pixel

Aarhus får nyt stadion — Parken afventer

Den verdenskendte tegnestue Zaha Hadid Architects vandt konkurrencen om Aarhus' nye stadion og AGF's kommende hjemmebane. I København er interessen kølnet.

aarhus, stadion, zaha hadid

Magasinet KBH skriver om ny arkitektur og byudvikling i København — men vi vender af og til snuden mod provinsen, når et markant byggeri er på trapperne.

Det må der siges at være nu. For i Aarhus er vinderen af konkurrencen om byens nye idrætspark — og AGF's nye hjemmebane — netop offentliggjort.

Det er den verdenskendte britiske tegnestue Zaha Hadid, der i et team med den danske tegnestue Tredje Natur og rådgiverne hos Sweco Danmark, står bag vinderprojektet.

24.000 tilskuere får plads på tribunerne på dét, borgmester Jacob Bundsgaard (S) kaldte intet mindre end "det smukkeste og mest spændende stadion, der kommer til at være i Danmark", da vinderbuddet blev præsenteret. Dermed er det nye stadion i Aarhus omtrent på størrelse med Brøndby Stadion.

"Skovens Arena", som arbejdstitlen lyder, får placering i udkanten af Marselisborg Skov og erstatter AGF's nuværende hjemmebane, Ceres Park.

Netop skovens træer har inspireret stadionets arkitektioniske profil. Rundt om facaden vil høje, hældende og hvide søjler med træ-lameller mellem sig række ud og danne noget, der kunne minde om "trækroner", der omslutter stadionet.

Foruden fodbold bliver der — både i og omkring bygningen — plads til udøvelse af en række andre idrætsgrene.

Hele projektet ventes at koste 650 millioner kroner og finansieres af Salling Fonden og Lind Invest sammen med AGF, der skyder 150 mio. kr. ind i projektet.

Med det nye stadion er det samtidig AGF's håb, at flere store landskampe fremover kan spilles i Aarhus. 

Næste år vil Aarhus Kommune, AGF og vinderteamet i samarbejde konkretisere forslaget og dernæst finde en entreprenør til at opføre stadionet. I 2024 vil man så efter planen begynde nedrivningen af den eksisterende hovedtribune ved Ceres Park.

Derefter må aarhusianerne vente til sommeren 2026, før de med lungers fulde kraft kan råbe "”KOM SÅ DE HVIII'E” ud over det nyopførte stadion.

Del af fremtidens Kongelunden

"Skovens Arena" indgår samtidig i Aarhus Kommunes vison for Kongelunden — et godt 200 hektar stort natur- og parkområde i Aarhus' sydlige del, der også omfatter Tivoli Friheden, Jydsk Væddeløbsbane, Mindeparken, Aarhus Cykelbane og "Den uendelige bro".

Fremover skal hele det rekreative område, der har samme størrelse som Tiergarten i Berlin, bindes sammen i en ny helhedsplan, og til dén opgave er tegnestuen Holscher Nordberg hyret.

Planen omfatter blandt andet et nyt sportscampus med atletikbane og et udkigstårn ved Ceres Parken, en stor pavillon i rundkørslen ved Marselisborg Slot og en ny "science-park" ved det 110 år gamle Ole Rømer-Observatorium.

Desuden er planen, at udvide skoven med nye træer og at lave nye lysninger i den eksisterende skov. En central vision for Kongelunden er, at dele af området på sigt bliver bilfrit.

Men hvad med københavnerne?

Mens planerne for den nye arena i 'Smilets By' er fremskredne, ser det anderledes ud for nationalstadionet hjemme i hovedstaden. 

Med plads til godt 38.000 tilskuer har det længe været diskuteret om — og hvordan — Parken kunne udvides og forbedres.

Manglende tilskuerpladser, ringe faciliteter og et noget stilforvirret ydre som følge af løbende tilbygninger er alt sammen kritiseret gennem årene, uden at et egentligt forslag til forbedringer er blevet lagt på bordet.

I vinter kom der dog gang i spekulationerne om en mulig udvidelse, da Parken Sport & Entertainment — som både ejer Parken og FC København — luftede planer om et salg om stadionet.

Planen var, at Parken Sport & Entertainment så kunne leje sig til brug af stadion, så FCK fortsat kunne have hjemmebane her.

Både DBU og pensionsselskaberne PFA og AP Pension meldte sig på banen som mulige købere, men i de nye økonomiske tider med krig, inflation og energikriser, ser det ud til at investor-interessen for at overtage Parken er dalet en del.

Tilbage i 2020 foreslog DBU ellers en omfattende ombygning af Parken, der ville udvide stationets kapacitet til godt 50.000 tilskuere.

En sådan ombygning kunne eksempelvis lade sig gøre, hvis man erstattede de nuværende kontorhjørner med nye tribuner. Eller rev det meste ned og startede helt forfra.

Uanset løsning ville det koste mange penge, og her var det DBU's klare vurdering, at det ville være nødvendigt med én eller flere medejere. 

Det var der altså spirende interesse for, men sidst i oktober 2022 udtalte Peter Olsson, adm. direktør for AP ejendomme, til Børsen, at komplekse projekter som Parken ikke længere var øverst på prioriteringslisten. 

Under alle omstændigheder kommer der nok til at gå en del år, før vi i København har en arena, der arkitektonisk og funktionelt kan hamle op med Aarhus' nu kommende stadion — også selvom man i Aarhus må "nøjes" med plads til 24.000 tilskuere

Den britisk-irakiske arkitekt Zaha Hadid, som lagde navn til egen tegnestue — og døde i 2016 — har før gjort sig bemærket herhjemme med sin tilbygning til Ordrupgaard Museet nord for København.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

læservision
Valby
Klubber og foreninger i Valby Idrætspark har en ambitiøs vision om at lave området til en hel idrætsby.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling