pixel

Minister overvejer statsstøtte til nyt Parken

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt træder aktivt ind for at løse problem, der i fem år har blokeret for skabelsen af nyt nationalstadion.

Der er dømt forlænget spilletid i kampen om Danmarks hjemmebane.

På den ene banehalvdel drømmer DBU om et stadion i international skala, der kan tiltrække store, internationale sportsbegivenheder og rumme 50.000 tilskuere.

På den anden vil Parken Sport & Entertainment (PSE) — som ejer både Parken og FC København — nøjes med at modernisere Parken, der i dag blot kan rumme 38.000 publikummer.

Men nu melder en ny spiller sig på banen. 

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt har udtalt, at han er åben over for idéen om en helt ny multiarena med plads til 50.000 tilskuere — delvist finansieret af staten. 

Ministeren siger til fodboldmediet Bold.dk nu, at forholdene i Parken ikke er optimale, og at han er åben over for DBUs forslag om at nedsætte et ekspertudvalg, der skal undersøge mulighederne for en ny multiarena.

Ifølge formanden for DBU, Jesper Møller, vil et nyt stadion koste op mod 2 millarder kroner — en regning, han forestiller sig kunne deles mellem DBU, Dansk Idrætsforbund og staten.

Fra 50.000 til 38.000 pladser

En kapacitet på 50.000 tilskuere er et krav fra den europæiske fodboldorganisation UEFA, hvis man vil lægge græs til større arrangementer som f.eks. en europæisk finale. 

Men det er ingen ny idé at have plads til så mange mennesker — heller ikke i Parken. For kapaciteten på det stadion, der i mere end 100 år har været Danmarks hjemmebane, er faldet gennem årene.

I 1970'erne var der plads til 50.000 tilskuere i det, der på det tidspunkt hed Københavns Idrætspark. Men dengang var kravene til sikkerhed og komfort lavere, og de godt 12.000 tilskuerpladser, der "mangler" i dag, er blevet erstattet af flere siddepladser frem for Idrætsparkens ståpladser. 

Oprindeligt ejede Københavns Kommune Idrætsparken. Men i 1990 — med ombygningen til det moderne 'Parken' med de fire kontortårne i hvert hjørne — overgik det til privat ejerskab under PSE og skiftede navn til Parken.

Og når der i dag fløjtes en fodboldkamp i gang, er der plads til 38.000 tilskuere på tribunerne.

Hjemfaldsretten blokerer

Idéen om at udvide og modernisere Parken kom til overfladen i 2020, hvor DBU tilbød at gå ind som aktiv part i at skabe et moderne stadion. Men når de ikke er kommet videre siden da, skyldes det ikke mindst en økonomisk detalje — kendt som hjemfaldspligt. 

Parken er nemlig ikke fuldstændig ejet af PSE, da Københavns Kommune har en ret til i 2060 "hjemtage" ejerskabet af Parken til 0 kroner. 

PSE er ikke selv interesseret i at investere i en udvidelse af stadion, da 38.000 siddepladser generelt er nok til at dække FC Københavns behov.

Og potentielle investorer har udtalt, at det ikke giver mening for dem at investere i et nyt eller ombygget Parken, hvis man alligevel skal aflevere det hele tilbage om 35 år. Så kan man ikke nå at skabe et positivt afkast på investeringen. 

Et flertal i Borgerrepræsentationen tilbød i 2024 at udskyde hjemfaldsretten til 2090'erne for at gøre investeringen mere profitabel — men det ændrede ikke meget for hverken PSE eller de potentielt interesserede investorer. ​

Usikkerheden omkring ejerskabet har fortsat gjort det svært at skrue en økonomisk rentabel model for et moderne Parken sammen — i privat regi.

Nyt statsstøttet stadion?

Med en stagneret udvidelse af Parken på den ene side, og DBUs strategiske behov for et større stadion på den anden, har kulturministeren altså meldt sig selv klar til kamp. 

Jakob Engel-Schmidt åbner op for, at nu hvor en privat løsning ser umulig ud, så kan staten blive investor i et helt nyt nationalstadion med de 50.000 pladser, som både DBU og internationale krav efterspørger.

Det er normalt i Europa, at nationalstadion er enten offentligt ejet eller ejet af det nationale fodboldforbund. Det engelske fodboldforbund ejer f.eks. Wembley i London, mens Stade de France i Paris er ejet af den franske stat.  

Et nyt stadion vil efter DBUs plan skulle fungere som en multiarena, der både kan huse internationale fodboldkampe og store kulturarrangementer.

Men om det skal komme til verden i form af et nyt stadion, hvor Danmark har spillet sine hjemmekampe i mere end et århundrede — på Østerbro — er ikke sikkert.

Hvis PSE ikke er indstillet på at indgå i et samarbejde, er DBU åbne for, at et nyt nationalstadion kan ligge et helt andet sted.

Kulturministeren tør dog ikke love, hvornår der sker noget konkret i sagen. Til Bold.dk siger han:

»Jeg gør mig ret mange tanker om netop det, men jeg er ikke klar endnu til at løfte sløret.«

Emner

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling