Rolig smutvej om Rådhuset
De bløde trafikanter vinder igen – Vester Voldgade og Dantes Plads har fået bordfodbold, grøn geometri og færre biler.
Omlægning af Vester Voldgade og Dantes Plads
Udtænkt af et team mellem COBE, GHB Landskabsarkitekter og Grontmij/Carl Bro.
Pris: 45,7 mio. kroner.
Strækningen mellem Farvergade og Strøget er del af det adskilte Vartov-projekt (se mere her), der forventes færdigt inden jul 2012.
Den sidste strækning mellem Strøget og Studiestræde færdiggøres, når metrostationen åbner på Rådhuspladsen i 2018.
Er du træt af, at myldretrafikken på H. C. Andersens Boulevard forsinker dig, når du cykler hjem gennem byen? Har du drømt om en mindre befærdet og kønnere smutvej? Så er dine bønner blevet hørt, og smutvejen er klar til dig på Vester Voldgade, der løber parallelt med boulevarden.
Vester Voldgade, som før var lutter biler og parkeringspladser, er nemlig hele vejen fra Jarmers Plads til havnen blevet til en grønnere og roligere københavner-promenade indrettet specielt til dig, der cykler eller går. Fire kørebaner er blevet til to for at skrue ned for biltrafikken, og territoriet er i stedet kommet i cyklisternes og fodgængernes magt.
Også pladserne langs Vester Voldgade har fået en kærlig hånd. En regulær sværm af træer på pladsen ved Vartov er ikke er helt fuldbragt endnu, men Dantes Plads, der traditionelt bare har været en grå parkeringsplads overfor Glyptoteket, er forvandlet til lille urbant opholdsrum med lidt grønt og en laksefarvet flisebakke (plus et par håndfulde p-pladser for old times sake).
Bordfodbold i al slags vejr
På alt det albuerum, der er kommet foran den Classenske Legatskole, kan du nu tage et slag bordfodbold med dine venner på fodboldborde, der kan holde til lidt af hvert og ikke kræver, at du veksler femmere i forvejen.
Hvis du ikke er i humør til sportslige pragtpræstationer, kan du også bare hoppe af cyklen og tage et hvil på en af de nye metal-tvillingebænke. Gør du det, skal du huske at bemærke de geometriske former, der præger underlaget langs hele den genfødte Vester Voldgade.
Brolægningen, som sammen med en ny wireophængt belysning binder hele projektet sammen, bliver brudt af små cirkulære græsarealer, der bringer en stemning af park og blødhed ind i bybilledet og afbryder de ellers dominerende gråtoner.
Der er også plantet spæde træer langs hele strækningen, der med tiden skal give et grønt pusterum for travle københavnere i asfaltjunglen.
For at undgå gennemkørende biler har Vester Voldgade også fået to modsatrettede ensretninger mellem Ny Kongensgade og Rysensteensgade.

Tak fordi du læste artiklen til ende — vi håber, du kunne lide den.
På Magasinet KBH følger vi tæt udviklingen af København. Intentionen er at give dig brugbare informationer, og gennem debat at bidrage til at skabe et bedre København.
Men der er mange omkostninger forbundet med at lave et digitalt magasin, og derfor har kun medlemmer i dag adgang til langt størstedelen vores indhold.
Den artikel du lige har læst, var der gratis adgang til, men langt de fleste skal man være medlem for at læse.
Den gode nyhed er, at medlemskaber starter ved blot 29 kroner om måneden.
PS. Som medlem slipper du også for at se flere af de her opfordringer til medlemskab, og alle reklamer forsvinder, hvis du vælger et plus-medlemskab.