pixel

Der må løbehjules i Fælledparken

En gadedrenge-generationskløft har skabt landets første skatepark specialdesignet til løbehjul.

løbehjul fælledparken

Fakta

Løbehjulsbane i Fælledparken

Banen ligger lige ved siden af Tårnlegepladsen i Fælledparkens sydlige hjørne ved Rigshospitalet.

Anlagt af Københavns Kommune og designet af GHB Landskabsarkitekter i samarbejde med Copenhagen Skatepark og børn og unge fra løbehjulsmiljøet.

Banen til 3,5 mio. kroner er del af den omfattende fornyelse af Fælledparken, der har været i gang siden 2009 med et samlet budget på godt 200 mio. kroner, hvoraf 3/4 er doneret af A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formål.

Det er fredag eftermiddag, der er et friskt bid af efterår i luften, og Fælledparken er næsten tom for mennesker. Og dog. Ved siden af Tårnlegepladsen har koret af legende børnestemmer fået selskab af hjulsus og ivrige tilråb fra et splinternyt område til børn og voksne med en særlig interesse: Løbehjul.

Den nye løbehjulsbane er propfuld af ivrige tweens og enkelte forældre, der ser til, mens de unge farer op og ned ad ramper og glider hen over gelændre. Det ligner allerede en succes.

Løbehjulsparken er anlagt af Københavns Kommune efter konflikter mellem skateboardere og løbehjulere i den store nydesignede skatepark i det modsatte hjørne af Fælledparken. Mange løbehjulere er i den yngre kategori, og det skabte sikkerhedsproblemer og gnidninger med de ældre skatere, så løbehjul til sidst blev forbudt i Fælledparkens Skatepark.

I stedet har løbehjulerne altså nu fået deres helt eget spot, der er designet i samarbejde med børn og unge fra miljøet.

magkbh_loebehjulsbanen_faelledp_bent_l__0044_02_.jpg

Gadedrenge-generationskløft

En af dem, der har været særligt engageret, er den 19-årige gymnasieelev og semiproffe løbehjulskonge Johan Grunwald fra Østerbro.

»Jeg synes, det er meget forkert at skelne imellem det at være skateboarder og det at være løbehjuler – man skal hellere skelne imellem aldersgrupper. Når du er under tolv år, er din hjerne ikke udviklet til det overblik, som en ældre har. Så mange står i vejen, og det er problemet. Men det samme sker jo for en skateboarder på tolv, så er det bare hans skatebord, der flyver gennem parken i stedet for,« siger Johan Grunwald om konflikten.

Da magKBH kigger forbi, er det netop fortrinsvist børn, der fylder i løbehjulsparken, men ifølge Johan Grunwald er det først og fremmest fordi, sporten stadig er på vej frem. Løbehjulere er en voksende subkultur, der ikke har ressourcer til at tale deres sag i lige så høj grad som de voksne skatere. Derfor er de fleste skateparker stadig reserveret til skateboards, og for eksempel har hallen Copenhagen Skatepark på Enghavevej, der er byens eneste indendørs tilbud til gadesport på hjul, kun åbent for løbehjulsbrugere om onsdagen.

»Der er rigtig mange af de børn her, der kommer til at sidde indenfor til vinter og spille computer i stedet for at komme ud og køre på løbehjul. Det er ærgerligt,« siger Johan Grunwald.

magkbh_loebehjulsbanen_faelledp_bent_l__0073_07_.jpg

Byrumskopi med plads til alle

»Skateboarderne siger: ”Du kan ikke spille basketball på en fodboldbane”. Men vi bruger præcis de samme faciliteter,« forklarer Johan Grunwald om designet af den nye løbehjulspark, som han selv har haft fingrene i – og som det ikke er utænkeligt, at skateboardere vil blive fristet af.

Banen er støbt i beton med lyseblå klinker på ydersiden. Man kan bevæge sig i rundt i en cirkel fra den ene udfordring til den anden – det er nødvendigt, når der er mange i gang på samme tid, og løbehjulerne står da også pænt i kø ved særligt populære forhindringer.

Der er blandt andet en half-pipe – den velkendte rampe, der er rundet i begge sider – og får man fart på til at køre op over rampens top, kan man vippe over en spine og trille ned igen på den anden side. Her er mange detaljer, der er hentet fra byrummet og som benævnes med street lingo: kantstene (curbs), trapper og metalgelændere (rails) og fly-outs, som man kan hoppe ud over. Der er sågar en helt almindelig parkbænk, der vel at mærke ikke er ment som et hvilested for forældre og tilskuere.

Mange af elementerne findes i forskellige størrelser, overflader og højder, så man kan finde sit eget niveau, og mens den ene side af parken er målrettet de helt unge løbehjulere, giver den anden side udfordringer til de øvede. Det vigtigste er, at der er plads til alle – står det til Johan Grunwald, er løbehjul nemlig ikke en konkurrencesport, men en social leg:

»Den, der er bedst til løbehjul i mine øjne, det er den, der har det sjovest,« siger han.

magkbh_loebehjulsbanen_faelledp_bent_l__0052_04_.jpg

Mest læste

relaterede
artikler

Nu kan du igen høre lyden af raslende rullebræt bag Fælledparkens høje hække. Nordeuropas største skaterbane er støbt i for 23 millioner kroner beton.

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling