lange bane kan man ikke udelukke, at det kan få et andet formål,« sagde Dalsgaard.

Tidshorisonten var altså blevet skubbet, men snakken om afvikling vakte fortsat drømme om, hvad der kunne tage over efter varme- og elproduktionen.

I Laj Karsten Rasmussens afgangsprojekt fra Det Kongelige Akademis arkitektskole foreslog han at tranformere værket til at kraftværk for kulturen med sportshal, museer, spillested, gallerier, skatehal, kunstnerværksteder, café og bibliotek. 

Ingen aktuelle planer

Siden 2017 er Ørsteds kontrakt dog blevet forlænget til 2034, og Ørsteds svar til Københavns Kommune tyder mere på endnu en kontraktforlængelse end en snarlig fraflytning.

Til Magasinet KBH uddyber Ørsted, at selskabet noterer sig, at der i disse år foregår betydelig byudvikling af områderne omkring værket. Men:

»Vi har ingen aktuelle planer om, at H.C. Ørstedværket skal bruges til andet end kraftvarmeproduktion til københavnerne de næste mange år. På nuværende tidspunkt er det derfor umuligt at sige, hvad der skal ske med værket og grunden på den helt lange bane.«

I forhold til snakken om, at Amager Bakke og Amagerværket gør Ørstedværket overflødigt, skriver Ørsted, at værket fortsat spiller en helt central rolle som spidsbelastningsværk, når det kommer til det københavnske fjernvarmenet.

Umiddelbart vil de mange nye boligområder i Sydhavnen altså have et kraftvarmeværk i baghaven længe endnu.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

Der måtte rykkes lidt rundt på karréerne for at skabe areal til en kommende metroforplads. Men nu kan udviklingen af Sydhavns 'missing link' komme i gang.

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling