pixel

Ny Frederiksberg-skole bliver lavere og mere ‘villa-agtig'

Skole nær Gammel Kongevej vil erstatte gammel villa med ny skolebygning — Nyt forslag henter inspiration i mere klassisk arkitektur.

Kaptajn Johnsens Skole Tårnborgvej

Der var lagt op til markante forandringer, da den lille privatskole 'Kaptajn Johnsens Skole' for to år siden fremlagde sit bud på en ny skolebygning på Tårnborgvej — en lille sidegade til Gammel Kongevej på Frederiksberg.

En villa fra 1893, som i dag udgør en del af skolekomplekset, skulle rives ned og erstattes af et markant større, fem etager højt nybyggeri med klasselokaler og en underjordisk aktivitetssal.

Trods facadebeklædning med lyse mursten så den foreslåede nye skolebygning dog noget bombastisk ud sammenlignet med den eksisterende villa. 

Lidt for bombastisk mente politikerne i Frederiksberg Kommune, da de i maj 2022 skulle tage stilling til, om skolen kunne gå videre med nedrivnings- og byggeplanerne. 

Så i stedet for at godkende planerne sendte de Kaptajn Johnsens Skole tilbage til tegnebrættet. Skolebygningen skulle ikke blot være lavere, så den bedre tilpassede sig de lave, fritliggende byggerier, der præger dele af Tårnborgvej. Arkitekturen skulle også hente inspiration i den villa, som skal lade livet for at gøre plads til den nye bygning.

Nu, to år senere, er det nye forslag så klar.

Villa i størrelse XXL

I den foreslåede, nye udforming vil skolebygningen blive fire etager høj og få et etageareal på i alt 988 kvadratmeter — knap 250 kvadratmeter mindre end i det oprindelige forslag.

Bygningen skal i de nye klæder tage form som en fritliggende 'villa' i størrelse XXL med tydeligt markerede overgange mellem bygningens base og midte — samt et markant tagudhæng som på den eksisterende bygning.

Der er med andre ord tale om et markant anderledes, og mere traditionelt, formsprog end på forslaget fra 2022, som havde simplere linjer og i højere grad var del af en arkitektur, der er blevet tidstypisk i det 21. århundredes København.  

Skolebygningen skal ligge tilbagetrukket fra fortovet, så facaden flugter med skolens øvrige bygninger og villaerne længere nede ad gaden.

Der lægges op til, at facaden primært beklædes med træ og pyntes med forskellige former for ornamentik, der nyfortolker udsmykningen på den nuværende villa og andre af områdets byggerier.

Det er Praksis Arkitekter, der har slået de foreløbigt løse streger til det nye forslag. Tegnestuen har god erfaring med indarbejde referencer til klassiske arkitektur i moderne nybyggeri — mest markant med det roste boligbyggeri i Ny Østergade i Indre By fra 2021 og senest med deres engagement i et projekt på Nordre Fasanvej

Beslutning udsat

De lokale politikere skulle på et møde i denne uge tage stilling til, om planerne nu var modne til, at man kunne sætte embedsværket i gang med at udarbejde en ny lokalplan. Men man endte i denne omgang med at udsætte den endelige beslutning. Magasinet KBH følger naturligvis op på sagen,

Kaptajn Johnsens Skole har eksisteret siden 1887 og har siden 1936 haft til huse på matriklen mellem Tårnborgvej og Lykkesholms Allé på Frederiksberg.

Skolen ønsker at udvide med en ny bygning, fordi de fire eksisterende skolebygninger er blevet for trange og utidssvarende. 

Villaen på Tårnborgvej, der skal rives ned for at gøre plads til skoleudvidelsen, er ikke klassificeret som bevaringsværdig. Det samme gælder en bagvedliggende træbarak, der også må lade livet for at give mere albuerum til skolens elever.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling