pixel

Old School: Gråbrødre Torvs historie

Peg midt ned i Københavns middelalderby, og din finger sidder her. Men byens mest centrale plads er måske også den mest rolige.

Gråbrødre Torv 1840

Den er rent geografisk Middelalderbyens mest centrale plads — og dermed på sin vis hovedstadens absolutte centrum.

Det kan dog være svært at tro, når man står på, hvad der i dag er et af Indre Bys mest rolige stykker land.

Midt på pladsen står et stykke flora, der har overlevet alle københavnere: Platantræet fra 1902 fik i 2018 ikonstatus hos Københavns Kommune og er nok et af byens allerbedst kendte træer.

Vi er selvfølgelig på Gråbrødre Torv.

1238

En gruppe Franciskanermunke — ‘Gråbrøderne’ — får kongens tilladelse til at oprette et kloster lige midt i byen. 

Klosteret får sin hovedbygning ud mod nu navngivede Klosterstræde, men breder sig helt ud til Købmagergade mere end 200 meter væk. 

Under Gråbrødretorv 11 finder man stadig rester af et fængsel i en hvælvet kælder.

1636 

Munkene fortrækker i 1530.

I 1636 køber Christan IV's datter Leonora Christine sammen med sin mand Corfitz Ulfeldt en gård på den gamle klosterplads. Ulfeldt forråder gennem de følgende år kongen flere gange, og sagen ender med en dødsdom.

Ulfeldt flygter, og Leonora ender i Blåtårn. Christan IV's søn — Frederik 3. — opsætter en skamstøtte på et nu anlagt torv i 1664. 

1755

Der er gået knap 100 år siden torvet i det gamle klosterområde blev anlagt. Og trods den voldsomme bybrand i 1728, hvor alt undtagen skamstøtten går op i røg, er torvet nu blevet flot og harmonisk at se til med sine smukke gavlhuse opført i 1730'erne.

I midten af 1700-tallet er det overvejende håndværkere der bor på torvet.

1807

Englændernes bombardement af København går hårdt ud over torvet.

Skamstøtten midt på torvet klarer sig endnu engang, men hele den ene husrække bliver smadret til grunden, så der fra torvet pludselig er udsigt til ruinerne af Frue Kirke, som englænderne også har fået has på.

1841

I 1841 fjernes skamstøtten, og først nu skifter torvet navn til Gråbrødre Torv.

I løbet af 1800-tallet mister torvet dog langsomt anseelse blandt byens beboere. Først bliver det fisketorv for klipfisk og saltsild, og i 1852 overtager slagterne pladsen. En stor bygning, ’Slagterboderne’, skyder nu op midt på torvet.

1902

En ny æra indledes for det gamle torv. Slagterboderne bliver jævnet med jorden i 1902, og torvet bliver på ny en åben plads.

De gamle bygninger males i 1700-tallets brogede farver i 1904, og man anlægger et grønt anlæg midt på pladsen. Det nye anlægs centrale platantræ står stadig på pladsen den dag i dag.

1943

Under besættelsen nedlægger det københavnske luftværn det grønne anlæg og bygger en kreds af beskyttelsesrum uden om platantræet, som får lov til at stå.

De grå bunkers har udtjent deres funktion og fjernes igen sidst i 60'erne. Det grønne anlæg bliver dog aldrig genopført.

1968

Gråbrødre Torv bliver brolagt og får gågadestatus.

I 1971 får torvet sin egen kunstudsmykning i form af vandkunsten udført af billedhuggeren Søren Georg Jensen.

I 1975 etableres ’Kringlegangen’ — fodgængerpassagen skaber forbindelse til bagsiden af Helligåndskirken gennem gården bag porten i nummer 17.

1985

Op igennem 80’erne er Gråbrødre Torv en af Københavns mest populære samlingssteder for studerende og andre med hang til kolde øl i solen.

Tyve år senere samles de studerende mere i Nyhavn og på Amagertorv, og Gråbrødre Torv er blevet en mere rolig affære, hvor man kan slentre tværs over de gamle brosten.

2020

Meget lidt har ændret sig på det gamle torv flankeret af flere snart 300 år gamle bygninger.

Gråbrødre Torv er hjemsted for adskillige restauranter — et par af de mere kendte er smørrebrøds-restauranten Peder Oxe og burger-restauranten Sporvejen der begge åbnede i 1975, få år efter at Grøbrødre Torv blev til fodgængerområde.

I sommermånederne er der plads til flere hundrede mennesker ved de mange restauranters borde til udeservering.

Torvet har været forbeholdt gående i mere end 50 år, og da tilstødende Løvstræde i 2019 også bliver til gågade, knyttes torvet sammen med Købmagergade i et bilfrit område.  

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling