pixel

International hyldest til Københavns 'grønne bølger'

Københavnske cyklisters stopfrie myldretid vækker opsigt — og samtidig er mange flere af de grønne bølger på vej.

sommer, cykler, trafik

Kender du de dage, hvor det hele bare kører på cykelstien? Ingen røde lys, bare dig og cyklen helt uden stopklods.

Så har du måske ramt en grøn bølge — et simpelt, men effektivt træk som Københavns Kommune først lancerede på Nørrebrogade for snart to årtier siden.

Systemet sikrer, at en cyklist, der holder en hastighed på cirka 20 km/t i myldretiden, kan ramme grønt lys hele vejen gennem centrale strækninger. Formålet er at gøre cyklen til det mest effektive transportmiddel og øge incitamentet til at lade bilen stå.

Mens den danske hovedstad allerede er verdenskendt for sin cykelkultur, vækker også 'grøn bølge'-fænomen nu opsigt hos The Guardian.

Og flere grønne bølger er nu på vej.

"Den bedste følelse"

I en nylig artikel fokuserer det britiske medie på de særlige københavnske trafiklys, der hjælper cyklister med lange stræk uden stop. Systemet fik rosende ord med fra byens pendlere, da mediet besøgte Nørrebrogade.

»At ramme en grøn bølge? Det er den bedste følelse, især når man har travlt,« siger en københavner i artiklen og tilføjer: »Det modsatte, en rød bølge, er det værste.«

Artiklen nævner, at Københavns indsats følges tæt af transportforskere og byplanlæggere internationalt.

The Guardian henviser bl.a. til en undersøgelse, der har vist, at hvis alle storbyer fulgte Københavns eksempel med cykelinfrastruktur, kunne klodens samlede CO2-udledning fra private køretøjer reduceres med hele 6 procent.

Borgmester for teknik og miljø, Line Barfod (Ø), ser de grønne bølger som et vigtigt skridt for at fastholde og styrke cykelkulturen.

»Man kan mærke, at byen vil have dig — og støtter dig — i at tage cyklen,« siger borgmesteren til The Guardian, der er Storbritanniens næststørste medie målt på internettrafik — kun overgået af Daily Mail.

Hun mener, at flere grønne bølger vil motivere folk til at vælge cyklen, og peger på, at den politiske modstand er minimal, da »krigen mellem biler og cykler er mere koncentreret om parkeringspladser end om at ændre hastigheder.«

Dog peger The Guardian også på de udfordringer, som København kæmper med.

Kommunen har stadig bøvl med at få bilister, der pendler ind fra forstæderne, til at skifte bilen ud.

Og på de travleste strækninger i myldretiden kan cykelstierne være så overfyldte, at det er umuligt at holde de 20 km/t, der kræves for at ramme bølgen.

Det skaber et dilemma, der handler om plads, lyder det fra en af de lokale cyklister, Lars, i artiklen:

»Vi er nu nået til et punkt, hvor vi er nødt til at vælge mellem biler og cykler. Hvis man giver cyklerne mere plads, kompromitterer det bilisternes adgang til visse områder,« siger han.

Flere grønne bølger på vej

Mens fænomenet vækker opsigt i det store udland, kan de københavnske cyklister snart se frem til meget mere mental medvind på bølgen.

På byens seneste budget, der blev vedtaget i september, blev der afsat penge til at indføre eller optimere grøn bølge på i alt 15 nye og eksisterende gadestrækninger.

De nye strækninger er blandt andet udvalgt, fordi de har mange trafiksignaler, der ikke ligger for langt fra hinanden, og derfor er oplagte til at give cyklisterne et bedre flow.

Det drejer sig blandt andet om Amagerbrogade, Torvegade, Gothersgade, Østerbrogade, Jagtvej og Vester Voldgade.

Trods brede cykelstier og fortove savner en gade som for eksempel Vester Voldgade en sammentænkt løsning af trafikken, som stadig er præget af en midlertidig afspærring ved Rådhuspladsen og fem trafiklys mod Lille Langebro, hvor cyklister må kæmpe en tålmodig kamp for at få grønt lys.

Af samme grund er Vester Voldgade flere gange blevet udpeget i vores søsterprojekt CityChange som et sted, hvor der burde nedlægges lyskurve eller laves grøn bølge, som der altså gør nu.

Målet med CityChange er at indsamle forslag, anmeldelser og kommentarer til byens byrum — og at lade brugerne stemme hinandens input op og ned, så både vi og brugerne kan danne et billede af, hvordan byen bedst indrettes.

Når Magasinet KBH lancerer nyt website i det nye år, vil det være med en ny integration med CityChange, så det bliver nemmere at følge idéerne.

De nye stræk med grønne bølger vil blive etableret løbende frem til december 2027.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

læservision
Nordvest
Overdækning af Helsingørmotorvejen til et grønt byrum, der byder velkommen til København.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling