pixel

Stå dog af cyklen København, siger offentligt selskab

Københavns Kommune ejer 50% af Metroselskabet, der vil have byens cyklister til at stå af cyklen og gå ned i metroen.

Det er hundekoldt at cykle om vinteren, og når man så endelig kommer frem, så sveder man.

Så derfor: Stop dog al det cykleri i København.

Dét er det klare budskab i en reklamekampagne fra Metroselsskabet, som man p.t. kan støde ind i på blandt andet sociale medier.

Du fryser og fryser — og så fryser du noget mere. Så sveder du, og til sidst ankommer du klistret og ulækker efter en helt igennem ubehagelig oplevelse.

Hop af cyklen og tag metroen i stedet — siger Metroselskabet altså.

Men dén målsætning har man måske ikke helt forventningsafstemt med sin ejer.

Verdens bedste cykelby?

Metroselskabet er et offentligt ejet selskab — hvor Københavns Kommune med 50% af interessentskabet er hovedejer.

Samme Københavns Kommune har en officiel målsætning om at blive "Verdens bedste cykelby" i 2025.

Kort sagt skal infrastrukturen være mere cykelvenlig og flere skal op på cyklen. For 2025 lyder kommunens mål, at 50% af alle ture til arbejde eller uddannelse i København foregår på cykel.

Men nu bruger et selskab, som Københavns Kommune er hovedejer af, altså offentlige midler på at reklamere for, at københavnerne står af cyklen.

Det tilsyneladende clash i målsætninger udspiller sig også i byens grønne regnskab.

Metroselskabet estimerer, at alene Cityringen årligt anvender 33 gigawatt til holde tog og rulletrapper kørende. Dét svarer til omkring tre procent af hele Amagerværkets produktion.

Det meste af metroens strøm er grøn, men ikke den hele. Derfor skriver Metroselskabet selv i en af sine miljørapporter at, "metroen er den mest miljøvenlige måde at bevæge sig gennem byen på, når man ser bort fra at gå eller at cykle."

Set i forhold til cykling, er metrokørsel altså mere miljøbelastende — og det var ikke mindst på trafikområdet, at Københavns Kommune kom til kort, da man sidste år opgav sin egen målsætning om at blive "CO2-neutral" i 2025.

Så hvordan spiller dét sammen med, at det overvejende kommunale metroselskab nu reklamerer for, at københavnerne står af cyklen?

Vi har sendt spørgsmålet videre til Metroselskabet men har ikke modtaget svar.

Færre cykler, ikke biler

Den københavnske metro har været en succes — i 2022 rundede man for første gang 100 mio. passagerer på ét år, svarende til mere end en kvart million hver eneste dag året rundt.

Men samtidig har der løbende været skepsis omkring, hvor meget metroen egentlig hjælper med at reducere bilismen i byen.

Mens metroens udbredelse er vokset, har bilismen nemlig gjort det samme. Antallet af biler vokser år for år — og det vokser hurtigere end indbyggertallet.

Pr. 1.000 voksne københavnere var der 233 biler i 2014, men i 2021 var dét tal vokset til 260 — en stigning på knap 12%.

Da partiet Alternativet i 2019 plæderede for, at der nu burde blive bygget letbaner i stedet for mere metro — netop fordi metroen ikke hjalp på bilismen — var Mette Frederiksen (S) uforstående.

Statsministeren udtalte dengang, at ethvert fremskridt i kollektiv trafik er godt for miljø og klima — og tilføjede i Berlingske:

»Men selvfølgelig skal vi også opfordre til, at flere kommer ud af bilen og hopper over i den kollektive trafik.«

For tiden går opfordringen dog altså på, at det er cyklisterne der står af cyklen og hopper over i den kollektive trafik. Med sine knap 42% er staten den næststørste ejer af Metroselskabet, og sammen med Københavns Kommune ejer man altså i alt cirka 92%. 

Og tallene fortæller os, at det offentlige selskab tilsyneladende har succes med sin opfordring: Mens bilismen i København er i vækst, er cyklismen på tilbagetog — og netop metroen er tidligere blevet udpeget som en hovedårsag.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

Lars Bak
Når nu metroselskabet ligefrem er nødt til at efterlyse kunder, er der da en del bilister at tage af, når nu miljøet ligger dem på sinde. Man kunne jo starte med at adressere dem med: "Du sviner og sviner og sviner..."
David Busk

Den eneste måde at begrænse billismen på (ligesom rygning), er at gøre det dyrere at bruge. Indskrænk vejbaner, begræns parkering i byerne, gør det dyrere at benytte, og beskat det hårdere.

Hvis vi vil nå vores klimamål, og gøre luften renere og skære ned på folk der dør for tidligt af hjertesygdomme, udvikler lungevejssygdomme og demens, så skal vi lave super-cykelstier, gøre elektriske cykler billigere med skattefradrag, og knytte båndet mellem metro, S-tog, letbaner, og cykler hårdere. Helt ideelt burde vi have overdækket cykelbaner så man kan komme på arbejde tørskoet, selv i regnvejr.

Hvis de kan finde ud af at overdække peronnerne på hovedbanen, så kan de også finde ud af at lave en halvtags-dækket supercykelsti mellem Glostrup og København.
Jeanne Vetterstein
Prisen har også en betydning for valget. Hvis du først har investeret i en bil er den billigere at køre i end at tage det offentlige.
Walter Arnkov

Tag metroen: i myldretiden

På perronen: Du fryser og fryser — og så fryser du noget mere.

I toget: sveder du, og til sidst ankommer du klistret og ulækker efter en helt igennem ubehagelig oplevelse.

For ikke at talen om luft-"kvaliteten". med masser af partikelforurening fra bremser og skinner.

PS.: Og hvordan kommer jeg forresten til Brønshøj med metroen?

Alvin Ljoså

En stor del af året hvor det er ekstremt blæsende, koldt og regnende er Metro en komplementær transportform som i mange tilfælde forbedrer ens rejse fra a til b. Det er næsten altid hurtigere at cykle lige meget hvad, men det er bestemt ikke altid med ens gode vilje, det er snarere fordi man før metro ikke havde lige så mange gode alternativer til at cykle.

Jeg bor på Nørrebro og jeg takker mig lykkelig over cityringen fordi jeg undgår Nørreport og Nørrebro st. Jeg kan cykle til Nørrebros runddel på 3 min og så springe på metro når vejret ikke er optimalt. Det gør bestemt også at jeg kommer flere gange ud ad døren end jeg ellers ville hvis kun cykel og bus var alternativet. Er dog enig i at Metroselskabets formulering kunne være skarpere så det ikke fremstår som om man råder folk til at lade cyklen stå. De som kan cykle foretrækker det også selvom de cykler til metro st. så sparer man de minutter hjemmefra og undgår et par stop + ventetid ved bussen. Når man cykler tager man sjældent en omvej og det er faktisk befriende at skifte transportform og gå, tage s tog, ja selv tage bus engang imellem for så oplever man noget nyt, lidt varietet i hverdagen når man kan stå af et nyt sted på vej til sin destination.
dome_4051
Måske skulle Metro selskabet bare sænke billetprisen, så ville jeg stå af cyklen!!!

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens liv

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling