Fremtidens 'Søerne' er omgivet af planter — på land og i vand
De københavnske søer bør fremover have bredder fulde af vegetation og dyreliv, mener de københavnske politikere.
Der er ikke mange grønne steder at gemme sig, hvis man er vandfugl i København.
Men ved Sankt Jørgens Sø kan både ænder, svaner, fiskehejrer og mange andre arter finde ly og bygge reder inde i skoven af buske, siv og rør langs bredderne — og sådan skal det også være i de andre søer.
Det mener De Radikale, der forleden i Borgerrepræsentationen stillede forslag om at få undersøgt muligheden for en markant ændring af Peblinge Sø og Sortedam Sø.
Partiet vil have undersøgt mulighederne for at anlægge naturlige bredder med rørskov og buske overalt langs Søernes bredder — både i vandet og inde på land.
Tiltaget har potentiale til helt at transformere udtrykket af Søerne fra Østerbrogade til Søpavillionen — ud over at styrke biodiversiteten på samme strækning.
Langs stier og på skråninger
Forslaget kommer i kølvandet på vedtagelsen af Københavns Kommunes budget for næste år, hvor politikerne afsatte mere end 100 millioner kroner til at genoprette betonkanterne langs de to søer.
Det var ellers planen kun at renovere de mest beskadigede søkanter ud mod henholdsvis Kampmannsgade og Østerbrogade. Men da man skulle i gang med arbejdet, viste det sig, at betonen de fleste steder er under kraftig nedbrydning.
Derfor blev genopretningen fem gange dyrere end det var forventet, da politikerne afsatte penge til den pletvise renovering i budgettet for 2022 — og vil nu ende med at koste en hel del mere, end det kostede at bygge Lille Langebro.
Da vi i april kunne fortælle om den store regning, skrev en læser:
"Hvorfor ikke bruge dette til en gentænkning af Søernes design? Det vil vel være billigere at lave 'naturlige' søbreder som i Sct. Jørgens Sø, så man kunne plante siv og andre vandplanter som kunne opsuge næringsstoffer fra vandet."
Og Radikale Venstre er nu af samme opfattelse.
Med en rørskov og ny undervandsvegetation vil vandkvaliteten blive bedre — og De Radkale vil også etablere nye buske og anden beplantning langs stierne og på de skråninger der leder ned til Søerne. Dét vil kunne tiltrække småfugle og insekter.
Betonsvømmepøl uden gæster
Forslaget er dog ikke kun en øvelse til gavn for byens flora og fauna.
Det vil også forskønne de to søer, der ifølge De Radikale i dag æstetisk "minder om en firkantet betonsvømmepøl, som ikke har haft gæster i årtier".
De sirlige, revinklede søkanter i beton står i skarp kontrast til bredderne omkring Sankt Jørgens Sø.
Og partiet står ikke alene med ønsket om at gøre Søerne mere attraktive for de mange mennesker, der hver dag går, løber og cykler langs med det rektangulære, akvariske område i midten af byen.
På samme møde foreslog Venstre nemlig, at man laver en ny helhedsplan for Søerne.
Den skal se på, hvordan man får løftet både vandkvaliteten og hele området omkring Søerne, som Venstre mener kan få en "langt højere rekreativ værdi, end de har i dag."
De Radikales forslag blev vedtaget med støtte fra alle partier, så embedsværket vil nu gå i gang med lave et konkret udspil til en ny udgave af Søerne, som man så politisk vil stemme om senere.
Også Venstres forslag om en ny helhedsplan for Søerne var der bred støtte til — men det blev dog i første omgang sendt videre til mere detaljeret behandling blandt de 11 politikere der sidder i Teknik- og Miljøudvalget.
Kommunen har dog faktisk allerede gang i flere projekter, som skal forbedre både dyre- og menneskelivet ved Søerne.
På sidste års budget blev der blandt andet afsat penge til at øge vandtilførslen til Søerne for at øge vandkvaliteten — og næste år gennemføres et forsøg med at ensrette Øster Søgade for blandt andet at give plads til mere grønt langs søen.
Men nu vil der altså formentlig blive lavet en samlet plan for, hvordan man får transformeret både vandet i, og og bredderne omkring, Københavns tre kunstige søer, der har en næsten 1.000 år gammel historie.
Næsten samtidig med de to forslag har en kandidat til Borgerrepræsentationen fra Moderaterne i øvrigt foreslået, at man taget en 16 år gammel plan om at lave en park langs Søerne frem igen.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
