pixel

Investorer forsvinder: Ny 'Parken' hænger i tynd tråd

I næsten fem år har DBU ønsket at udvide og forbedre et utidssvarende nationalstadion — men en kommunal klausul har fået projektet kørt af banen.

Det er tre et halvt år siden, vi først kunne fortælle, at DBU og Københavns Kommune vil ombygge landets nationalstadion, Parken.

Siden har flere private investorer været med inde over projektet, men ifølge Berlingske har de nu alle så godt som opgivet at være med. 

Årsagen er, at investorerne ikke mener, at de kan gøre investeringen rentabel — primært på grund af en gammel klausul, som Københavns Kommune ikke kan opgive.

Og dermed ser det skidt ud for alle der drømmer om, at det nedslidte Parken snart bliver til et moderne stadion.  

Parken til salg

Allerede i 2019 startede DBU et arbejde for at udvide og forbedre Parken, men — modsat f.eks. i Storbritannien — ejer boldspil-unionen ikke selv det stadion, som dets landshold spiller på. Og derfor var det ikke noget, som DBU selv kunne vælge at gøre.     

Parken er i dag ejet af Parken Sport & Entertainment (PSE), der også driver klubben FC København. 

I januar 2022 lød meldingen så, at DBU muligvis ville købe sig ind i Parken, men at man trods en sund økonomi i forbundet ikke ville kunne stå alene med opgaven. Først ville stadion skulle købes af PSE og derefter ombygges — en opgave der samlet formentlig vil løbe op adskillige milliarder.

Senere på året satte PSE så Parken til salg, og siden har DBU talt med private investorer om at gå sammen med fodboldforbundet om at købe stadionet.

Sidste år blev det udskilt i et separat selskab, så Parken var klar til at blive solgt, uden at det påvirkede driften af f.eks. FC København.

Men ifølge Berlingske er det fem år lange arbejde altså nu ved at smuldre.

Kan købe tilbage

Årsagen til kuldsejlingen er, at der eksisterer en såkaldt 'hjemfaldspligt' for Parken. Dét vil sige, at PSE godt nok ejer stadion, men at ejerskabet er tidsbegrænset.

Københavns Kommune ejede Parken frem til 1990, hvor den store ombygning med de kontortårne, vi kender i dag, gik i gang. Og kommunen har en ret til at tilbagekøbe Parken i 2060 — uanset om ejeren på det tidspunkt ønsker at sælge eller ej.

Ifølge Berlingske lyder tilbagekøbsprisen på omkring én milliard kroner, og DBUs investor-partnere kan ikke få regnestykket til at gå op med dén detalje indskrevet i købsaftalen.

Med andre ord: Man mener ikke, at man kan skabe en rentabel forretning, hvis man nu skal ud og bruge en hel del milliarder på at købe og ombygge stadion — for så at skulle sælge det hele tilbage til kommunen til en meget lavere pris om 36 år.

Forrentningen af investeringen vil simpelthen ikke være god nok.

Kan ikke lave om, men ...

Hjemfaldspligten eksisterer for at sikre, at en privat part kan bygge sig et hus (eller et stadion), uden at grunden nødvendigvis skal koste en formue. En kommune kan altså sælge en af sine grunde under markedspris, mod at kommunen så har ret til at købe det hele tilbage engang i fremtiden. Det er dermed en form for lang lejeaftale.

Og dét er ikke noget, der bare kan laves om på — heller ikke selv om sagen handler om landets nationalstadion.

Til Berlingske oplyser Københavns Kommune, at »lovgivningen [ikke giver] mulighed for, at Københavns Kommune favoriserer enkeltpersoner eller virksomheder, heller ikke Parken eller særlige projekter såsom etableringen af et nyt nationalstadion.«       

Dermed er udviklingen af stadion nu mere end end skudt til hjørne. Både DBU og PSE ønsker dog fortsat at komme videre med planerne, så i kulisserne er der efter alt at dømme ikke fløjtet helt af endnu.

Og der er ikke mulighed for at gå i al for lang overtid med en afgørelse.

Lige ved siden af Parken — mod Østerbro Stadion — er der nemlig fremskredne planer om at opføre et 'idræthus' til særligt atletik og gymnastik, og udformningen af de planer afhænger helt af, hvad der bliver besluttet for Parkens fremtid. 

50.000+ pladser

Præcis hvad der skal ske — eller ikke ske — med Parken er stadig ikke helt præciseret.

Men tilskuerkapaciteten er et af de parametre, som DBU for alvor ønsker at skrue på.

I dag er her kun plads til 38.000, mens kapaciteten i 1970'erne var på over 50.000, ikke mindst fordi der dengang også var ståpladser.

DBU ønsker at nå samme kapacitet som i 70'erne — nu altså blot udelukkende med siddepladser.

Hjørnetårnene med kontorer har man også tanker om skal forsvinde, så det nye Parken bliver et "rigtigt" stadion med tilskuere hele vejen rundt om banen — også i hjørnerne.

Og så trænger faciliteterne inde bag de noget brogede facader til et løft. Parken er slidt, og alt fra toiletter til VIP-områder er tydeligt fra en anden tid.

Hvis det i sidste ende lykkes at komme i gang med arbejdet, er det uvist, om Parken helt vil blive revet ned og bygget op fra bunden, eller om man — ligesom i 1990 — vil genbruge eksisterende elementer i en større ombygning.

Dengang beholdt man den gamle hovedtribune og gjorde den til en endetribune. Den blev dog siden skiftet ud i 2009.

Taget over Parken kom til i 2001.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

Ørestad Avis
"Den blev dog siden skiftet ud i 2009." hmm...
Peter Bremer_1
For yderligere at komplicere sagen, så ligger det ene kontortårn på en matrikel, som tilhører staten, men det største problem er nok, at hele sagen håndteres af mennesker, der har deres kompetencer andre steder end på fast ejendom og projektudvikling.

relaterede
artikler

Skal Parken have plads til 50.000 tilskuere? Og hvad skal der ske på Skøjtehalsgrunden lige ved siden af? Får København en indendørs atletikhal? Og er der overhovedet plads til det hele?

relaterede
visioner

læservision
Valby
Klubber og foreninger i Valby Idrætspark har en ambitiøs vision om at lave området til en hel idrætsby.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling