pixel

Old School: Langebros historie

Fra soldatervej over bilvej til cykelvej

Langebro 1950

Den 1. juli 2019 fik den en lillebror, hvor den faktisk selv har ligget i århundreder.

Så måske er 'Lille Langebro' i virkeligheden den rigtige 'Langebro', mens den anden er 'Store Langebro'?

Tag på 400 års tur frem og tilbage over havnen og døm selv.

1620

Den byggeglade konge Christian 4. åbner i 1620 den bro der skal forbinde den nyanlagte bydel Christianshavn med det gamle København.

Broen bliver kaldt Den store Amagerbro, men når at hedde både Christianshavns Bro, Knippelsbro og også Langebro inden valget i 1800-tallet lander endeligt på Knippelsbro, som den også hedder i dag.

1690

Den anden bro til Christianshavn — forgængeren til den nuværende Langebro — etableres af Christian 5. i 1690.

Formålet er at give byens soldater mulighed for at bevæge sig hele vejen langs indersiden af Københavns voldanlæg, der nu også løber rundt om Christianhavn og dermed på tværs af havneløbet.

Broen ligger derfor ikke præcis der, hvor Langebro ligger i dag, men er en forbindelse fra vold til vold — omtrent der hvor Lille Langebro åbner 329 år senere, i 2019.

Men da navnet Langebro på dette tidspunkt altså allerede er optaget af nutidens Knippelsbro, må den blot tre meter brede træbro nøjes med at blive kaldt 'Den nye Bro ved Blåtårn' og 'Kallebobroen'.

1700-tallet

Da Kallebobroen endelig åbner for civil trafik, er det de færreste københavnere, der har lyst til at benytte sig af den.

I blæsevejr er broen direkte livsfarlig og bestemt ikke et sted, man sender kvindfolk og børn hen. Specielt kræver den lille vindebro på midten mandsmod at passere.

1722

Broen er allerede så faldefærdig, at en større reperation bliver sat i værk. Samtidig gøres broen bredere, så den kan bruges af hestekøretøjer.

Med datidens trend for brug af tysk militærsprog kalder man den opdaterede bro for Die lange Communications Brücke. Samme år bruger Kong Frederik 4. dog navnet Langebro om den — måske fordi den tyske løsning blev lidt lang i sig selv. 

Knippelsbro optager på dette tidspunkt ikke længere navnet Langebro, og da Die lange Communications Brücke rent faktisk er en del længere end Knippelsbro, bliver Langebro hurtigt det officielle navn for forbindelsen til sydspidsen af Christianshavn.

Langebro har altså været forbindelsens navn i cirka 300 år.

1875

Langebro bliver ombygget og fornyet en del gange, inden den sidste træbro opføres i 1875. Med en bredde på 7,2 meter kan to køretøjer nu nemt passere hinanden, men i slutningen af 1800-tallet er trafikstrømmen fra Amager til hovedstaden taget så voldsomt til, at træbroens dage er ved at være talte. 

1903

I 1901 beslutter Københavns Kommune at skabe en seriøs vejforbindelse mellem den nye Amager Boulevard og Vestre Boulevard.

Langebro skal rives ned og erstattes af en ny moderne drejebro opkaldt efter Christian 9. Men ved indvielsen i 1903 hedder den stadig Langebro. 

Placeringen er dog nu en anden. Langebro er ikke længere en forbindelse på indersiden af de gamle volde, men mellem to store boulevarder på ydersiden af voldene, der på Sjællandssiden nu er helt fjernet.

Det er derfor, at Langebrogade på Christianshavn fra 1903 til Lille Langebros ankomst i 2019 ikke ender i en bro, men i vandkanten.

1930

Første Verdenskrig sætter trafikken lidt i ro, men i 1920'erne står det så småt klart, at hverken Knippelsbro eller Langebro kan håndtere bilernes indtog.

Langebro bliver revet ned igen og midlertidigt erstattet af en uskøn og klodset vippebro der på grund af krig og besættelse ender med at blive semi-permanent.

1954

Først efter 24 år, i 1954, står den nye Langebro færdig — og den midlertidige er væk.

Med den nye bro ser det ud som om, at planlæggerene i hvert fald rent trafikmæssigt har ramt rigtigt. Privatbillismen ruller for alvor ind i byen i 1950'erne, og med sine op til 7 bilspor er Langebro nu del af en bilåre gennem byens kerne.  

Samtidig med broen opfører man det moderne højhusbyggeri Hotel Europa der i dag huser Danhostel Copenhagen City.

1971

På Gasolins første pladeudgivelse GAS 1 fra 1971 maler sangen Langebro et mere melankolsk stemningsbillede af broen og dens anvendelsesmuligheder:

“Da jeg gik ud over Langebro en tidlig mandag morgen, da så jeg en der stod og græd. Hvis du tør — så kom med mig.” 

2019

I dag har de to gamle christianshavnerbroer Langebro og Knippelsbro fået hjælp af Sjællandsbroen, Bryggebroen og Inderhavnsbroen til at klare trafikpresset over havneløbet. 

Langebros tunge biltrafik og benzinos har dog ikke været en stor fornøjelse for byens gående og cyklende, der fra havnen oven i købet har måttet kæmpe sig op ad trapper og ramper for at krydse havneløbet her.

Men 1. juli 2019 blev der slået en foreløbig sløjfe på Langebros historie: Cykel- og fodgængerbroen Lille Langebro åbnede der, hvor den oprindelige forbindelse blev bygget. 

Langebrogade ender nu derfor igen i en bro — og også rent mentalt er det sydlige Christianshavn nu igen tættere knyttet til Indre By.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling