pixel

Sydhavnens hjerte forskønnet

Småberygtede Mozarts Plads har fået et makeover med græs og blomsterkasser – men fornyelsen lever på lånt tid.

Mozarts Plads renovering

Fakta

Fornyelse af Mozarts Plads

Den centrale plads i Kbh SV har fået græsunderlag, en legeplads med musisk tema, fitnessinstrumenter samt siddemøbler med indbyggede plantekasser.

Forskønnelsen er udformet af Niels Lützen Landskabsarkitekter for Københavns Kommune, der har bevilget tre mio. kroner til projektet.

Den fornyede plads har en midlertidig levetid, da der fra 2018 skal bygges en metrostation på Mozarts Plads.

Når man drejer ned ad den tungt trafikerede færdselsåre Sydhavnsgade, forventer man ikke pludselig at befinde sig i en lille provinsiel flække. Men netop sådan føles området omkring Mozarts Plads. Sydhavnens hjerte, hvor folk hilser på gaden, alle har faste pladser på bænke og værtshuse, og man aldrig er mere end 30 meter fra den nærmeste spillehal. Det er som en lille lomme i byen, hvor tiden står stille.

Og så alligevel ikke, for på få måneder er Mozarts Plads fuldstændig forvandlet. Der er kommet legeplads, grønne græsplæner og en træterrasse omkring caféen i forbindelse med kommunens nye forskønnelse af pladsen, der tager hensyn til både øldrikkerne og til dem, der foretrækker en latte.

Men forvandlingen er kun midlertidig. Om fire år kommer metroen nemlig til Sydhavn, og så bliver pladsen lavet helt om igen.

Græs og gummi

Da Magasinet KBH kommer cyklende på en grå septemberdag, er rullegræsset vådt og har stadig ikke nået at vokse sig helt fast, siden hele to af byens borgmestre indviede den nye Mozarts Plads sidst i august. Alligevel kan man allerede fornemme, at området har ændret karakter. Der er kommet flere og nye brugere til.

Hvor det runde bassin af granit fra halvfemserne tidligere lå ensomt og flød i et hav af grus, er pladsen nu opbrudt på kryds og tværs i skarpt afgrænsede felter med græs, grus og turkisfarvet eftergivende gummiasfalt på legepladsen.

Hævede græsarealer, der skråner en anelse ned mod springvandet i midten, udgør en slags beskeden tribune. Sorte firkantede plantekasser giver også siddemuligheder, og ellers kan man få sved på panden ovre ved streetfitness-redskaberne eller tage en slapper i hængekøjen. Henne i den nordvestlige side af pladsen, hvor øldrikkerne holder til, er der kommet en indhegning til hunde.

Sydhavnen flytter man sgu ikke fra

En mand med kurs mod Sydhavnens Mini Marked på hjørnet drejer pludselig hovedet og standser langsomt op. Han har en rygsæk på, en åben jakke og en øl, der stikker op af jakkelommen. ”Du ser dejlig ud!” udbryder han. Mændene i Sydhavnen er kendte for at flirte. Johnny, som han hedder, har gule tænder, en næse, der løber, og et overraskende fast håndtryk.

Johnny synes godt om den nye plads, og især at der er kommet børnefamilier til på grund af legepladsen. ”Det har vi aldrig set før,” siger han. ”Det er rigtigt godt”. Han udpeger de forskellige nye dele af pladsen med en cigaret mellem to fingre og den anden arm fortroligt om skulderen på Magasinet KBH.

Ligesom mange andre lokale har Johnny boet i Sydhavn det meste af sit liv. I alt 46 år som lokal er det blevet til. Nu i en lejlighed i en toetagers bolig i haveforeningen nede ad gaden. ”Jeg flytter sgu aldrig herfra. Det gør jeg ikke,” siger han. ”To etager,” gentager han for at understrege pointen.

