Historisk bygning i Carlsberg Byen får obelisk og "vokser" 25 meter
En knap 100 år gammel bygning i Carlsberg Byen får en markant make-over og skal fremover rumme kulturhus.
Der er noget ekstra schwung over byggestilen flere steder i Carlsberg Byen.
I det historiske bryggerikvarter mellem Valby og Vesterbro finder man både Elefantporten fra 1901, den 56 meter høje 'snoede skorsten' fra 1900, og Kridttårnet — et tidligere fyrtårn fra 1883, som i dag blot er en mikrobe i skyggen af Pasteurs Tårns 120 meter.
Lige over for tårnet finder man Maskincentralen, der fra slutningen af 1920’erne var hjem for de maskiner, der forsynede bryghuse og mineralvandsfabrik med køling, lys og kraft til de elektriske motorer.
I 2022 blev bygningen imidlertid solgt af udviklingsselskabet bag Carlsberg Byen til en dengang unavngiven tech-iværksætter — det vender vi tilbage til — der blandt andet ville huse kulturelle events i den gamle bygning.
Og efter fire års ventetid er der nu kommet flere detaljer om planerne for ejendommen, som indeholder et par ganske spektakulære tilføjelser til bygningen.
Obelisk og tagterrasser
I forbindelse med en nabohøring er der blevet fremlagt nye detaljer om bygningens fremtid — og her er der mere end skelet til dens fortid.
De nye planer afslører, at der både skal ombygges og tilbygges, ud over at de gamle bygninger skal have nye funktioner.
Den største og mest markante ændring er en genopførelse af en obelisk på en af maskinhallens sidefløje ved navn ’vandtårnet’.
Obelisken prydede bygningen fra dens fødsel frem til — formentlig — starten af 1970'erne, hvor den blev nedtaget i forbindelse med en ombygning. I tidligere tider blev den anvendt til ventilation.
Den genfødte obelisk vil øge bygningens højde med knap 25 meter, så den samlet vil nå op i ca. 61 meters højde — og dermed bliver højere end både Kridttårnet og den snoede skorsten.
Det er dog ikke kun ’vandtårnet’, der vokser.
På taget af maskinhallen vil der blive bygget en ny etage i form af en tagpavillon beklædt med 'strækmetal', der er metalplader med små huller i. Det skal lukke lys ind på etagen, samtidig med at det industrielle udtryk udadtil bevares.
Tidligere lå der et kondensatoranlæg på toppen af hallen, så den nye etage er en slags 'nyfortolkning' af, hvordan bygningen oprindeligt tog sig ud.
Den ekstra etage vil få den del af bygningen til at vokse med knap syv meter i højden. Og på den anden sidefløj — der har navnet CO2 Lageret — vil der blive installeret elevatorer.
Desuden er tagterrasser i forskellige niveauer en del af projektet.
Kulturelt mødested
Fra tidligere at have lagt gulv til larmende dieselmotorer skal der nu i stedet være mere ro i huset til kontorer, kulturelle events og en restaurant. De gamle motorer får dog lov at stå og minde de besøgende om husets industrielle fortid.
I 2022 nævnte en talsmand for køberen, at ønsket var at omdanne bygningen til et ’kulturelt mødested’.
Dengang forestillede man sig også, at Maskincentralen kunne blive et knudepunkt for udvikling af teknologi, der bygger bro mellem kultur og digital innovation — herunder E-sport, visualisering af klimaforandringer og brug af AI-baserede simuleringer til at fremme den grønne energiomstilling.
Den del af planerne er dog ikke nævnt i det nyeste materiale, der primært fokuserer på den rent fysiske del af byggeriet.
Kommunen er positiv
For nu er planerne i den obligatoriske nabohøring, hvor lokale kan give deres mening til kende.
Flere dele af byggeplanerne — herunder den nye obelisk — overskrider den gældende lokalplan, og der skal derfor en dispensation til fra kommunen for, at ejeren kan gå videre med byggeriet.
Indtil videre er Københavns Kommunes Klima-, Miljø- og Teknikforvaltning dog positive over for projektet. Det er nemlig i tråd med intentionerne i lokalplanen om kulturelle formål og påvirker ikke de omkringliggende ejendomme ’væsentligt’, lyder det.
Og høje bygninger er bestemt ikke et sjældent syn i området, for Carlsberg Byen er efterhånden kendt for de i alt ni højhuse der er kommet til bryggerikvarterets skyline siden 2017. Det højeste er Pasteurs Tårn, der også er Københavns højeste.
Derudover bidrager obelisken og tagetagen til ’fortællingen om bygningens oprindelige funktion’ og passer dermed ind i Carlsberg Byens historie, skriver forvaltningen i naboorienteringen.
Maskincentralen er fredet og runder 100 år i 2029. Bygningen er tegnet af den danske arkitekt Carl Harild, der også stod bag Kedelhallen og Mineralvandsfabrikken.
Men hvem står bag opkøbet af en enorm, gammel maskincentral med hensigt om blandt andet at indrette et kulturelt mødested?
Det fortalte Carlsberg ikke noget om i 2022, men et par opslag i offentligt tilgængelige arkiver afslører, at ejeren er et selskab ejet af 66-årige Johan Harald Gedda, der er på top-100 over Danmarks rigeste personer.
Han er også hovedejer af virksomheden Energy Machines, der bl.a. producerer varmepumper, og har tidligere også investeret i virksomheder, der har med E-sport at gøre.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!

kommentarer