Postbyen "åbner" — Boliger sat til leje
Med huslejer op til 57.000 kr. er de ikke for alle — men de nye boliger i Postbyens tårne byder på både udsigt og skæve vinkler.
Efter flere års nedrivning, opførsel og omlægning kan de første beboere snart flytte ind i 'Postbyen' — det område, der tidligere udgjorde basen for byens postsortering mellem Kalvebod Brygge og Københavns Hovedbanegård.
Der er nemlig åbnet for udlejning af 160 lejligheder fordelt på to af de i alt fem runde tårne, der i dag dominerer udsigten fra Tietgensbroen ved Københavns Hovedbanegård — og som kan ses fra mange steder i byen.
I mange år var det ellers et af byens mest lukkede og utilgængelige områder, men et bilfrit bykvarter med boliger, butikker, kontorer og hotel er mere end godt i gang med at skyde op.
Ingen firkantede rum
Det er planen, at de første beboere skal flytte ind i de to tårne til februar 2026. De udgør første fase af kvarterets boliger, hvor senere faser byder på ungdoms- og almene boliger.
I alt er 160 lejeboliger for nylig kommet på markedet. For den mindste 2V'er på 69 m2 skal du hver måned finde godt 14.000 kr. — mens der skal overføres 47.000 kr., hvis du vil have en penthouse i det laveste af tårnene med 6 værelser fordelt over 179 m2.
Penthouselejlighederne i det højeste af tårnene er allerede reserveret, selv om huslejen her lyder på op til 57.000 kroner.
Kvadratmeter-priserne ligger generelt mellem 2.500-5.000 kr. — et godt stykke over den gennemsnitlige lejepris i København på 1.500-2.000 kr. for private lejeboliger.
Der er altså ingen ejerboliger til salg i Postbyen, og de nye lejeboliger er først og fremmest karakteriseret ved, at de ikke består af klassiske, rektangulære rum.
Tårnenes runde form og takkede vinduesprofil giver nemlig ret specielle rum med nicher og hjørner, som man ikke ser mange andre steder i byen.
Samtidig er det prioriteret, at alle lejligheder har egen altan — om end det nok kræver særligt vindstille dage, før man for alvor kan nyde morgenkaffen på 28. etage med udsigt over København.
Det højeste tårns allerøverste etage — den 29. — byder på et fællesområde, som er tilgængeligt for alle lejligheders beboere til alt fra familiefester til fællesspisning.
Facader som Axel Towers
En tråd til områdets fortid som industrikvarter udfolder sig i valget af rå lofter og søjler i beton, der skal balanceres af gulvenes "blødere" egetræ.
Dagslyset har frit spil gennem de store vinduespartier, som i facaden er forskudt og skaber den takkede profil.
Det er facader, man måske vil genkende, for i stil og udtryk minder de om de fem Axel Towers på Axeltorv mellem Tivoli og Cirkusbygningen.
Det skyldes formentlig et overlap i arkitekter — for Lundgaard & Tranberg har været på spil i begge tilfælde.
Et nyt vartegn
Det er ambitionen, at de nye boliger skal være med til at skabe et attraktivt bykvarter med grønne områder og byliv i form af restauranter og butikker i stueplan. Hvor Postbyen tidligere var et notorisk lukket område, er der nu lagt op til et sted for mennesker.
Derfor er biler også bandlyst fra området og henvist til store parkeringskældre under byggeriet. Hvis du som beboer skal have en plads her, skal du lægge 3.000 kr. oven i huslejen.
Allerede nu har bydelen sat sit præg på den københavnske silhuet. Med sine 29 etager og 106,5 meter slår det højeste tårn rådhusets spir med en enkelt meter. Det næsthøjeste tårn på 84,5 meter — omtrent 2½ gang Rundetårn — skal huse et hotel.
Flere boliger og LEGO på vej
Næste fase består af ungdomsboliger og almene boliger. Mens ungdomsboligerne kommer til at ligge som ét af to runde tårne med en anderledes facadeprofil, må de almene boliger ‘nøjes’ med at blive placeret i et klassisk, rektangulært boligbyggeri i udkanten af kvarteret.
Derudover kommer kvarteret til at rumme et sundhedshus og LEGOs nye hovedkvarter, The Stamp, som forventes færdigt i 2027.
Det er også sandsynligt, at Postbyen bliver koblet direkte på Vesterbro i form af en ny gangbro over baneterrænet — en mulighed der netop nu er ved at blive undersøgt.
I dag er Danske Bank allerede rykket ind i sit nye hovedsæde i Postbyen, men med boligerne i de første tårne sat til leje, bevæger Postbyen sig nu frem mod sit næste stade: fra kontorby til kvarter med liv på altanerne.
De kommende år vil vise, om københavnerne tager kvarteret til sig, og om Postbyen kan blive en reel del af Københavns dagligliv — ikke kun dens skyline.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!