Arbejderklassens Hellerup

Mozarts Plads blev anlagt og navngivet i 1932 og indrettet til endestation for sporvognene. Man byggede gode, nye boliger til arbejderne i området, som i 1930’erne blev kendt som arbejderklassens Hellerup. Anker Jørgensen boede lige om hjørnet fra pladsen på Borgbjergsvej 1, også under sin tid som statsminister, hvor han valgte at takke nej til Marienborg til fordel for den ydmyge treværelses i det almene boligbyggeri.

Mozarts Plads er den mest centrale plads i Kongens Enghave – den officielle, administrative bydelsbetegnelse for Sydhavnen. Med sin størrelse og placering oplagt som samlingssted for områdets mange forskellige beboergrupper, blandt andet til bydelsfester og markedsdage og de populære loppemarkeder om lørdagen.

Især øldrikkerne har fyldt meget på pladsen, og der er kommet flere til i de seneste år, fordrevet fra Vesterbros Torv og Enghave Plads af blandt andet metroarbejde.

Flot men lidt spildt

I den ene ende af pladsen under nogle træer er alle bænkene fyldt op til trods for det lidt triste gråvejr. Det er øldrikkernes faste tilholdssted, hvorfra de har et glimrende udsyn til pladsen.

Dagens fremmødte synes, at pladsen er blevet flot, men at hele fornyelsen måske er lidt spildt, når nu metroen kommer lige om lidt, og det hele skal graves op igen. Den ene, en mand med en svag, lidt ubestemmelig accent, synes heller ikke, det hele er ændret for det bedre. ”En kop kaffe plejede at koste 5 kroner ovre i caféen,” siger han. ”Nu koster den 20.”

”25 kroner!” retter Johnny, som er kommet tilbage fra købmanden med forsyninger og har sluttet sig til selskabet. Kvinden ved siden af på bænken siger, at de plejede at kalde caféen for Igloen, dengang Det Grønlandske Hus brugte den, og hun vrænger lidt, da hun fortæller, at caféen nu er overtaget af en ”Karl Smart, der har gjort den rigtigt fancy”. Hans open air-forevisning af 'Blade Runner' forleden var dog en stor succes, er de alle enige om.

Monster Times

Nogle meter fra bænkene, på ét af de nye, åbne græsarealer, møder en midaldrende, korthåret kvinde i rød vindjakke en bekendt og stopper for at snakke og klappe hendes hund. Den korthårede kvinde viser sig at arbejde i genbrugsforretningen på pladsen og at have arbejdet i caféen for nogle år tilbage, da den var drevet af frivillige.

”Dengang kom de over i caféen fra ældreboligerne dér og fik tre håndmadder og en æblekage hver. De kunne lige rulle derover med deres rollator,” siger hun og peger på en bygning bag træerne.

I dag går caféen under navnet Monster Times og fungerer også som kunstgalleri. Ejeren organiserer tegnecafé, festival og altså udendørs biograf. I forbindelse med forskønnelsen af pladsen er der bygget en terrasse til caféen, der er indhegnet med stakit, og som adskiller de betalende kunder fra de andre brugere af pladsen.

Inde i den sekskantede bygning er der farvestrålende vægmalerier, gamle skolemøbler, puder og en plakat af Justin Bieber. Man kan få funky latte, fashion latte, cortado og alle de andre slags kaffe, man kender fra de hippe dele af København.

Metroen kommer

Kaffevarianterne er måske en smagsprøve på, hvordan pladsen og resten af kvarteret vil ændre sig, når metroen kommer, og der bliver få minutter fra brokvartererne til Sydhavnen. Metroarbejdet går efter planen i gang i 2018, og selve metroen skal åbne i 2023 på den kommende afgrening med fem nye stationer i Københavns Sydhavn

Med bedre underjordisk forbindelse til resten af byen kan det gamle arbejderkvarter ikke længere skjule sig inde bag de store omfartsveje. Tiden vil vise, hvad det kommer til at betyde for den særlige, småprovinsielle sydhavnsånd. Johnny og de andre vinker fra bænken under træerne, da Magasinet KBH cykler tilbage til larmen på Sydhavnsgade og ind mod byen.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling